Sygehus- og skoleemblemer
Sygeplejeskolerne har i mange år haft emblemer, som eleverne/de studerende fik/får, enten i løbet af uddannelsen eller efter afsluttet uddannelse.
Sygeplejeskolerne har i mange år haft emblemer, som eleverne/de studerende fik/får, enten i løbet af uddannelsen eller efter afsluttet uddannelse.
Før 1958, hvor sygehusene selv uddannede elever, var det enten sygehuset eller sygehusets elevforening, der administrerede emblemerne. Der er derfor nogle emblemer, hvor det fremgår, at det er elevforeningens emblem.
Skoleemblemerne er med til at skabe identitet og vise, hvor man er uddannet. Derfor hedder en lille bog om emblemerne af Kirsten Stallknecht, også meget sigende ”Hvor kommer du fra?”.
Det var Kirsten Stallknecht, der samlede emblemerne og oplysninger om dem sidst 1990erne, og det var et arbejde, der tog flere år. Samlingen var med på Dansk sygeplejehistorisk Museum, da det blev indviet i 1999. De er udstillet i en montre med skuffer nedenunder, hvor man kan se alle emblemerne.
Det ældste emblem i Dansk Sygeplejehistorisk Museums store samling er fra 1923. Derefter ser det ud til, at emblemerne blev almindelige i hele landet gennem 1930 og 1940erne.
Emblemsamlingen er ikke helt komplet, og der er ikke oplysninger om dem alle sammen. Museet får fortsat sendt emblemer med supplerende oplysninger, og Dansk Sygeplejeråd får ind i mellem nogle fra vaskerierne. Med tiden bliver samlingen forhåbentlig så komplet som muligt.
Hvis du ser, at der er oplysninger eller emblemer, der mangler, så skriv til sygeplejemuseet her.
På den måde er du med til at skrive emblemernes historie. Der er allerede flere sygeplejersker, der har bidraget med værdifulde oplysninger og hints om emblemer, der mangler i samlingen.
Samlingen er struktureret efter den tidligere amtsstruktur.