Særudstilling: Hjemmesygeplejens historie

Hjemmesygeplejens historie er på flere punkter anderledes end hospitalssygeplejens

Hjemmesygeplejerske Ellen Pentz-Møller med patient tager patientens puls, 1950erne
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000400f001
Title

Særudstillingen om hjemmesygeplejens historie løber fra 11.10.2019  til 11. april 2020

I dag tager vi det for givet, at kommunen stiller op med hjemmesygepleje og praktisk hjælp, når man har brug for det, men sådan har det ikke altid været. Selv om vi har haft hjemmesygepleje og hjemmesygeplejersker i Danmark i næsten 150 år, så er det kun 60 år siden, det blev obligatorisk for alle kommuner at tilbyde hjemmesygepleje til alle borgere. 

Hjemmesygeplejen har historisk set gennemgået fire faser:

Fra 1871 til 1932 var hjemmesygepleje en rent privat foreningsvirksomhed, hvor borgerne kunne betale sit medlemskontingent og få hjælp af foreningens hjemmesygeplejerske.

Fra 1933 til 1956 skulle kommunen bevilge hjemmesygepleje til borgere, der var kommet i en nødsituation. Andre måtte fortsat selv forsikre sig i en sygekasse eller i en sygeplejeforening

Fra 1957 til 1972 blev hjemmesygepleje som følge af Lov om hjemmesygepleje et kommunalt tilbud til alle borgere. Kommunerne kunne vælge mellem selv at oprette en hjemmesygeplejevirksomhed, eller den kunne købe hjemmesygeplejeydelserne fra de små sygeplejevirksomheder. Markedet for hjemmesygepleje var derfor fortsat en ret broget affære. 

I 1973 blev hjemmesygepleje som følge af kommunalreformen en pligt for kommunen, der fik til opgave at organisere hjemmesygeplejen som en samlet enhed. 

Hjemmesygeplejen har med andre ord udviklet sig fra at være en velgørenhedsforanstaltning til en offentlig og sundhedsprofessionel opgave. Det har været en lang og omfattende udvikling uddannelsesmæssigt og strukturelt. Arbejdsopgaverne har ændret sig og ændrer sig fortsat, og hjemmesygeplejerskerne er ikke længere de eneste sygeplejefaglige aktører i det kommunale sundhedsvæsen.

Fremtidens hjemmesygeplejersker vil fortsat være de sundhedsfaglige nøglepersoner i lokalsamfundets dagligdag, men deres opgaver bliver langt mere komplekse og avancerede end dem, deres formødre havde.