De første hospitaler i Danmark og deres plejepersonale

Inden år 1800 var der kun 13 hospitaler i Danmark, alle bemandet med uuddannet plejepersonale.

Sygeplejersker på Frederiks Hospital i København 1904. De har gummiforklæder, og det ses, hvordan de hver især har valgt forskellige kraver og bælter. Bemærk de karakteristiske armbind med Frederiks Hospitals logo.
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000241F016

Det første egentlige hospital i Danmark var Frederiks Hospital i Bredgade i København. Det blev indviet i 1757 ”Gud til Ære og Fattige og forladte hjælpeløse og nødlidende syge til Lægedom, Lettelse, Hjælp og Husvalelse” (1). For at blive indlagt, skulle der være udsigt til, at man blev rask. Samtidig skulle man være fattig, det vil sige, at man ikke kunne forsørge sig selv (2).

To sygeplejersker med deres patienter i gården bag Frederiks Hospital. Bagest står formentlig den samme stuekone, som ses længere nede på siden.To sygeplejersker med deres patienter i g
Caption 
To sygeplejersker med deres patienter i gården bag Frederiks Hospital. Bagest står formentlig den samme stuekone, som ses længere nede på siden.
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Frederiks Hospital blev lukket i 1910 i forbindelse med, at Rigshospitalet åbnede. Bygningerne huser nu Kunstindustrimuseet.

Læs om de første plejemødre på Frederiks Hospital i Tidsskrift for Sygepleje 1904.

I tilknytning til Frederiks Hospital blev der i 1759 oprettet en fødselsstiftelse. Overfor Almindelig Hospital lå lemmestiftelsen, Almindelig Hospital, der var en institution til pleje af gamle og værkbrudne. I 1771 blev der på Almindelig Hospital indrettet en sygeafdeling (1).

To sygeplejersker med deres patienter i gården bag Frederiks Hospital To sygeplejersker med deres patienter i gården bag Frederiks Hospital. Bagest står formentlig den samme stuekone, som ses længere nede på siden.
Caption 
To sygeplejersker med deres patienter i gården bag Frederiks Hospital To sygeplejersker med deres patienter i gården bag Frederiks Hospital. Bagest står formentlig den samme stuekone, som ses længere nede på siden
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 931011f040

Det var, hvad der var af muligheder for københavnere med behov for sygehushjælp. Institutionerne blev primært brugt af den fattige del af befolkningen. Middel- og overklassen passede deres syge i hjemmet.

I 1800 var der uden for København 11 sygehuse, hvoraf fire lå på Sjælland, et på Lolland-Falster, et på Fyn og fem i Jylland. De jyske sygehuse var først og fremmest oprettet med henblik på behandling af veneriske sygdomme, mens de andre og behandlede andre sygdomme (1).

Sygehusenes plejepersonale

På sygehusene i provinsen blev sygehusene som regel drevet af en ansat ”økonom” og hans kone. De havde bolig i tilslutning til sygehuset og skulle klare alle gøremål. Der findes stadig udførlige instrukser, der viser, at økonomen havde ansvar for opvarmning, medicingivning, rengøring, tøjvask, mm. Hvis der skulle våges om natten, kunne han ansætte opvartnings- eller vågekoner.

Økonomerne blev også kaldt sygevogtere eller sygepassere. Det krævede ingen speciel uddannelse eller erfaring med sygepleje. 

Læs også ’Da økonomen forestod sygeplejen’

De to hospitaler i København var så store, at der var en stor stab af administratorer, læger og plejepersonale. I midten af 1800-tallet blev sygeplejen varetaget af en stab af opvartnings- og stuekoner. De var ansat på daglejerbasis, senere på ugebasis. Stuekonerne boede på sygehuset, ofte i et hjørne af den sygestue, de havde ansvaret for.

Hvem var disse stuekoner? Ideelt kom en stuekone fra almueklassen, havde en god moral, var sund ”på sjæl og legeme”, og hun havde godt syn og god hørelse. Dertil skulle hun have et godt hjerte, være religiøs og have talent for renlighed og orden.

Det var imidlertid svært at finde stuekoner, der levede op til dette ideal. Man foretrak fattige borgerenker mellem 30 og 50 år, som ikke var sygelige, og som kunne læse. Helt fattige har de ikke været, for de skulle stille kaution for inventaret på den stue, de arbejdede på.

Respekten for stuekonerne var lav. Her en beskrivelse fra Frederiks Hospital ca. 1830 om, hvordan stuekonerne skulle hente deres forsyninger efter stuegang. Det var en lægekandidat, der forestod uddelingen:

”Som oftest var det Toft, hvem denne Forretning var betroet, da han havde et eget Greb paa at holde disse skraalende og nærgaaende Madammer i Ave og reducerte derfor som oftest alt for vidtgaaende Fordringer. Han var en sand Skræk for Stuekonerne.” (1)

Stuekone på Frederiks Hospital 1907
Stuekone på Frederiks Hospital 1907
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000241F026_side_15

Modsat har stuekonerne haft ringe vilkår. Deres personlige frihed var stærkt begrænset, og de havde intet privatliv. De blev kontrolleret, og de kunne udsættes for straf.

Læs en forhenværende stuekones betragtninger i Tidsskrift for Sygepleje nr. 12 1904   

Hun reagerede på en artikel af en sygeplejerske, der var uddannet under det gamle stuekonesystem, og som beskrev stuekonerne i mindre flatterende vendinger.

Læs artiklen i Tidsskrift for Sygepleje nr. 11 1904 

På Garnisonshospitalet var der sågar kachotter, som blev brugt til at straffe både funktionærer og patienter (2). Garnisonshospitalet var et militærhospital i Rigensgade i København oprettet 1815-1818 og kendt som Grødslottet.

Det gjorde derfor indtryk, da en ung kvinde, Ilia Fibiger, af anset familie meldte sig som stuekone på Almindelig Hospital under den store koleraepidemi i 1853. Ilia Fibiger kom til at danne grundlag for en debat om sygeplejen, og hun kom til at stå som et forvarsel om den fremtidige sygeplejerske af god familie (1, 2).     

Madam Rasmussen, stuekone på Københavns Kommunehospital
Madam Rasmussen, stuekone på Københavns Kommunehospital

Stuekonerne blev afløst af de nye sygeplejersker på Københavns Kommunehospital, men de arbejdede i flere år side om side med dem, og de var med til at lære dem op. Nogle af de nye sygeplejersker tog i Tidsskrift for Sygepleje (det nuværende Sygeplejersken) stuekonerne i forsvar.

Oversygeplejerske Elisif Fiedler skrev i 1901 i Tidsskrift for Sygepleje:

”… var der end mange uduelige, saa fandtes der ogsaa dem, der stod paa Højde endog med de bedste af den ny Tids Sygeplejersker, og der er enkelte af dem, som jeg mindes med Ærbødighed” (2, 3).

Læs hele artiklen af Elisif Fiedler 

Henny Tscherning, der kom til Kommunehospitalet som elev i 1876 og senere blev Dansk Sygeplejeråds første formand i perioden 1899 til 1927, skrev også i positive vendinger om flere af stuekonerne. Specielt fremhævede hun madam Rasmussen, der var stuekone på operationsafdelingen (4). 

Læs hele Henny Tschernings artikel

Stuekonerne kom i sin tid ind på hospitalerne for at passe ”fattiglemmer” med samme baggrund som dem selv. De blev overhalet af udviklingen og afløst af uddannede sygeplejersker, fordi lægerne så stuekonerne, deres dannelsesniveau og deres opførsel som et problem. I stedet ville lægerne have sygeplejersker fra dannede hjem, der kunne udføre givne ordrer, også i lægens fravær (2).

Litteratur

  1. Esther Petersen. Fra opvarter til sygeplejerske – træk af danske sygeplejerskers historie frem til år 1900. Dansk Sygeplejeråd 1988    
  2. Kirsten Frederiksen. Om hvordan fattige syge blev hospitalspatienter, og stuekoner blev sygeplejersker. I: Glasdam S og Bydam J. Sygepleje i fortid og nutid – historiske indblik. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2008.
  3. Elisif Fiedler. En Berigtigelse. Tidsskrift for Sygepleje nr. 3 1901
  4. Henny Tscherning. Lidt om mine personlige Oplevelser med den humane Sygepleje ved Kommunehospitalet og dens videre Udvikling. Tidsskrift for Sygepleje nr. 13 1913