Sygeplejen på karantænestationerne

De hjembragte kz-fanger blev taget imod på karantænestationerne i Padborg og Kruså. Her fik de et helbredstjek, et bad og blev afluset, og de fik ordentlig mad, inden turen gik videre til Sverige.

Sygeplejersker i arbejde på karantænestationen i Padborg 1945
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 920611f004b

​Allerede i 1943 havde Sundhedsstyrelsen en plan klar for oprettelse af karantænestationer ved grænseovergangene, og der blev oprettet fire karantænestationer i Kruså, Padborg, Tønder og Gedser. De skulle hver bestå af en opsamlings- og venteafdeling, en aflusningsanstalt og et afgangslokale.

Her skulle personer, der passerede grænsen registreres, sorteres efter smitterisiko, bespises og instrueres i sundhedsmæssige forholdsregler. Herefter skulle tøjet afluses i mobile aflusningsovne, mens personerne skulle sæbes af og i styrtebad og pensles på behårede steder med lusemiddel.

Teknisk og administrativt personale sorterede under politimesteren. Lægeligt personale skulle i første omgang skaffes lokalt og fra Statens Seruminstitut, men hvis der blev behov for det, skulle der kunne indkaldes læger fra hele landet. Embedslægerne skulle også rekruttere sygeplejersker fra sygehuse og blandt hjemmesygeplejersker.

Derudover skulle der indkaldes mandskab fra Civilbeskyttelsestjenestens Udrykningskolonner (CBU), fra Røde Kors og Danske Kvinders Beredskab (se boks nedenfor). Hvis der ikke kunne skaffes tilstrækkeligt frivilligt personale, kunne læger og sygeplejersker og andre beordres til at gøre tjeneste på stationerne.

Karantænestationerne blev oprindeligt oprettet for at tage imod en mulig flygtningestrøm fra Tyskland, men de fik en helt anden opgave, da hjembringelsen af de danske og norske kz-fanger blev sat i værk i foråret 1945. Det blev stationerne i Kruså og Padborg, der kom i aktion med at tage imod de i alt 17.000 hjembragte fanger (1).

Danske Kvinders Beredskab (DKB)

Danske Kvinders Beredskab (DKB)
Danske Kvinders Beredskab blev stiftet i marts 1940. Foreningen hørte under Dansk Luftværnsforening, og havde den daværende kronprinsesse Ingrid som protektor. DKB blev hurtigt populært, og gennem opfordring til lokale kvindeorganisationer lykkedes det at oprette afdelinger af DKB over hele Danmark. På landsplan var der ca. 42.000 medlemmer i perioden fra 1940 til 1945.

Medlemmer af foreningen stod til rådighed for de danske myndigheder og blev trænet til at varetage forskellige opgaver indenfor forplejning, sygepleje, socialt arbejde og børnepasning.

Efter krigen forandrede DKB arbejdsopgaver, og man begyndte at arrangere kurser i brandslukning og ambulancekørsel. I perioden fra 1946 faldt medlemstallet i DKB, på landsplan, da foreningen fik konkurrence fra det nyoprettede Lotte-korps, og Det Kvindelige Marinekorps.

Reference
Anne Vesterdahl. Karantænestationerne. Sygeplejersken nr. 17 1995 side 37-41