Den første sygeplejerskeuddannelse på Københavns Kommunehospital

Den første egentlige sygeplejerskeuddannelse startede i 1876 på Københavns Kommunehospital. Det kom til at danne skole for landets andre sygehuse.

Københavns Kommunehospital 1863
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 970402f002

I 1853 blev København hærget af en alvorlig koleraepidemi, der dræbte hen ved 4.800 mennesker. Epidemien skyldtes byens katastrofalt dårlige hygiejne med manglende kloakering og vandforsyning.

Det gav anledning til, at voldene blev sløjfet, og der blev bygget nye kvarterer rundt om den gamle middelalderby. For at sløre den fiasko, byens sundhedsvæsen havde vist sig at være under epidemien, blev Københavns Kommunehospital bygget 1859-1863 efter tegninger af arkitekt Christian Hansen. Det blev bygget uden for voldene lige overfor Botanisk Have, der blev anlagt nogle år senere (1).

Fra starten i 1863 var sygeplejen på Kommunehospitalet organiseret på samme måde, som man kendte fra Frederiks Hospital i Bredgade. Det vil sige, at der om dagen var stuekoner, der boede på hospitalet, og om natten blev plejen varetaget af vågekoner ud fra byen (1).   

Læs Kommunehospitalets instruks for stuekoner fra 1863  

Læs om de første hospitaler og deres plejepersonale  

En stuekone havde ansvar for sygeplejen på en 10-sengsstue, eller et tilsvarende afsnit med mindre stuer. Stuekonerne havde et værelse adskilt fra sygestuen, hvilket var en forbedring i forhold til Frederiks Hospital, hvor stuekonernes værelse var en seng med et forhæng om i den ene ende af sygestuen.

Stuekone på Frederiks Hospital 1908
Stuekone på Frederiks Hospital 1908
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000241f026_side_15

Stuekonerne havde en arbejdsdag på 14 timer, og de skulle have udgangstegn for at forlade hospitalet. Det kunne hun få hver anden søndag eftermiddag og en eftermiddag hver anden uge. Hun skulle være hjemme igen senest kl. 23 (1).

I 1875 var der 73 stuekoner og sygevogtere under opsyn af en overopsynsdame og en overopsynsmand, men i realiteten regerede stuekonerne over deres eget område. Afdelingerne kom derfor ikke til at fremstå som et hele, og hospitalsborgmester Carl Emil Fenger, der var læge, opfordrede derfor hospitalets lægeråd om at udarbejde en plan for en ny organisering af sygeplejen.

Fenger allierede sig med Selma Lüttichau, der var uddannet på Nightingaleskolen i London. Hun studerede forholdene og gav gode råd, men hun ønskede ikke at blive for at sætte den ordning i gang. Formentlig fordi, ordningen ikke blev den, hun anbefalede (1).

Overlægerne var ikke alle lige begejstrede, og den nye ordning blev indført gradvist i en afdeling ad gangen med start i 1876.

Hvad gik den nye ordning ud på?

Hospitalet blev inddelt i mindre afdelinger med en plejemoder i spidsen. Hun skulle lede arbejdet på afdelingen og have seks uddannede assistenter (sygeplejersker), tre elever og to gangpiger under sig. Nattevagterne skulle varetages af det uddannede personale, så man kunne udfase vågekonerne ude fra byen.

Alle sygeplejerskestillinger skulle besættes af personer, der havde fået en sygeplejefaglig uddannelse på hospitalet. De skulle have almindelig dannelse, og de skulle til ansættelsessamtale hos både borgmester Fenger og plejemoderen på afdelingen. De nye sygeplejersker skulle tiltales med ”frøken” i modsætning til stuekonerne, der blev tiltalt madammer.

Sygeplejersker på Københavns Kommunehospital i 1890. Plejemoder Hansine Lynge ses i midten. Bemærk de forskellige bælter, manchetter ved ærmerne og udsmykning ved kraverne.
Caption 
Sygeplejersker på Københavns Kommunehospital i 1890. Plejemoder Hansine Lynge ses i midten. Bemærk de forskellige bælter, manchetter ved ærmerne og udsmykning ved kraverne.
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000265f001

Den første start var vanskelig, for de nye elever blev sat i lære hos stuekonerne, der blev afskediget i takt med, at de nye sygeplejersker kom ind. Den første plejemoder, frk. Anger, blev ansat efter nogle måneders oplæring. Samtidigt blev der ansat seks assistenter, der også kun havde været i lære i nogle få måneder. De skulle så oplære nye elever. Man kan forestille sig, hvor svært det har været at få en afdeling til at fungere med så uerfarent personale.

Lægerne var generelt skeptiske, for de var bange for, at sygeplejerskerne ville bevæge sig ind på deres domæne og begå overgreb på behandlingen (1).

Læs artikel af "en gammel sygeplejerske", der i 1906 skrev om de første dage som elev - fra Tidsskrift for Sygepleje

Det fremgår ikke af artiklen, hvilket hospital der er tale om, men det er sandsynligvis Kommunehospitalet. 

Læs hospitalets instruks for assistenter fra 1876

Den nye uddannelse 

Det helt nye var, at man, for at få ansættelse ved sygeplejen, skulle gennemgå en sygeplejefaglig uddannelse på en af hospitalets afdelinger. Læretiden blev i instruksen sat til et år.  Uddannelsen var i begyndelsen rent praktisk. Eleven skulle disciplineres til hospitalslivet, være lydig og ærbødig overfor plejemoderen, og opmærksom og høflig overfor assistenterne.

Arbejdsdagen var på 14 timer i dagvagten, og på 12 timer i nattevagten. En gang hver anden uge var der en vagt på 26 timer, når man skiftede fra nattevagt til dagvagt.  

Elever og sygeplejersker boede på hospitalet. I og med, at der var ansat flere efter afskaffelsen af stuekonerne, var der pladsmangel, indtil der i 1906 blev bygget en sygeplejerskebolig.

Sygeplejersker på Københavns Kommunehospital ca. 1900 Sygeplejersker på et af sygeplejerskeværelserne på Københavns Kommunehospital ca. 1900
Caption 
Sygeplejersker på Københavns Kommunehospital ca. 1900 Sygeplejersker på et af sygeplejerskeværelserne på Københavns Kommunehospital ca. 1900
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 991111f003

De funktioner, de nye sygeplejersker varetog, adskilte sig ikke fra stuekonernes arbejde. Det hang ikke rigtigt sammen med, at man ønskede at rekruttere elever fra dannede hjem.

I starten var der stor søgning til uddannelsen, men mange faldt fra, da de opdagede, hvor hårdt arbejdet var. Mange søgte til andre hospitaler, hvor lønnen var bedre (2).

Fra midten af 1890'erne blev der indført en vis mængde teoriundervisning, som blev givet af to af hospitalets læger, Holger Jacobæus og Aage Kjær.

Lægerne Jacobæus og Kiær underviser sygeplejeelever på Københavns Kommunehospital sidst i 1890'erne
Caption 
Lægerne Jacobæus og Kiær underviser sygeplejeelever på Københavns Kommunehospital sidst i 1890'erne
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 991203f003

Teoriundervisningen udgjorde 80 timer af hele uddannelsesforløbet og var tilrettelagt, så det udgjorde et supplement til arbejdet på sygestuerne. Hensigten var at bibringe eleverne "Forstaaelsen af, hvad de ser, og selv foretager; derved omdannes De lidt efter lidt fra en rent mekanisk til en forstaaende, intelligent Medhjælp, og det er alle Parter, Patienterne, Lægerne og De selv i længden bedst tjent med" (3).

I 1897 blev den teoretiske uddannelse fastlagt efter skema. I 1901 indførte Kommunehospitalet tre års elevtid, men det lå ikke mere fast, end at instruksen lød: ".. som regel vil Uddannelsen udstrække sig over et Tidsrum af tre Aar." (3, 4)

I 1904 udkom den første egentlige lærebog for sygeplejeelever, Håndbog for Sygeplejersker. Den var skrevet af Holger Jacobæus og Aage Kjær på grundlag af det kompendium, de havde udarbejdet i forbindelse med undervisningen af sygeplejeeleverne.

Det var den bog, der blev brugt på hospitalerne indtil 1926, hvor den fik konkurrence fra Dansk Sygeplejeråds lærebøger. I bogen defineres sygepleje som:

"Ved sygelig tilstand at anordne Forholdsregler, der skulle tilstræbe og formå at formindske de Farer, som Sygdommen medfører, samt mildne de Lidelser, der følger af den"  (5). 

Henny Schultz, gift Tscherning og senere formand for Dansk Sygeplejeråd. Henny begyndte som elev på Københavns Kommunehospital 1878
Henny Schultz, gift Tscherning og senere formand for Dansk Sygeplejeråd. Henny begyndte som elev på Københavns Kommunehospital 1878.
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
Selve bestemmelsen af, hvad der skulle iværksættes, var lægens opgave, og sygeplejerskens opgave var at udføre lægens ordination. Behandlingen ville kun lykkes, hvis sygeplejersken nøjagtigt fulgte ordrerne (3).

Læs Aage E. Kjærs foredrag "Sygeplejerskens Uddannelse, Egenskaber og Pligter" i Tidsskrift for Sygepleje 1901 

Københavns Kommunehospital fik stor indflydelse på sygeplejerskeuddannelsen i resten af landet. Både fordi hospitalet var uddannelsessted for mange læger, der lærte, at sygepleje er en væsentlig forudsætning for behandlingen, og også fordi mange sygeplejersker efter endt uddannelse rejste til andre hospitaler og indrettede elevuddannelsen på den nye arbejdsplads efter samme mønster (1).

Henny Tschernings beskrivelse af sine oplevelser på Københavns Kommunehospital

Henny Tscherning, datter af Postinspecteur Schultz, blev antaget som elev på Kommunehospitalet i 1878. Hun var en af de dannede kvinder, hospitalet ønskede at uddanne som sygeplejersker.

Allerede i 1879 blev hun plejemoder (ledende sygeplejerske), og hun fortsatte i stillingen indtil 1886.

Henny Tscherning var formand for Dansk Sygeplejeråd fra 1899 til 1927.

Læs hendes beretning om tiden på Kommunehospitalet i Tidsskrift for Sygepleje 1913

 

Litteratur  

  1. Esther Petersen. Fra opvarter til sygeplejerske – træk af danske sygeplejerskers historie frem til år 1900. Dansk Sygeplejeråd 1988
  2. Kirsten Frederiksen. Om hvordan fattige syge blev hospitalspatienter, og stuekoner blev sygeplejersker. I: Glasdam S og Bydam J. Sygepleje i fortid og nutid – historiske indblik. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2008.
  3. Ester Petersen. Fra kald til fag - kampen om statsautorisation. Dansk Sygeplejeråd 1989.
  4. Stinne Glasdam. Uddannelse af sygeplejersker – belyst fra et fagpolitisk perspektiv. : Glasdam S og Bydam J. Sygepleje i fortid og nutid – historiske indblik. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2008.
  5. E. Jacobæus og Aage E. Kjær. Håndbog for Sygeplejersker. København 1904.