Statsautorisation i 1933

Et af Dansk Sygeplejeråds vigtigste mål var at opnå statsautorisation for sygeplejersker.

Autorisationsbevis fra 1934

Grunden til, at Dansk Sygeplejeråd fra starten satsede på at opnå statsautorisation for sygeplejersker var, at alle den gang kunne kalde sig og praktisere som sygeplejerske uden en egentlig sygeplejerskeuddannelse.

Dansk Sygeplejeråd forsøgte første gang at opnå statsautorisation og tre års uddannelse for sygeplejersker i 1907. I et brev til konseilspræsidenten (statsministeren) gjorde man rede for de forskelle, der var på uddannelserne fra hospital til hospital, og der blev peget på, at jordemødrene allerede havde autorisation. Der kom aldrig nogen reaktion på henvendelsen (1).

Der skulle flere henvendelser til, inden det i 1933 lykkedes at opnå den ønskede statsautorisation. Det var der flere årsager til. En af grundene var, at Dansk Sygeplejeråd ikke var den eneste forening, der repræsenterede sygeplejersker. Der var flere spillere på banen, Røde Kors, Danske Menighedsplejer og diakonissehusene. Dertil kom Centralforeningen, stiftet i 1909, en sammenslutning af forskellige sygeplejevirksomheder, der drev landsygepleje (hjemmesygepleje).

Autorisationsbevis fra 1934
Et af de første autorisationsbeviser udstedt til en sygeplejerske, der var uddannet på By- og Amtssygehuset i Fredericia i 1931.
Dansk Sygeplejeråd

Landsygeplejerskerne havde typisk en kortere uddannelse end hospitalssygeplejerskerne, og deres uddannelse blev betalt af den forening, der ansatte dem. Centralforeningen var derfor ikke interesseret i en længere uddannelse, men Dansk Sygeplejeråd kunne ikke acceptere to klasser af sygeplejersker. Man ønskede en samlet sygeplejerskestand.

Forslaget om statsautorisation af sygeplejersker skulle igennem tre behandlinger i Rigsdagen og flere politiske syltekrukker i form af udvalg, inden det lykkedes at opnå statsautorisation. På vejen blev der udtalt mange smukke ord om sygeplejerskernes arbejde, men det strandede på en debat om, hvor vidt omsorgsarbejde skulle være en samfundsopgave, eller om det hørte til under hjemmets domæne, som staten ikke skulle blande sig i.

I 1924 såede venstremedlemmet Inger Gautier Schmit tvivl om sygeplejerskernes motiver:

”Hidindtil har der ligget stor Idealitet og Selvopofrelse bag Sygeplejerskernes Arbejde, for dem har det ikke været et Pengespørgsmaal, for dem har det ikke været et Arbejdsspørgsmaal. Nu lever vi i en bundmaterialistisk Tid, hvor det ikke er det selvfornægtende, der er i Højsædet, hvor det ikke er Idealerne, man stræber efter, men hvor det er Tale om Arbejdstid, Løn, Maksimalpriser, Minimalpriser, Organisation og Principper, og jeg ved ikke hvad” (1).

Endelig, den 10. marts 1933 blev forslaget vedtaget, og fra den 1. januar 1934 kunne kun sygeplejersker med en treårig uddannelse få autorisation som sygeplejersker med ret til at bære titlen. Herefter var og er det strafbart for andre at kalde sig sygeplejerske (1).

Referencer

1. Petersen, Esther. Fra kald til fag – kampen om statsautorisation. Dansk Sygeplejeråd 1989  side 107-39