Historien om de hvide busser

Baggrunden for Bernadotteaktionen og redningsarbejdet med de hvide busser i 1944-45.

En af de svenske hvide busser ved Blegdamshospitalet i København maj 1945.
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Under besættelsen af Danmark og Norge blev tusindvis af danskere og nordmænd ført til tyske fangelejre og fængsler, og ved krigens afslutning i begyndelsen af 1945 var der ca. 6.000 danske og 9.000 norske fanger i Tyskland.  

I Danmark var interneringen af danskere taget til umiddelbart efter samlingsregeringens tilbagetræden den 29. august 1943, hvorefter jøder, kommunister, modstandsfolk m.fl. blev sendt til de tyske internerings- og koncentrationslejre.

Den 19. september1944 under den tyske Aktion Möwe blev også danske politifolk i de store byer arresteret, og i alt 1.960 politifolk blev interneret i tyske kz-lejre. Under samme aktion blev 291 grænsegendarmer interneret i Frøslevlejren, og senere blev halvdelen sendt til kz-lejren Neuengamme uden for Hamborg.

Både i Norge og Danmark blev der iværksat et stort hjælpearbejde, både for at holde styr på fangerne i de tyske lejre og fængsler i særlige kartoteker, og i form af hjælpepakker med tøj og fødevarer. Det danske Socialministerium ydede her en gigantisk indsats, fordi Røde Kors ikke havde kapacitet til en hjælp af dette omfang.

Den skandinaviske redningsaktion med de hvide busser er for eftertiden kommet til at stå som den svenske greve Folke Bernadottes værk. I virkeligheden var den første del af aktionen rent dansk og handlede om at redde de danske politifolk hjem, der var blevet arresteret og sendt til Tyskland i 1944.

De første danske redningsaktioner til koncentrationslejrene i Tyskland 1944-45

Jødiske fanger i koncentrationslejren Buchenwald.
Caption 
Jødiske fanger i koncentrationslejren Buchenwald.
Attribution 
Foto: Wikimedia.

Den 5. december om morgenen samledes en konvoj af DSB-busser, ambulancer og andre biler i Valby for at køre til Weimar, hvor koncentrationslejren Buchenwald lå. Her var mange af de danske politibetjente interneret. Buchenwald var kendetegnet ved ekstremt dårlige livsvilkår, værre end i lejre som fx Dachau og Sachsenhausen, men de danske betjente klarede sig trods alt bedre end andre fanger takket være de danske hjælpepakker.

Med på konvojen var læger, chauffører, hjælpepersonale og to sygeplejersker, heraf Maja Foget, der var forstanderinde på Finseninstituttet i København. Hun har beskrevet aktionen i et brev, hvor hun i detaljer fortæller om den dramatiske tur.  

Den første aktion gav værdifulde erfaringer for de næste konvojer, og i de følgende måneder hentede danskerne i løbet af i alt seks redningsaktioner 598 fanger hjem fra lejre i det meste af Tyskland. Turene gik ad ødelagte veje og gennem udbombede byer og ind i mellem under luftangreb af de allierede.

Læs om den første redningsaktion til kz-lejren Buchenwald 

Greve Bernadotte bliver leder af redningsaktionerne

Greve Folke Bernadotte, barnebarn af den svenske kong Oscar II.
Greve Folke Bernadotte, barnebarn af den svenske kong Oscar II.
Foto: USHMM, courtesy of National Archives.
I Danmark havde den danske admiral Carl Hammerich lagt hemmelige planer om et Jyllandskorps, der skulle redde danske og norske fanger ud fra lejrene. I samarbejde med en gruppe skandinaver blev fangerne registreret, og der blev lagt planer om transport og forplejning, og der blev også forberedt karantænestationer for fangerne ved ankomsten til Danmark.

En norsk diplomat, Niels Christian Ditleff opholdt sig i Stockholm og forsøgte at få det neutrale Sverige til at hjælpe med aktionen. Idéen blev ikke taget godt imod af den norske eksilregering i England, der ikke var indstillet på at give Sverige en del af æren. Sverige havde under krigen i begyndelsen først hældet mod Tyskland, og da krigslykken vendte, nærmede de sig i stedet de allierede. Sverige havde derfor hårdt brug for goodwill ved krigens afslutning.

Enden blev, at den svenske greve Folke Bernadotte, der var næstformand for det svenske Røde Kors, skulle stå i spidsen for redningsaktionen. Det var et bevidst valg. Greve Bernadotte var en del af den svenske kongefamilie, og man havde brug for en person, der kunne imponere højtstående tyskere som fx Heinrich Himmler med sin titel, sit navn og sine forbindelser. Greve Bernadotte kom til at stå for forhandlingerne med tyskerne om frigivelse af de skandinaviske fanger og transporten gennem Tyskland op til Danmark.

Svenske hvide busser på vej gennem Tyskland.
Caption 
Svenske hvide busser på vej gennem Tyskland.
Attribution 
Foto: Wikimedia

Greve Bernadotte havde fået igennem, at de skandinaviske fanger skulle samles i koncentrationslejren Neuengamme uden for Hamborg. For at få plads til skandinaverne måtte 2.000 fanger af andre nationaliteter flyttes fra lejren. Det gav anledning til diskussion om det etiske i at favorisere egne landsmænd på bekostning af andre fanger, og det er et emne, der fortsat er til debat. Specielt i Sverige, hvor myten om greve Bernadotte har været en vigtig historie for den svenske selvfølelse i forbindelse med den svenske neutralitet under krigen.

Fra den 8. marts til 8. april 1945 var aktionen rent svensk med svensk materiel og personale. Herefter kom danskerne også med med eget materiel og personale, og de danske hvidmalede busser adskilte sig fra de svenske ved at have påmalet et dansk flag i stedet for et rødt kors.

Arbejdsfordelingen var praktisk funderet. Svenskerne tog de lange ture, fordi deres køretøjer var i langt bedre stand end de danske, som var nedslidte og kørte på bøgebrænde i påmonterede 'kakkelovne'. Danskerne kørte derfor de kortere ruter.

De tyske kz-lejre, hvor der sad danske fanger.
Caption 
De tyske kz-lejre, hvor der sad danske fanger.
Attribution 
Foto fra "Myten Bernadotte", af Povl Rasmussen. Politihistorisk Forening 2006.

Karantænelejrene

De mange hjembragte fanger led af mange sygdomme, de havde lus og de var svært udhungrede. Der blev derfor etableret karantænestationer i Padborg og Kruså, hvor læger, sygeplejersker og masser af frivillige tog imod dem, fik dem afluset og badet, behandlede dem og gav dem mad. Derefter blev de transporteret videre til andre steder i Danmark eller videre til det neutrale Sverige. Det var en gigantisk opgave i et land, hvor varemanglen i forvejen var stor, og hvor togdriften regelmæssigt blev ramt af sabotage.

KZ-fanger i en af karantænestationerne. I baggrunden en Røde Kors-sygeplejerske.
Caption 
KZ-fanger i en af karantænestationerne. I baggrunden en Røde Kors-sygeplejerske.
Attribution 
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Fra december 1944 til 4. maj 1945 passerede 17.300 fanger gennem karantænestationerne. Presset på dem var størst fra begyndelsen af april til maj, da tyskerne gav tilladelse til store transporter af skandinaviske fanger og af andre nationaliteter. De allierede tropper nærmede sig lejrene fra vest, og russerne fra øst. Tyskerne var ikke interesserede i at de med egne så, de forhold fangerne levede under. På den måde blandt andet 7.000 kvinder evakueret fra koncentrationslejren Ravensbrück og transporteret videre til Sverige.

Title

Folke Bernadotte - og myten

Folke Bernadotte, greve af Wisborg (1895-1948) var en svensk diplomat, vicepræsident i Svensk Røde Kors og greve af Wisborg. Han var søn af prins Oscar Bernadotte og fætter til Dronning Ingrids fader kong Gustav VI Adolf.

Greve Bernadotte uden for Blegdamshospitalet i København 1945 sammen med sygeplejerske Frk. Reumert.
Greve Bernadotte uden for Blegdamshospitalet i København 1945 sammen med sygeplejerske Frk. Reumert.
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Greve Bernadotte stod i spidsen for den svenske del af de store redningsaktioner fra tyske kz-lejre til Sverige de sidste måneder af 2. verdenskrig. Efterfølgende fik Sverige æren for at have reddet tusindvis af fanger fra de tyske koncentrationslejre.

Fra marts til april 1945 var redningsarbejdet rent svensk, men da svenskernes kontrakter udløb i april måned, rejste godt halvdelen af det svenske mandskab hjem. Nu blev der så igen plads til det danske redningspersonel, og der blev med meget kort varsel indkaldt DSB-busser og andre køretøjer, der lynhurtigt blev smurt over med hvid maling.

Siden har der været en del debat om myten om Bernadotte-aktionerne. Det var danske og norske kræfter, der indledte de forberedende øvelser til den storstilede aktion, og det var danske køretøjer og dansk mandskab, der kørte de første 10 transporter fra december 1944 Tyskland og reddede 600 syge politibetjente, der var arresteret af tyskerne i september 1944.

Nutidens debat hævder, at Sverige havde brug for helte efter den ikke helt glorværdige neutralitetsholdning under krigen. I Danmark havde man ikke lyst til at tage æren fra Sverige, der under krigen havde taget godt imod danske jøder og modstandsfolk, der kom over Øresund.

Dertil kommer, at Folke Bernadotte blev myrdet i Jerusalem den 17. september 1948 af en zionistisk terrororganisation og fik herefter international heltestatus.

Når det er sagt, skal det understreges, at det ikke er personen Bernadotte, debatten handler om, men om det officielle Sverige og dets brug af ham til at pynte på den flossede krigsære.

Kilder  

Bent Blüdnikow. Myten om Bernadottes Hvide Busser punkteret. Berlingske 10. september 2005.

Ingrid Lomfors. Mörka fläckar på de vita bussarna. Dagens Nyheter 26.01.2005

Therkel Stræde. De hvide busser var ikke kun svenske. Information 11. juni 2003

Hans Sode-Madsen. De Hvide Busser. Politikken 20. april 2005

Hans Sode-Madsen. De Hvide Busser 1941-45. Reddet fra Hitlers helvede. Lindhardt og Ringhof 2015

Povl Rasmussen. Myten Bernadotte. Politihistorisk Forening 2006