De religiøse hospitalers rolle i dansk sygepleje

De religiøse sygehuse eksisterede i perioden 1863, hvor Diakonissestiftelsen blev etableret i Smallegade på Frederiksberg med plads til 8-10 patienter, til 1994 hvor Sct. Maria Hospital i Aalborg lukkede som føde- og gynækologisk hospital.

De religiøse sygehuse fik en enorm indflydelse på udviklingen af sygeplejerskeuddannelsen. Diakonissestiftelsens sygeplejeskole eksisterer endnu og er en af de mest søgte sygeplejeskoler på trods af, at Diakonissestiftelsens hospital lukkede i 1987. Det lukkede midlertidigt skolen, indtil der i 1992 blev indgået en aftale mellem Frederiksberg Kommune og Diakonissestiftelsen om igen at varetage uddannelse af sygeplejersker.

Hvorfor spillede de religiøse sygehuse så stor en rolle i det danske sygehusvæsen?

De fleste offentlige sygehuse blev etableret i slutningen af 1800-tallet og først i 1900-tallet. Men tilsyneladende har byråd og amter ikke formået at udbygge dem i takt med, at behovet steg. De religiøse hospitaler dækkede derfor et hul i behovet for sygehussenge, og efterhånden indgik de katolske ordener og diakonissestiftelser aftaler med det offentlige sygehusvæsen om sygehusdriften (1).

De katolske sygehuse

Den første katolske orden, der kom til Danmark for at oprette et hospital, var Sct. Joseph søstrene. Med Grundloven 1849 blev der religionsfrihed, og der blev åbnet for en genetablering af den romersk-katolske kirke i Danmark. Den var blevet fordrevet med reformationen 1536, hvorefter klostrene og dermed omsorgen for de svageste i samfundet blev afviklet i takt med, at munkene og nonnerne døde.

Derefter var det i 300 år staten, der skulle påtage sig de sociale opgaver (1). Ganske vist blev det ved en kgl. resolution i 1806 besluttet, at der skulle oprettes et sygehus i hvert amt, men det kom først for alvor i gang godt 100 år efter (2).

Sankt Joseph Søstrene af Chambéry blev stiftet 1816. Ordenen var en udløber af de oprindelige Sankt Joseph Søstre, der blev grundlagt i 1664 af pater Jean-Pierre Médaille. I 1856 ankom fire Sankt Joseph søstre til København på opfordring af en dansk dame, der var blevet grebet af det arbejde, de katolske søstre gjorde for børn og syge i Savoyen.  Arrangementet var en misforståelse, for søstrene havde den opfattelse, at der var midler til etablering og drift af hospitalet, men den katolske menighed havde næsten ingen midler (1).

Ved hjælp af midler fra konverterede danske damer lykkedes det søstrene at erhverve en lille ejendom med ganske få senge. I 1875 åbnede landets første rigtige katolske sygehus i Griffenfeldtsgade i København. De næste 25 år grundlagde de yderligere syv somatiske sygehuse i provinsen, der alle hed Sankt Josephs Hospital.

Med tiden nåede Sankt Josephs Hospital i København op på 400 senge. De samlede Sankt Josephs Hospitaler havde i sin storhedstid 1.689 sengepladser i hele landet. Sankt Josephs Hospital i København lukkede i 1979 og det sidste hospital i provinsen, i Aalborg, 1990 (1).

Efter Sankt Joseph Søstrenes ankomst kom yderligere ni katolske ordener til Danmark, hvoraf de fem oprettede hospitaler i hele landet. De første var Kamillianerne i Aalborg, der kom år 1900. Den sidste af de andre ordener, der lukkede deres hospital, var Elisabethinerinderne i Holbæk i 1994.

De katolske hospitalers sygeplejeskole, Sankt Josephs Sygeplejeskole

De katolske sygeplejeordener oprettede i 1936 en fælles sygeplejeskole ved Sankt Josephs Hospital i København. I 1936 kom søster Benedicte Ramsing til Sankt Joseph Søstrene i København efter af have gennemgået sin søsteruddannelse i ordenens moderhus i Chambéry. Hun var uddannet sygeplejerske ved Amtssygehuset i Gentofte 1933-36, og hun fik hurtigt stilling som sygeplejelærer ved Skt. Josephs Sygeplejeskole i København. Uden i begyndelsen at have formel lederkompetence fik hun forbedret og systematiseret skolens lidt middelmådige uddannelse.

I 1947 blev søster Benedicte forstanderinde ved Skt. Josephs Sygeplejeskole. Hun havde læst på Catholic University og besøgt sygeplejeskoler i USA, hvor hun var blevet inspireret af unitsystemet, en uddannelsesmodel, der integrerede teori og praksis. Hun indførte i 1950 systemet på sygeplejeskolen og udviklede det yderligere de følgende år.

Dansk Sygeplejeråd var klar over Benedicte Ramsings evner. Hun var medlem af DSR's repræsentantskab 1963-69 og af hovedbestyrelsen 1966-69, og hun sad i en række faglige udvalg, der beskæftigede sig med sygeplejerskeuddannelsen. I vurderingsudvalget 1965-69 var hun med til at vurdere reformen af sygeplejerskeuddannelsen i 1957, et arbejde der mundede ud i et forslag til en ændret grunduddannelse, der var meget lig uddannelsen på Skt. Josephs Sygeplejeskole.

Det kom til at danne grundlag for det forslag til en ændret sygeplejerskeuddannelse, der blev afgivet i Indenrigsministeriets betænkning af 1975, og som blev forkastet af økonomiske grunde (3) (4).

Sankt Josephs Sygeplejeskole lukkede i 1977.

Forud for sin tid. Læs interview med Susanne Malchaus om søster Benedicte Ramsing.

Se Sankt Joseph Sygeplejeskoles emblemer

Sankt Joseph Søstrene i dag

Sankt Joseph Søstrene har drevet skole i Ordrup siden 1888, og den består den dag i dag. Derudover driver Sankt Joseph Søstrene et retrætecenter.

Diakonissestiftelsernes sygehuse

Diakonissestiftelsen  

Diakonissestiftelsen blev grundlagt 1863.

Se separat artikel om Diakonissestiftelsen.

Sankt Lukas Stiftelsen

Sankt Lukas Stiftelsen blev det andet diakonissehus i Danmark. Det startede med, at Isabella Brockenhuus-Løwenhielm (1856-1932) i København arbejdede med arbejdsstuer for fattige børn, en privatklinik og undervisning af unge piger i sygepleje og husgerning. Det var vanskeligt at skaffe og fastholde arbejdskraft, og hun fik idéen med at kombinere et diakonissehus med uddannelse af sygeplejersker.

Med Indre Mission i ryggen blev Sankt Lukas Stiftelsen grundlagt i 1900 i Nørre Allé i København, og de første diakonisser blev indviet i 1906. Isabella Brockenhuus-Løwenhielm blev aldrig selv indviet som søster, ej heller uddannet til sygeplejerske (5).

Sankt Lukas stiftelsen havde fra begyndelsen et hospital med 56 sengepladser. I 1918 købte stiftelsen en grund på Bernstorffsvej i Hellerup, hvor Sankt Lukas Stiftelsen fortsat har til huse. Det blev indviet i 1932 og bestod ud over moderhus af en sygeplejeskole og et hospital med 210 senge. I 1961 blev Dronning Alexandrines Hus indviet som langtidsmedicinsk afdeling med plads til 40 patienter (6).

Sankt Lukas Stiftelsens Sygeplejeskole

Sankt Lukas Stiftelsens Sygeplejeskole går tilbage til 1894, hvor Isabella Brockenhuus-Løwenhielm modtog de første elever på det lille hospital i Nørre Allé. Uddannelsen kom i fastere rammer i løbet af de næste 15 år, og i 1925 blev den tidssvarende, det vil sige at den levede op til Dansk Sygeplejeråds krav om tre års uddannelse for at blive optaget som medlem (6), og i 1923 var 83 Lukassøstre således medlemmer.

I begyndelsen uddannede Sankt Lukas Stiftelsen kun søsterelever til sygeplejersker, unge piger, der ville være diakonisser. Fra 1945 blev også almindelige sygeplejersker uddannet ved Sankt Lukas Stiftelsens Sygeplejeskole. Det bidrog til at øge diakonissernes indflydelse på sygeplejen i hele landet, fordi de bragte diakonissernes sygeplejekvalitet rundt i hele landet (6).

Sankt Lukas Stiftelsen blev ligesom Diakonissestiftelsen og Sankt Joseph et forbillede for andre uddannelsessteder. Ikke mindst på grund af søster Elna Krogh Nielsen, der var forstanderinde for skolen 1959-1981. Hun var aktiv i Dansk Sygeplejeråd og var formand for Dansk Sygeplejeråds syge- og sundhedsplejeudvalg.

Derudover var hun medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget (6). Elna Krogh fik sammen med søster Benedicte Ramsing stor indflydelse på udviklingen af sygeplejerskeuddannelsen.

Sankt Lukas Stiftelsens Sygeplejeskole lukkede i 1990 i forbindelse med, at hospitalet blev lukket i 1992 (6). De sidste sygeplejestuderende gjorde deres uddannelse færdig ved Herlev Sygeplejeskole, men de bar Skt. Lukas emblemet.

Se Sankt Lukas Stiftelsens Sygeplejeskoles emblemer

Kolonien Filadelfia

Mens søstersamfundet var det primære for Diakonissestiftelsen og Sankt Lukas stiftelsen, var hospitalet den primære institution på Kolonien Filadelfia. Det blev åbnet 1897 af lægen Adolph Sell, der etablerede det første danske epilektikerhjem med bare tre patienter. Kolonien blev hurtigt udvidet, og i de følgende år blev der opført et nyt hus, en ny afdeling,  om året. Sell ansatte diakoner fra diakonskolen i Nyborg, men da den lukkede, oprettede Adolph Sell sin egen skole på Kolonien. Den uddannede dels mandlige diakoner, dels kvinder til plejen af de kvindelige patienter. Fra 1901 blev de kvindelige medarbejdere kaldt søstre, men først fra 1907 blev der organiseret et egentligt søstersamfund. I 1913 blev de første ni søstre indviet til diakonisser, og fra dette år blev Kolonien Filadelfia betragtet som diakonissehus.

Kolonien udviklede sig fra en plejeanstalt til et egentligt behandlingssted, og i 1928 blev den udvidet med Dianalund Nervesanatorium og rådede over mere end 1.000 patientpladser.

De fleste søstre blev uddannet til sygeplejersker, og de første Filadelfiasøstre blev medlemmer af Dansk sygeplejeråd i 1924, så uddannelsen har på det tidspunkt levet op til kravet om tre års uddannelse. De fleste blev på Kolonien efter endt uddannelse, men de var i en kort periode også sendt ud i menighedsplejer og alderdomshjem på Sjælland, og flere har virket på missionsmarken (6).

Sygeplejerskeuddannelsen på Kolonien Filadelfia blev i 1970 afløst af plejehjemsassistentuddannelsen og senere af social- og sundhedshjælper- og diakonuddannelsen.

Diakonissestiftelsernes indflydelse på sygeplejen i hele landet

Specielt Diakonissestiftelsen og Sankt Lukas Stiftelsen har haft stor indflydelse på sygeplejen i det meste af landet. Det fik de, fordi mange sygehusbestyrelser bad stiftelserne om at sende diakonisser til at lede sygeplejen på deres sygehus. Nogle sygehuse bad om diakonisser, fordi de følte sig presset af det katolske sygehus i byen. Dermed kom de til at præge både sygeplejerskeuddannelsen og selve sygeplejen i mange år.

I Fredericia fandt man det sidst i 1800-tallet uacceptabelt, at protestantiske patienter blev plejet på det katolske hospital. Derfor bad menigheden indtrængende om hjælp fra diakonisserne som et værn mod den "overhåndtagende propaganda, der bliver øvet af de romersk-katolske" (6). 

Først i 1972 sluttede diakonissernes hospitalspleje i provinsen, fordi antallet af søstre faldt så meget, at det ikke længere var muligt at forsyne landets sygehuse med ledende diakonisser.

Det er derfor typisk, at der optræder diakonisser på mange billeder fra sygehusene i årene forud (6).

Diakonisserne blev også sendt i menighedspleje, hjemmesygepleje. Søstrene havde langt at gå til de forskellige hjem ude på landet, og selv om det var en del af regelsættet, at de skulle køres til og fra, så var velviljen ikke altid stor. En søster var ude for, at hun efter endt gerning på en gård efter gerning blev mødt med indvendingen, ”Det er li’godt synd for bæsterne at komme ud i sligt vejr”.

Omkring 1900 begyndte diakonisserne derfor at tage cyklen til sig, selv om det gav anledning til en del drøftelser i søsterråd og bestyrelser. I 1905 gav søsterrådet i Diakonissestiftelsen tilladelse til, at cykler kunne bruges på landet, men ikke i byen, og at det krævede ændringer af dragten. Kort efter blev det også tilladt i byen, men det var en betingelse, at cyklen skulle trækkes.

Diakonissestiftelserne i dag

Sygeplejen og hospitalsdriften har været den vigtigste indtægtskilde for alle tre diakonissestiftelser. Patienternes egenbetaling for sygehusopholdet blev suppleret og hurtigt overgået af stiftelsernes indtægter fra samarbejdet med de offentlige myndigheder. Det betød imidlertid, at myndighederne fik medindflydelse på hospitalernes drift, og i 1980 vendte sygehuspolitikken sig mod de private hospitaler, og Diakonissestiftelsens hospital lukkede i 1987 og Sankt Lukas Stiftelsens i 1992 (5).

Diakonissestiftelsen driver i dag en stor uddannelsesvirksomhed med cirka 1.100 studerende fordelt på Sygeplejeskole, Social- og Sundhedsskole samt de Kirkefaglige Uddannelser. Derudover driver stiftelsen plejehjem, botilbud, børneinstitutioner mm.

Sankt Lukas Stiftelsen er i dag et stort hospice, landets første, og stiftelsen driver også hjemmehospice. Ligesom Diakonissestiftelsen driver Sankt Lukas Stiftelsen også bofællesskaber, ældrehjem, en børneinstitution og et refugium.

Filadelfia er i dag en selvejende institution, der driver epilepsihospital, neurorehabilitering, skole for børn med epilepsi og ADHD, mm. Dens fremtid er lige for tiden truet af lukning. 

Referencer

1. Susanne Malchau. Katolske sygeplejeordners grundlæggelse og virke. I: Glasdam S og Bydam J. Sygepleje i fortid og nutid – historiske indblik. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2008.  
2. Det danske sygehusvæsen I og II, udgivet af Sygehusinspektørforeningen i anledning af foreningens 50 års jubilæum den 23. juni 1962
3. Susanne Malchau. Benedicte Ramsing (1912 - 1988). Dansk Kvindebiografisk Leksikon
4. Susanne Malchau. Kærlighed er tjeneste – Søster Benedicte Ramsing – En biografi. Dansk Sygeplejeråd 1998  
5. Ingeborg Ilkjær og Arne Kolsum. Diakonissernes betydning for sygeplejen i Danmark. I: Glasdam S og Bydam J. Sygepleje i fortid og nutid – historiske indblik. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2008. 
6. Dagmar Bork. Diakonisser i dansk sygepleje. Dansk Sygeplejeråd 1997