Kappe og slør

I det 18. århundrede var det almindeligt, at kvinder dækkede deres hår med et slør, en kyse eller hat. Det var utænkeligt, at en ærbar kvinde bevægede sig udendørs uden hovedbeklædning. For eksempel er Florence Nightingale afbildet som privatperson med en lille kniplingshue.

Da Florence Nightingale grundlagde sin sygeplejerskeuddannelse på St. Thomas' Hospital i London, skulle eleverne bære den fælles dragt, der bestod af en brun kjole, hvidt forklæde og en hvid kappe. Med tiden udviklede dragten sig, så den kom til at afspejle sygeplejerskens rang i farver og kappens udseende (1).

De første sygeplejersker i Danmark var diakonisserne. Den Danske Diakonissestiftelse blev stiftet 1863 efter forbillede af diakonissestiftelsen i Kaiserswerth. Deres dragt og hovedbeklædning skulle signalere beskedenhed, og dragten som helhed var designet til at forhindre forfængelighed.  

De første 'verdslige' sygeplejersker i Danmark blev uddannet på Københavns Kommunehospital. De unge kvinder overtog stuekonernes arbejde, men de nye sygeplejersker ønskede ikke at bære stuekonernes ternede uniform. De kom fra gode hjem og var vant til at følge moden. I begyndelsen bar de kjoler, som man brugte dem uden for hospitalet, men de viste sig at være for upraktiske, for eksempel fordi man den gang brugte et kort slæb. Der blev derfor indført mere praktiske og vaskbare kjoler i bomuld.

Sygeplejerskerne på Københavns Kommunehospital bar i begyndelsen ikke kappe, og de pyntede deres dragt med individuelle bælter, sløjfer og andet (2) (3).

 

Individualismen i påklædningen holdt sig til begyndelsen af 1900-tallet. Dansk Sygeplejeråd anbefalede i 1911, at sygeplejerskerne bar en fælles dragt for at øge sygeplejerskens autoritet og vække patienternes tillid. Med til dragten hørte kappen ”at bære indendørs”. Den gav, blev det hævdet, sygeplejersken et tiltalende præg og havde den fordel, at den regulerede mulige tendenser til alt for moderne frisurer. Dansk Sygeplejeråd foreslog derfor uniform og kappe som en del af det kontraktlige ansættelsesforhold for sygeplejersker i hele landet, og det blev tilsyneladende efterkommet på landets sygehuse (4).

I 1913 åbnede Bispebjerg Hospital i København, og det var et af de første hospitaler, der indførte en ensartet uniform med kappe. Sygeplejerskernes uniform bestod af en blå- og hvidstribet kjole, hvidt forklæde med smæk, flip og manchetter og hvid kappe.

Da det nye Bispebjerg Hospital blev indviet i 1913, blev det omtalt i Tidsskrift for Sygepleje, det nuværende Sygeplejersken, og man bemærkede her, at sygeplejerskerne var klædt i en dragt, som gav et "festligt og sirligt indtryk af blåt og lysende hvidt" (5).

Indtil da var kappen kun set på Garnisonshospitalet, hvor Cecilie Lütken var oversygeplejerske (6). Hun var uddannet i Tyskland og har formentlig medbragt kappetraditionen derfra.

Læs om uniformerne på Garnisons Hospital

Charlotte Munck var ansat på Bispebjerg Hospital som den første forstanderinde i landet. Hun var uddannet på Presbyterian Hospital i New York, hvor hun gik i en langærmet blå- og hvidstribet uniform med forklæde og kappe. Sygeplejerskernes uniform på Bispebjerg Hospital var en tro kopi af uniformen på Presbyterian Hospital med den eneste undtagelse, at ærmerne kun gik til albuen. De første år var kappen magen til den amerikanske, men på billeder kan man se, at den relativt hurtigt fik den lidt mere flade form, som blev brugt helt frem til først i 1970'erne.

En provinssygeplejerske skrev i 1918: " Saavelsom der kan stilles krav til en Sygeplejerskes Ydre i Retning af et mildt og venligt Ansigt og et venligt Væsen, kan der fordres at hendes Person og Paaklædning er gennemført soigneret og præget af Orden. Som en hjælp hertil er er Kappen særdeles god. Den dækker Haaret for støv og i Modsætning til de forskelligartede Frisurer, som i Dagens Løb bliver mere eller mindre derangerede, gør Kappen altid et ensartet Indtryk (7)."

På nogle sygehuse signalerede kappen, hvor sygeplejersken stod i hierarkiet. På Rigshospitalet blev rangordenen markeret med et sort bånd på kappen for oversygeplejersker og afdelingssygeplejersker.

Kappefesten  

Det blev almindeligt, at eleverne fik kappen på efter afsluttet prøvetid efter tre eller seks måneder. Det foregik ofte ved en ceremoni, hvor eleven højtideligt fik kappen sat på håret. Det signalerede, at hun nu var fuldgyldigt medlem af arbejdsstaben, og det blev fejret ved en kappefest.

På Gram og Sønderborg Sygehuse fik eleverne dog kappen fra første dag, fordi det var ”det mest hygiejniske”.

 

På Sankt Joseph Sygeplejeskole, der blev etableret i 1958 som følge af Kgl. Anordning  om  sygeplejerskeuddannelsen,  blev uddannelsen indledt med 24 ugers forskole med teori og ugentlige test i det læste pensum. Resultatet af prøven blev slået op på en opslagstavle samme dag i form af en række søjler med en rød streg tværs igennem.

Hvis ens navn stod på den forkerte side af den røde streg, kom eleven til samtale. Hvis ens navn ikke stod på listen, kom man til samtale med det samme og mødte ikke op om mandagen. Et elevhold i 1963 blev således reduceret fra 34 til 24 under forskolens sidste otte uger.

Som afslutning på forkurset blev begivenheden fejret ved kappefesten, hvor eleverne blev rigtige sygeplejeelever og fik kappen på. Det var en stor begivenhed, som eleverne så frem til (8).

Hvordan fik man kappen til at sidde fast?

Kappen skulle sidde fast på hovedet hele dagen, men hvordan fik sygeplejerskerne den til at blive siddende? På nogle billeder kan man se, at de brugte hårnåle, der ikke var helt diskrete. I 1953 skrev en sygeplejerske en lille artikel til Tidsskrift for Sygeplejersker med et godt råd om at sætte en lille kam fast i kappen. Det krævede lidt håndarbejde med at sy trenser i kapperne. 

Caption 

En fiks løsning til tøjring af den flyvske kappe.

Attribution 

Tidsskrift for Sygeplejersker nr. 10 1953.

 Slør

På nogle sygehuse bar sygeplejerskerne ikke kappe, men slør. Andre steder bar eleverne slør og sygeplejerskerne kappe. Oversygeplejersken bar nogle steder ikke kappe for at markere sin rang. 

Kappen forsvinder  

I begyndelsen af 1960erne blev uniformsetiketten taget op til diskussion. Ikke mindst kappen og dens betydning. ”Er den ikke uden praktisk betydning?” blev der spurgt. Dansk Sygeplejeråd havde dog ikke i sinde at afskaffe kappen, ”Kappen er kronen på værket. Den hører absolut med til en korrekt uniformering og har alle dage sammen med lampen været sygeplejens særlige symbol. Den vil vi ikke af med (4).”

Men diskussionen var startet. I 1971 bekendtgjorde Direktoratet for Københavns Hospitalsvæsen, at direktoratet i princippet kunne tilslutte sig det flertal blandt sygeplejerskerne, der ville af med kappen som en obligatorisk del af uniformen. Den tjente ikke noget praktisk formål. Hvis nogle sygeplejersker fortsat ville gå med kappe, kunne de få engangskapper af papir (4).

Afskaffelsen af kappen bredte sig over hele landet, og i den første halvdel af 1970erne forsvandt den næsten helt. Enkelte ældre sygeplejersker blev dog ved med at bruge kappe i årene frem.

Læs "Den upraktiske kappe" i Sygeplejersken 4/2005

Kilder

1. Susanne Malchau Dietz. Florence Nightingale 1800-tallet. I. Ole Høiris og Thomas Ledet (Red.). Aarhus Universitetsforlag 2008
2. Inger-Marie Børgesen. Dansk Sygeplejehistorisk Museum. Udgivet af Dansk Sygeplejehistorisk Museum 2000
3. Dorthea Leth. Kjoler. Tidsskrift for Sygepleje 25. årgang nr. 5 1925
4. Ned med kapperne? Tidsskrift for sygeplejersker nr. 5 1964 s. 149
5. Kommunehospitalets 50 Aars Jubilæum og Bispebjerg Hospitals Indvielse. Tidsskrift for Sygepleje nr. 18 13. årgang 1913
6. Agnete Claudius. Sygeplejerskernes Arbejdsdragt. Tidsskrift for Sygepleje nr. 14 1908 side 216 - 218
7. Sygeplejerskernes Uniform. Af 'En Provinssygeplejerske'. Tidsskrift for Sygepleje nr. 10 1918
8. Susanne Malchau. Kærlighed er tjeneste. Søster Benedicte Ramsing, en biografi. Dansk Sygeplejeråd 1998.
9. Esther Petersen. Sygeplejersker fortæller – glimt af sygeplejens historie. Dansk Sygeplejeråd 1987.

Samt materiale og registrant på Dansk Sygeplejehistorisk Museum