Klara Kraghs oplevelser på karantænestationerne

Klara Kragh (1904-1979) gik i 1945-45 på Kursus for Sygeplejersker ved Aarhus Universitet, den senere Danmarks Sygeplejerskehøjskole.

I april 1944 blev alle kursisterne opfordret til at gøre tjeneste ved karantænestationerne i Padborg og Kruså, hvor de mange hjemvendte fanger var begyndt at blive bragt til. 28 af dem rejste af sted med ganske kort varsel.

Da sygeplejerskerne fra kurset i Aarhus kom frem til karantænestationerne, var de fleste danske politifolk fra de tyske lejre passeret igennem, og nu kom der andre norske og danske kz-fanger og tysklandsarbejdere, og til sidst nogle store transporter af kz-fanger af flere nationaliteter i store mængder med buskonvojer og i jernbanevogne.

Til sidst kom de såkaldte spøgelsestog med 7.000 kvinder fra koncentrationslejren Ravensbrück, alle udhungrede, mishandlede og syge. 

Klara Kragh beskriver indretningen af Kruså-lejren (1):

”Omkring jernbanens sidespor var barakkerne placerede, der var administrationsbygning med enkelte soverum med køjer, der var kommandorum, der var køkken. I kommandorummet kimede telefoner ustandseligt, og i køkkenet lavedes mad næsten døgnet rundt, der var fire barakker, den ene var spisebarak, dels til personalet og chauffører, og dels til patienter. Der var en barak til isolation, dertil kom så karantænestationen med registrering, behandling og depot, samt i en selvstændig bygning baderum og desinfektion.

Vor opgave var at tage imod patienterne, registrere, afluse, behandle, bespise, lade dem hvile, men først og sidst opmuntre dem og følge dem til København til Malmøfærgen.

Senere førtes en del til Frøslevlejren, der lå nær ved karantænestationen eller til Møgelkjær ved Horsens. Det var især danskere, som man ikke turde lade komme ud af lejren.”

 Klara Kragh fortæller i detaljer om modtagelsen af de hjembragte fanger, deres tilstand, sygdomme, og hvordan den blev bespist og fik tildelt køjer med soveposer af papir og et uldtæppe. Også hvordan de frigivne fanger lettede deres sind ved at tale og tale om deres oplevelser. Krisehjælp var ikke noget, man kendte til den gang.

Hele transporten blev næste dag sendt videre til Sverige i busser og ambulancer. Klara Kragh var med på transporten og fortæller om den ekstatiske velkomst de fik i de byer, de kom igennem. Borgerne var mødt op med mad, tobak og blomster. Specielt var ”den dejlige tobak” meget velkommen. Gestapo var med i vognene, og personalet havde advaret deres patienter mod at vise følelser over for dem. I København stod de svenske sygeplejersker klar til at tage over på resten af turen til Malmø.

Tilbage på karantænestationen i Padborg hørte sygeplejerskerne, at tyskerne havde stoppet for flere transporter. Men greve Bernadotte fløj til Tyskland og fik ophævet forbuddet, hvorefter der blev samlet flere danske busser sammen, blandt andet DSB-busser, der hurtigt fik smurt hvid maling på og blev sendt af sted.

Derefter var der tilsyneladende en del forvirring med ordrer og kontraordrer om ophævelse af lejren og luftangreb med en del materiel skade på lejren, og herefter begyndte de uhyggelige ”spøgelsestog” at ankomme fra koncentrationslejren Ravensbrück. Det var en lejr for kvinder og børn, hvor der blev foretaget medicinske forsøg, og tyskerne var ikke interesseret i, at russerne, der nærmede sig lejren, fik kendskab til, hvad der var foregået. Der sad nogle skandinaviske fanger i Ravensbrück, men greve Bernadotte havde forhandlet sig frem til, at de hvide busser også måtte tage andre nationaliteter med ud. I alt blev der transporteret 7.000 kz-fanger fra Ravensbrück til Sverige (2 ).

Klara Kragh beskriver de scener, der udspillede sig, da de mange kvinder blev lukket ud af kreaturvognene efter mange dages togrejse uden mad og drikke. Det er beskrevet i flere andre kilder, hvordan de udhungrede fanger kastede sig over alt spiseligt og sloges om det. Efterfølgende lærte de at lukke dem ud i hold for at undgå tumult.  

Hun beskriver også, hvordan de forsøger at give dem alle en lægekonsultation, selv om der ikke var mulighed for at gøre meget andet for dem end at ”trøste”.

Kvinderne havde alskens sygdomme, hungerødemer, og mange havde voldsomme sår efter hundebid. Selv om de var kommet til endnu en lejr, befandt de fleste sig så godt, at de ikke ville af sted, når de skulle videre til Sverige. Personalet måtte lede barakkerne igennem for at finde dem, der havde gemt sig for at kunne blive i Danmark. 

Til sidst, den 3. maj 1945, blev lejren ophævet og medarbejderne kunne komme hjem i en gammel bus. Selv om freden var lige på trapperne, blev de beskudt og udsat for bombardementer, men hjem kom de.

Originaludskriftet

Læs hele Klara Kraghs beretning 

Kilder 

1. Klara Kragh. Foredrag transskriberet af hendes nevø, Niels Peter Kragh. Dansk Sygeplejehistorisk Museum J.nr. 920110
2. Hans Sode-Madsen. De Hvide Busser 1941-45. Reddet fra Hitlers helvede. Lindhardt og Ringhof 2015