Rikke Gormsen
Florence Nightingalemedaljen 2015
Florence Nightingalemedaljen 2015
De første år som uddannet sygeplejerske arbejdede Rikke Gormsen på onkologisk afdeling og i hjemmeplejen. Hun rejste ud for første gang for Folkekirkens Nødhjælp til Etiopien i 1985 under den meget voldsomme hungersnød, hvor hun arbejdede i et feeding-center for børn.
I begyndelsen af 1980erne ændrede Danmark asylloven, og Dansk Røde Kors blev ansvarlig for driften af asylcentrene og herunder sundhedstilbuddet. Fra 1989 arbejdede Rikke de næste 13 år på forskellige asylcentre, som sundhedsplejerske på modtagecentret Sandholm, som leder af sundhedsafdelingen i Center Midtjylland og til slut, som leder af sundhedsarbejdet på Center Randers for flygtninge fra Kosovo.
Sundhedsarbejdet til asylansøgere var nyt i Danmark på det tidspunkt, og Rikke Gormsen deltog aktivt i udviklingen både i kraft at sin viden som sundhedsplejerske i forhold til børn og forældre, men også sygdomsbehandling og ikke mindst Rikkes interesse for at bygge bro mellem asylsøgernes anden kulturelle baggrund og den danske. Alt dette kom til udtryk i undervisning af kollegaer.
Rikke Gormsen har i de efterfølgende år været udstationeret fra få uger til år ad gangen, enten for IFRC (International Federation Red Cross) eller Dansk Røde Kors:
Efter tyfonen i 2008 i Myanmar var Rikke Gormsen med som psykosocial delegat i et ”FACT finding team”, som dog aldrig fik indrejse tilladelse til Myanmar, men måtte forblive i Thailand med alle deres planlagte interventioner.
Da det arabiske forår medførte krig i Libyen, rejste Rikke Gormsen dertil i 4 måneder, denne gang for Red Barnet og implementerede et Child Resilience programme (Psychosocial Support) i samarbejde med de lokale myndigheder.
Samlet har Rikke Gormsen arbejdet i følgende lande: Etiopien, Kenya, Tunis, Jordan, Syrien, Yemen, Libanon, Palæstina, Qatar, Iran, Iraq, Rusland,, Sri Lanka, Myanmar, Polen og Libyen.
I Danmark har Rikke Gormsen arbejdet i Danmark inden for forebyggelse, 7 år for Herning kommune som sundhedskonsulent og lige nu i en lignende stilling i Høje Tåstrup kommune.
Rikke Gormsen har med ihærdighed og faglig dygtighed været med til at udvikle det psykosociale arbejde i Røde Kors en ikke altid nem opgave i en organisation, der har megen fokus på de mange fysiske sygdomme og de meget synlige behov efter en krig eller en naturkatastrofe. Hun har næsten altid arbejdet under meget vanskelige forhold, hvad enten det har været naturkatastrofer, krig eller efter terrorangreb.
Rikke Gormsen er en dygtig foredragsholder og fortæller ofte og gerne om sit arbejde til forskellige målgrupper, hvor hun beskriver de forskellige situationer, og hvordan hun har arbejdet.