Duesymbolet og duenålen

Alle diakonissehuse har en due som logo. Det har de haft, siden diakonissehuset i Kaiserswerth indførte duen som diakonissernes symbol.

Det var stifteren af det første diakonissehus i Kaiserswerth, Theodor Fliedner, der indførte duesymbolet. På Diakonissestiftelsen på Frederiksberg er der beviser for, at duesymbolet blev indført meget tidligt.

Adolf Mackeprangs duemaleri
Caption 
Adolf Mackeprangs duemaleri

Duen gjorde sit indtog på Diakonissestiftelsen med Adolf Mackeprangs vægmaleri i de yngste søstres sovesal i 1879, og herefter var den hurtigt et elsket og genkendeligt symbol for husets og søstrenes virke.

Andagt i de yngste søstres sovesal. Man kan ane duemaleriet over døren i baggrunden.
Caption 
Andagt i de yngste søstres sovesal. Man kan ane duemaleriet over døren i baggrunden
Attribution 
Foto: Diakonissestiftelsens arkiv

Men som alt andet mødte også duen den moderne verden, og den gamle due blev i 1976 afløst af en ny tegnet af Ebbe Sadolin, og den blev i 2010 afløst af det nuværende duelogo.

Hjælpesøstrenes armbind med dueemblem

Fra 1913 blev søstereleverne uddannet sammen med elever, der ville være sygeplejersker, men ikke diakonisser. De blev kaldt hjælpesøstre. Søstereleverne var let genkendelige i deres dragt og elevkappe. Hjælpesøstrene bar et hvidt armbind med et trekantet blåt emaljeemblem med Mackeprangs duemotiv.

Prøve- og hjælpesøstre på Diakonissestiftelsen 1913
Caption 
Elevhold 1913. Man kan ane hjælpesøstrenes armbind med det trekantede emblem.
Attribution 
Foto: Diakonissestiftelsens arkiv

Nærbillede af Diakonissestiftelsens trekantede emaljeemblem

Duenålen

I 1940’erne blev det indført, at søstrene fik en duenål i sølv ved deres indvielse, mens prøvesøstrene fik en emaljeret nål med Diakonissestiftelsens initialer ”DST”.

I dag får diakonielever en lyseblå duenål ved optagelsen, mens de indviede diakoner og diakonisser får det kædeemblem, der blev indført i 1999, da indvielsesfællesskabet af diakonisser og diakoner blev slået sammen.

Sygeplejeskolens emblem

Den blå skolenål med den hvide due er et elsket og meget velkendt symbol for sygeplejersker uddannet på Diakonissestiftelsen. Det har været i brug siden 1942 og anvendes fortsat og er helt uændret. Det blev oprindelig givet ved afslutningen af uddannelsen, men senere blev det udleveret ved begyndelsen af praktikken. Udleveringen sker ved en særlig ceremoni, nålefesten.

Læs mere om de religiøse sygehuses uddannelsesemblemer  

Emblem fra Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole
Emblem fra Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole

Emblemet måler 27,5 mm i diameter

Kilder  

  • Kirsten Stallknecht. Hvor kommer du fra? Historien om emblemerne. Dansk Sygeplejeråd 1999
  • Susanne Malchau Dietz. Køn, kald & kompetencer - Diakonissestiftelsens kvindefællesskab og omsorgsuddannelser 1863-1955. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2013