Særudstilling: Vi manglede ALT

Fra den 10. april til november 2018 har sygeplejemuseet en særudstilling, der viser, hvordan sygeplejen formede sig under den tyske besættelse af Danmark 1940-45.

Aarhus Kommunehospital med Røde Kors-tegn på taget under 2. verdenskrig
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 980525f022
Title

Særudstillingen fokuserer på, hvordan sygeplejerskerne klarede hverdagen på sygehusene med rationering på sæbe, linned, mad og meget andet. Hvordan kunne de yde forsvarlig sygepleje under de vilkår?

I udstillingen kan man blandt andet se en bindrulle,  der blev brugt til at rulle vaskede forbindinger op til genbrug, og man kan se, hvor slidte deres uniformer var med stopninger og lapninger over det hele. Sko skulle de selv købe, men da der ikke var læder til at lave sko af, brugte man fiskeskind. Det kan man også se et eksempel på. 

Besættelsen betød også restriktioner af den enkeltes bevægelsesfrihed, og man kan se de identitetskort, som alle skulle gå med. For dem, der var nødt til at gå ud i spærretiden, var der specielle kort med spærretidstilladelse, og der var kort og armbind, der viste, at man var en del af det civile beredskab. 

Alle danskere fik også udleveret rationeringskort, der svarede til det forbrug, de havde lov til at købe. Det var ikke sjovt at skulle klare sig med en meget begrænset mængde sukker, smør og andre varer, som man havde været vant til før krigen. Nogen af de rationeringskort og købekort kan også ses i udstillingen. 

For børn
Alle institutioner og boligblokke skulle have husvagter, der havde ansvaret for sikkerheden under luftangreb. De fik udleveret specielle hjelme og gasmasker. I udstillingen kan du prøve en af de gamle hjelme og en gasmaske og forestille dig, hvordan det var at gå rundt med det udstyr. 

Udstillingen kan ses til slutningen af november 2018.

Under 2. verdenskrig var Danmark besat af Tyskland. I modsætning til de øvrige besatte lande i Europa slap Danmark igennem krigsårene på lempelige vilkår - relativt set. Danmark blev betragtet som ”Tysklands spisekammer”, og det var vigtigt for tyskerne at holde leverancerne af kød, korn og mejeriprodukter kørende. 

Danmark blev besat den 9. april 1940, og efter få og spredte kampe valgte den danske regering efter samråd med Christian X at overgive sig. De tyske soldater blev en del af gadebilledet, og befolkningen skulle nu vænne sig til tanken om, at de ikke længere var herrer i eget hus. 

Tyske transportmaskiner over Rådhuspladsen i København den 9. april 1940
Caption 
Tyske transportmaskiner over Rådhuspladsen i København den 9. april 1940
Attribution 
Foto: Frihedsmuseet

Den første konsekvens af besættelsen var, at alle vinduer og døre skulle mørklægges, når mørket faldt på den 9. april. Danskerne fik travlt med at hænge sort papir, stof, sække og andet for vinduerne, og mørklægningen ved solnedgang blev en fast rutine de næste fem år. Det var ikke bare vinduerne, der blev blændet om natten. Der blev skruet også voldsomt ned for gadebelysningen, så det var en udfordring at finde rundt i gaderne.

Meget hurtigt begyndte der at blive mangel på en lang række varer. Benzin, kaffe og the var blevet rationeret allerede i 1939, og efter besættelsen fulgte sukker, margarine, kød, tekstiler og meget mere efter. Husmødrene kom på en stor opgave med at opfinde nye retter af det, der stadig kunne skaffes, og med at lappe og stoppe det alt mere slidte tøj. 

Danskerne oplevede ikke de voldsomme luftangreb, som England og Tyskland var udsat for. Men der var nogle mål, som englænderne ville have ram på: Tyske lufthavne og Gestapos hovedkvarterer. En gang gik det galt, og de engelske bomber ramte den Franske Skole i København, hvor 93 børn og 16 voksne blev dræbt. 

I de første år af besættelsen var der ikke mange tegn på modstand mod den ufrivillige besættelse, men med tiden strammede tyskerne grebet, og i 1943 kom det til store uroligheder, der fik besættelsesmagten til at erklære undtagelsestilstand. Det endte med, at den danske regering valgte at deponere sin afgang hos kongen, og embedsmændene måtte overtage den daglige styring af landet i et alt mere vanskeligt samarbejde med besættelsesmagten. 

Som følge af tyskernes skærpelser overfor befolkningen kom turen nu til de danske jøder. Jøderne i resten af Europa var udsat for en hårdhændet udryddelse, som deres danske ”racefæller” hidtil havde undgået. Det gav startskuddet til en storstilet aktion, hvor den danske befolkning i løbet af få uger hjalp 7.000 danske jøder over Øresund til det neutrale Sverige. I det arbejde gik sygehusene foran og fik i løbet af ganske få dage organiseret arbejdet med at skjule jøderne og transportere dem til kysten og ombord på danske fartøjer. 

Fiskerbåd med jøder på vej fra Grønsund til Ystad i Sverige i oktober 1943, fotograferet af en af flygtningene, Mogens Margolinsky. Det er et af de meget få billeder, der er taget under selve flugten.
Caption 
Fiskerbåd med jøder på vej fra Grønsund til Ystad i Sverige i oktober 1943, fotograferet af en af flygtningene, Mogens Margolinsky. Det er et af de meget få billeder, der er taget under selve flugten.
Attribution 
Foto: Frihedsmuseet

Herefter steg modstanden i befolkningen. Den illegale modstandsbevægelse optrappede sine aktiviteter med sabotage af jernbaner og industrier, der arbejdede for tyskerne. Besættelsesmagten svarede igen ved at jage  modstandsfolkene og skærpe straffene for illegalt arbejde. I 1944 var omkring 6.000 danskere sendt til tyske koncentrationslejre. 

I september 1944 blev det danske politi taget og sendt i tyske kz-lejre, og fra nu af var det værnemagten, der skulle opretholde ro og orden i samarbejde med danske nazi-sympatisører. Det gav sig udslag i en øje-for-øje-tand-for-tand-justits, der med voldsom brutalitet blev håndhævet gennem nedskydning af tilfældige personer og sprængning af populære bygninger som for eksempel Tivoli i København. 

Ruinerne af den ødelagte koncertsal i Tivoli, der var bygget i 1902 i maurisk stil. Den nuværende koncertsal blev opført i 1954-56 på stort set det samme sted
Caption 
Ruinerne af den ødelagte koncertsal i Tivoli, der var bygget i 1902 i maurisk stil. Den nuværende koncertsal blev opført i 1954-56 på stort set det samme sted
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000349f076_side_18b

Men tyskernes krigslykke var vendt, og i det tidlige forår 1945 nærmede de vestallierede og de russiske tropper sig hinanden på deres vej mod Berlin. I Danmark var det hele overstået om aftenen den 4. maj, hvor fredsbudskabet lød fra London. Bortset fra på Bornholm, der den 9. maj 1945 blev besat af russiske styrker, der først forlod øen igen den 5. april 1946.

Vi manglede alt

Besættelsen fik store konsekvenser for sygehusene og for sygeplejerskerne. Først og fremmest ramte varemanglen hårdt, og plejepersonalets opfindsomhed kom på en hård prøve, når de skulle kompensere for manglende sengetøj, forbindinger og meget andet. Manglen på sæbe og varmt vand betød, at den almindelige hygiejne faldt drastisk, og lus og utøj florerede i alle samfundslag. Nogle sygdomme blussede op igen, som for eksempel tuberkulose. 

På sygehusene mærkede man de samme restriktioner, som gjaldt for den øvrige befolkning. Personale og patienter skulle aflevere deres rationeringsmærker, og menuen blev alt mere kedsommelig, som krigen skred frem. Fra fortællinger om sygehusene under besættelsen ved vi, at man var prisgivet den herskende sygehusøkonoma, der administrerede indkøb og rationeringsmærker. Nogle var dygtige til at købe ind og tilberede de forhåndenværende råvarer, andre var ikke.

Danskerne sultede ikke under besættelsen. Men fødevarer var rationeret, og nogle af rationerne var meget små i forhold til, hvad danskerne havde været vant til. Til gengæld var der rigeligt med havregryn, byggryn og lignende til alle. Måltiderne bestod derfor primært af mættende retter som grød og diverse mælkesupper, der kunne lægge en solid bund. Mange af de importerede varer blev erstattet af fantasifulde erstatningsprodukter,. For eksempel lavede man marcipan af kartofler og mandelessens. Kaffe var det, man savnede mest. Før krigen havde man drøjet den dyre kaffe med kaffetilsætning lavet af cikorieplanten. Nu kom ”kaffen” til at bestå af kaffeerstatning, Richs eller Danmark, og rugkerner eller andre kerner, der var blevet ristet og malet. Det smagte ikke godt, men man vænnede sig. 

Sygeplejersker på Rigshospitalet drikker formiddagskaffe på kanten af badekarret
Caption 
Sygeplejersker på Rigshospitalet drikker formiddagskaffe på kanten af badekarret
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 930524f064

Slik og kager var ikke til at få i førkrigskvalitet. Til gengæld kom der erstatninger for snart sagt alt. Krydderier, pulvere, der kunne piskes op i mælk eller kaffefløde og bruges som flødeskum, kakao og chokolade. Alt bestod af noget andet end det, det skulle forstille. Når sygeplejeeleverne ville hygge sig på værelserne om aftenen, så vankede der rugkaffe, æggesnaps, havregrynskugler eller krigs-wienerbrød: franskbrødsskiver stegt på panden. 

Personlig hygiejne og utøj

På nogle områder var sygehusene privilegerede i forhold til resten af befolkningen. Der blev fyret, så der var en vis varme indendørs, og der var som regel varmt vand en gang om ugen. Alle andre måtte klare sig med etagevask i koldt vand. I kombination med, at sæbe blev rationeret og ”strakt”, så det til sidst bestod af 80% ler, nåede den personlige hygiejne i befolkningen et lavpunkt. Lus og fnatmider havde kronede dage. Aflusning var fast procedure ved modtagelsen af en ny patient, og fnatkure blev den mest forhadte behandlingsopgave blandt sygeplejeeleverne.

Børkop Sygeplejehøjskole 1943-44. Eleverne instrueres i aflusning. Fra venstre: Jytte Westberg, lærer, Anne Juhl, elev og Karen Skovsgaard, patient.
Caption 
Børkop Sygeplejehøjskole 1943-44. Eleverne instrueres i aflusning. Fra venstre: Jytte Westberg, lærer, Anne Juhl, elev og Karen Skovsgaard, patient.
Attribution 
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 911126f045

En fnatkur bestod i grundig indsmøring af patienten fra top til tå med en svovlleversalve, der stank af rådne æg. Det foregik med de bare hænder, og det skete ikke så sjældent, at eleverne selv blev smittet i processen. På sygehuset kunne man komme ind og få en ambulant fnatkur. Patienten stillede iført gammelt tøj, og så blev han smurt ind fra top til tå i den ildelugtende salve. Derpå gik han hjem og kom igen den næste dag for at få et grundigt bad. Nogle steder var fnatplagen så alvorlig, at der blev indrettet særlige fnatambulatorier, for eksempel på Bispebjerg Hospital. Den eneste offentlige transport til hospitalet var sporvognslinje 10, der i folkemunde gik under navnet ”Fnatmiden”.

Tøj, linned og forbindinger

Uld og bomuld var importvarer, så det blev hurtigt rationeret. De første par år klarede man sig med det, man havde købt før krigen, men senere begyndte det at knibe. Lagner, uniformer og forbindinger begyndte at blive godt slidte, selv om sygehusenes systuer lappede og stoppede på livet løs. Til sidst måtte man gå over til celluld, der var vævet af erstatningsprodukter af hør, brændenælder og andre plantedele. Det krøb i vask, var ikke slidstærkt og var ikke velegnet til sengetøj og forbindinger. 

Man sparede på sengetøjet ved at vende det, så den rene side kom opad, og ved at udsætte skift af sengetøjet i flere uger. Det gik ud over renligheden og ikke mindst æstetikken, der stod højt på sygeplejens værdiskala. En nyredt sengestue, klar til stuegang med pressefolder på lagnerne og skarptskårne hjørner, rene patientskjorter og patienter i retstilling i sengene var noget, enhver sygeplejeelev blev målt på. Nu måtte de gamle sygeplejersker vende det blinde øje til og acceptere det krøllede og nussede sengetøj, og at patienterne ikke fik skiftet underlagen i løbet af en flere uger lang indlæggelse. Det må have smertet mangt et stolt sygeplejerskehjerte.

Forbindinger var et kapitel for sig. Før krigen var man vant til at vaske og genbruge forbindinger, og det blev man ved med op gennem besættelsen. Ethvert ledigt øjeblik blev brugt til at rulle bind, og til sidst brugte man alt, der kunne bruges, også papirbind. Kun de mest lasede og snaskede forbindinger blev smidt ud. 

En elev ruller bind op på en fodbetjent bindrulle. I baggrunden ses lamper med kulbuelys til behandling af for eksempel lungetuberkulose, Holbæk Sygehus 1940-43.
Caption 
En elev ruller bind op på en fodbetjent bindrulle. I baggrunden ses lamper med kulbuelys til behandling af for eksempel lungetuberkulose, Holbæk Sygehus 1940-43.
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 931009f063

Vi manglede cykeldæk og -slanger 

Gummi var en vigtig importvare, og det var næsten umuligt at skaffe. Og cyklen var nødvendig, for den offentlige transport blev skåret kraftigt ned under krigen. Hvis man skulle nogen steder, tog man cyklen, også når man skulle fra den anden ende af landet til den anden.

Det var bestemt ikke uproblematisk at cykle under krigen. Det var næsten umuligt at skaffe cykelslanger og -dæk, så man fik lært at lappe sin cykel i en fart. I stedet for gummidæk og gummislanger eksperimenterede man med faste dæk af korkpropper, af træ, reb eller klude. Der var nu ikke noget af det, der rigtig virkede Hjemmesygeplejersker og sundhedsplejersker var helt afhængige af cykler i deres arbejde. De fik hjælp af Dansk Sygeplejeråd, der forhandlede med Varedirektoratet. 

En fast beskæftigelse under krigen, en sygeplejeelev på Gentofte Amtssygehus lapper sin cykel.
Caption 
En fast beskæftigelse under krigen, en sygeplejeelev på Gentofte Amtssygehus lapper sin cykel.
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000525f005_9a

Dansk Sygeplejeråd sørgede så for, at hjemmesygeplejerskerne og sundhedsplejerskerne kunne ansøge om cykelgummi og få det leveret. 

Vi gav husly til jøder og modstandsfolk

Den tiltagende modstand mod besættelsesmagten kunne også mærkes på sygehusene. Mange læger og sygeplejersker deltog aktivt i modstandskampen, men stort set alle ansatte blev mere eller mindre ufrivilligt involveret, fordi sygehusene var vigtige for modstandsfolk og jøder på flugt. På sygehuset kunne de hurtigt gemmes væk i en seng og under en diagnose, og mange sygehuse deltog i organiseringen af den vigtige flugtrute til det neutrale Sverige.

Sygehusene, specielt i København og omegn, blev for alvor involveret under jødeaktionen oktober 1943. I løbet af få dage var der stablet en imponerende flugtorganisation på benene, der i de følgende år blev brugt af modstandsbevægelsen. 

Det kilometerlange tunnelsystem på Bispebjerg Hospital var velegnet som skjulested for de folk, der ventede på at komme over til Sverige.
Det kilometerlange tunnelsystem på Bispebjerg Hospital var velegnet som skjulested for de folk, der ventede på at komme over til Sverige.
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000256f052d_3

Sygeplejersker og elever måtte vænne sig til, at frihedskæmperne dukkede op, overnattede og tog af sted til Sverige næste dag. Tyskerne vidste det, og det skete, at nattevagtseleven stod ansigt til ansigt med Gestapo, mens hun havde folk på flugt gemt på afdelingen. Det, der i dag kan undre, er at hele den trafik kunne gå så relativt godt. Der var utroligt mange, der var involveret, eller som bare vidste, at der foregik noget.

Man har hele tiden løbet en risiko, men der har været tjek på, hvor der var tyskvenligt personale, og så undgik man bare de afdelinger. Lige så tankevækkende er det, at modstandsfolkene så tillidsfuldt brugte sygehusene som skjulested. Man vidste, at nogen af sygehusene var gode nok, som for eksempel Bispebjerg Hospital og Diakonissestiftelsen, hvor de trygt kunne henvende sig. Men alle de andre steder, hvordan kunne de være sikre på, at det var sikkert at komme der? 

Det kan kun blive gætværk, men det har formentlig været kendt i modstandskredse, hvor det var trygt at gå hen og hvilke steder, man skulle undgå. Hvad angår diskretionen blandt sygehusenes store personale, er der udsagn i interviewene, der tyder på, at der herskede en stemning af at være fælles om noget væsentligt. 

Selv om der har været mange diskussioner om myten om det sagnomspundne sammenhold under besættelsen, er der ingen tvivl om, at sygehusene udgjorde specielle fællesskaber. En læge har beskrevet stemningen på Bispebjerg Hospital under den store folkestrejke i København i 1944, der understøtter den påstand. 

”Til trods for de mange sørgelige og uhyggelige ting, man blev vidne til, var der alligevel en egen hygge over disse dage. Jeg tror særlig, den opstod blandt alle dele af hospitalets personale. Alle var ivrige efter at hjælpe hinanden og at yde deres bedste”. 

Det strenge hierarki og kravet om lydighed fra plejepersonalets side har også gjort sit.

Udstillingskatalog

Udstillingskatalog - Vi manglede ALT - sygeplejersker og sygepleje under besættelsen 1940-45

Vi manglede ALT - sygeplejersker og sygepleje under besættelsen 1940-45

Relaterede artikler