Uddannelsesreformen 1957

I 1956 kom der en ny lov om sygeplejersker. Her blev det slået fast, at for at blive autoriseret som sygeplejerske, skulle man have gennemgået sygeplejeforskole og en treårig uddannelse med forkursus. Uddannelsen skulle afsluttes med eksamen, og der blev udstedt et eksamensbevis af en af Sundhedsstyrelsen godkendt sygeplejeskole (1).

Lov om sygeplejersker af 1956

​Det betød flere ændringer:

• Forskolen blev obligatorisk og kunne foregå på en sygeplejeskole eller en sygeplejeforskole (højskole).
• Der blev indført et forkursus i forlængelse af forskolen
• Der skulle oprettes sygeplejeskoler. Det var ikke længere det enkelte sygehus, der uddannede sygeplejersker.

I Anordning om sygeplejerskeuddannelsen af 1957 blev uddannelsen detaljeret beskrevet. Anordningen fastsatte et minimumsniveau for teoriundervisningen i de enkelte dele af uddannelsen, samt hvilke fag der skulle undervises i.

Som noget nyt, skulle teoriundervisningen foregå i arbejdstiden. Anordningen fastsatte også, på hvilke afdelinger eleven skulle i praktik.  

Anordning om sygeplejerskeuddannelsen 1957

Cirkulære til sygeplejeskoler 1957 

Anordningen fastsatte ikke et bestemt uddannelsesniveau som forudsætning for optagelse på en sygeplejeskole, men ansøgeren skulle være fyldt 18 år, fremlægge attest for god vandel og tilfredsstillende vidnesbyrd om mindst et års praktisk husgerning, samt have dokumenteret gode skolekundskaber. Inden eleven kunne begynde på skolens forkursus, skulle hun bestå en prøve i fagene dansk, regning og naturlære på mellemskoleniveau (svarer omtrent til 9. klasse i dag) (2, 3).

Den nye ordning trådte i kraft 1. april 1958.

Uddannelsen var fortsat en mesterlære, og eleverne indgik i det praktiske arbejde som lønnet arbejdskraft. Sygehusene var fortsat helt afhængige af eleverne i plejen.

Rengøring var fortsat en del af den praktiske uddannelse, men i cirkulæret til sygeplejeskolerne 1957 er det forsøgt begrænset til de første tre måneder:

Med den nye ordning opstod der 34 sygeplejeskoler, der blev oprettet ved tidligere større uddannelsessteder, især ved amternes centralsygehuse og ved hospitalerne i København (4). På det tidspunkt var der 25 amter, og Københavns og Frederiksberg Kommuner havde både kommunale og amtskommunale opgaver.

Hidtil havde den forstanderinde, der havde ansvaret for patientplejen også varetaget elevundervisningen. Men nu fik sygeplejeskolerne egen forstanderinde og et antal sygeplejelærere, som tidligere havde sorteret under sygehusets forstanderinde eller oversygeplejerske, Der blev også oprettet nye bygninger til afløsning for mange mindre egnede undervisningslokaler. Der skulle også indrettes boliger til eleverne (4).

Litteratur 

1. Lov nr. 127 af 25. maj. Lov om sygeplejersker 1956  
2. Indenrigsministeriet. Anordning om sygeplejerskeuddannelsen 1957. 
3. Stinne Glasdam. Uddannelse af sygeplejersker – belyst fra et fagpolitisk perspektiv. : Glasdam S og Bydam J. Sygepleje i fortid og nutid – historiske indblik. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2008.
4. Inger Gøtzsche. Sygeplejen og Højskolen 1927-1981 – Sygeplejeforskolen i Folkehøjskolen. Dansk Sygeplejeråd 1996.