En øjenvidneberetning fra karantænestationerne i 1945

Fra 11. april til 5. Maj 1945 deltog en Del af Eleverne fra Kursus ved Aarhus Universitet for Sundhedsplejersker for ledende og undervisende Sygeplejersker i Transporten af Internerede fra Koncentrationslejrene i Tyskland til Sverige via Padborg og gør i det følgende Bladets Læsere delagtige i deres Oplevelser.

KZ-fanger i karantænestationen i Padborg 1945.
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 920611f004
Title

Artikel i Tidsskrift for Sygepleje: Inge Jensen, Kirsten Bidstrup Hansen. Indtryk fra Arbejdet med Overførelse af Internerede fra Tyskland til Danmark. Tidsskrift for Sygepleje nr. 20 1945 side 131-135.

Download originalartiklen "Overførelse af Internerede fra Tyskland til Danmark". Tidsskrift for Sygepleje nr. 20 1945 side 131-135.

Billederne nedenfor er originalbilleder fra artiklen. 

Tirsdag den 10. April ringede Telefonen voldsomt paa Kursus’ Kontor; det var Dr. Juel Henningsen fra Sundhedsstyrelsen, der bad om at faa Kursusdeltagerne ned til Karantænestationerne i Padborg, som i Hast maatte omdannes til Lazaretlejr for at kunne modtage de norske og danske Fanger, der af Svensk og Dansk Røde Kors skulde overføres til Sverige via Padborg. 

Det blev et hurtigt Opbrud. Om Eftermiddagen og om Aftenen pakkedes der, og i de tidlige Daggry kørte vi af Sted i en af D.S.B.’s store Rutebiler, som var sendt efter os, og naaede ved 10-Tiden Padborg.

Ved Ankomsten til Karantænestationen var det første Ambulancetog allerede ved at blive læsset. Blege, afkræftede Nordmænd og Danskere laa ved Vinduerne i Kupeerne – trods deres Tilstand lykkeligt smilende. 4 af vore Sygeplejersker blev straks taget ud for at følge med Lazarettoget til København foruden de to Læger og 8 Sygeplejersker, der Dagen forud havde taget imod Patienterne. 

Sygeplejersker i arbejde på karantænestationen i Padborg 1945
Caption 
Sygeplejersker i arbejde på karantænestationen i Padborg 1945
Attribution 
Foto: Tidsskrift for Sygepleje nr. 20 1945 side 131-135

Efter at Toget var sendt af Sted, begyndte vi at desinficere og gøre rent i Barakkerne. Det medbragte Udstyr blev pakket ud og fordelt; Forvalter Bjarne Jensen fra Seruminstituttet skaffede os yderligere en Del nødvendigt Sygeplejemateriel og Medicinalvarer fra sit uforlignelige Depot, og der blev desuden laant Instrumenter og Tøj fra Aabenraa og Sønderborg.

Der er allerede fra forskellige Sider talt og skrevet saa meget om det storstilede Hjælpearbejde, der blev gjort af Svensk Røde Kors i Forbindelse med den danske Stat, og det derfor ikke Rammerne om Arbejdet, som skal omtales her, men blot den rent Sygeplejemæssige Side af Sagen og nogle Glimt af de Oplevelser og Indtryk, som denne tid kom til at rumme for os.

Lejren bestod af 3 store Patientbarakker med Pladser til en Maximalbelægning paa 750 Patienter, en lille Barak med en 2-sengsstue og en Ligstue, en Karantænestation med Aflusningsanstalt, Bad og Skadestue, en Administrationsbygning, hvor Køkken fandtes i den ene Ende, en Spisesal samt Kvarterer for Sygeplejersker, C.B.U.’er (Civilbeskyttelsens Udrykningskolonne) og Chauffører.

Karantænestationen er placeret i umiddelbar Forbindelse med Padborgs Stations store Remise, hvorfra man faar varmt Vand, og hvorfra Karantænestationen opvarmes. den lokale Afdeling af D.K.B. (Danske Kvinders Beredskab) i Padborg og Bov sørgede paa enestaaende Maade for den daglige forplejning i Karantænelejren - aldrig har vi vidst, at der fandtes saa mange Svinekoteletter paa eet Sted, som der blev konsumeret i Løbet af de 4 Uger, Lejren bestod.

Baronesse Wedell-Wedellsborg (1), der gennem længere Tid havde været knyttet til Frøslevlejren som Røde Kors’ Repræsentant, og som har gjort et utroligt stort Arbejde for at hjælpe de internerede, var den gode Fe, der skaffede alle de herlige Forsyninger, som Lejren skulle bruge, - det fik en til helt at glemme, at der var noget, der hed Rationering, og at man befandt sig i Krigens sidste fase.

En Glimrende Støtte havde vi sygeplejersker i C.B.U.-Mandskabet. Det var sydjyske Udrykningskolonne under Ledelse af en Souschef og en Mester, der med aldrig svigtende Beredvillighed hjalp os med alt Forefaldende arbejde, foruden deres egentlige Funktion, som var Vagttjeneste og Baaretransport.

KZ-fanger i karantænestationen i Padborg 1945
Caption 
KZ-fanger i karantænestationen i Padborg 1945
Attribution 
Foto: Tidsskrift for Sygepleje nr. 20 1945 side 131-135

Arbejdet fordeltes mellem Sygeplejerskerne, under Ledelse af Oversygeplejerske Frk. Broe, paa følgende Maade: gennemsnitlig var der 5 faste Sygeplejersker paa hver Barak, en Chef og 4 Assistenter, en Chef for Karantænestationen med 1-2 Assistenter, samt et varierende Antal Sygeplejersker til Ledsagelse af Lazarettog og Ambulancer efter Behov. Reservelæge, Dr. med. Niels B. Krarup var Lejrens Administrator og lægelige Overhoved, assisteret af Dr. med. Kaj Kjærulf Jensen. Desuden var en Del Læger fra de lokale Sygehuse og fra København knyttet til Lejren for kortere Tidsrum og ledsagede dels Konvojer til Tyskland, dels Lazarettog til København.

De første Gæster, vi modtog i Lejren, var 50 frigivne Politibetjente, der i kortere eller længere Tid havde siddet i Buchenwald og nu kom fra Frøslev; de var fuldstændig overvældede af igen at være paa fri Fod. Det var dejligt at tage imod dem og beværte dem, og de underholdt os bagefter med Beretninger og Sange fra Lejren.

Senere kom der norske og danske internerede direkte fra Neuengamme, Hvis deres Tilstand tillod det, blev de aflusede og fik et varmt Bad, noget der vakte stor Begejstring. Karantænestationen genlød af Nordmændenes friske Sang: 
    Det gaar bedre og bedre Dag for Dag …   

De Syge blev baaret fra Ambulancerne direkte til Barakkerne, kom til Sengs med det samme og blev vaskede og gjort i Stand, saa godt som Forholdene tillod det – deres Tøj blev behandlet med Ivoranpudder.

Alle, der gik igennem Karantænestationen, fik en hurtig Lægeundersøgelse og blev registrerede, senere gik Lægerne rundt på Barakkerne, saa til de syge, ordinerede Medicin og skiftede Forbindinger; det sidste var haardt tiltrængt, da de fleste af Patienterne var fulde af inficerede Saar. I øvrigt var de hyppigste Sygdomme. Tuberkulose, Paradysenteri, Hungerødemer, Blyforgiftninger, og alle var afkræftede i højere eller mindre Grad; selv de, der tilsyneladende havde det godt, havde i virkeligheden yderst faa Kræfter.

Sygepleje i almindelig Forstand kunde der desværre kun blive ringe Lejlighed til at yde, dels fordi man havde Patienterne saa kort Tid i Lejren (det gjaldt om at faa dem sendt videre saa hurtigt som muligt for at give Plads for nye Transporter), dels paa Grund af det overvældende store Antal Patienter med mange forskelligartede Skavanker.

De Opgaver, man derfor maatte koncentrere sig om, var at faa givet den mest nødvendige Medicin, den haardt tiltrængte Mad, sørge for at faa alle til at ligge og hvile saa godt som muligt og maaske det vigtigste af alt: være god mod dem.

Det var jo naturligt, at Danskerne var glade for at komme hjem, men dejligt var det for os at mærke, at ogsaa Nordmændene syntes: ”Det var saa bra at komme hjem til Danmark”.

Efter at svenskerne havde bragt adskillige Transporter hjem, blev der pludselig givet tilladelse til at tømme Lejren i Neuengamme. Nu maatte alle Sejl sættes til, saa det kunde lykkes, inden Englænderne naaede dette Omraade, og som det har været omtalt i forskellige Beretninger, indkaldtes til dette Formaal 100 Rutebiler fra hele Landet.

Ikke alene lykkedes det for dem at møde, men de naaede ogsaa at male deres Biler hvide med Røde Kors Mærker og Dannebrogsflag paa Taget, alt sammen i Løbet af 24 Timer; alle Chauffører deltog i dette Arbejde.

Efter en bevæget Nat med Beskydning af Lejren og Evakuering paa Grund af en Forsager paa Terrainet - startede denne Kæmpekonvoj i det tidlige Daggry. Konvojen var delt i 6 Kolonner, der startede med ½ times Mellemrum, hver Konvoj var ledsaget af en Konvojfører, 1 Læge og 2 Sygeplejersker.

De første Biler naaede Neuengamme Kl. ca. 18. De internerede havde staaet opstillet ude paa Pladsen siden Kl. 4 om Morgenen, og de havde faaet besked om, at de skulde være ude af Lejren inden Kl. 18.30, saa Nervøsiteten var stor, men afløstes af Glæde og Lettelse, da Konvojen endelig naaede frem.

Bilerne kørte ind i Lejren én for én, blev fyldt til sidste Plads og kørte nu direkte til Friedrichsruhe, hvor man bivakuerede. Næste Morgen ved 6-Tiden brød man op, og nu begyndte Hjemturen til Danmark i silende Regn; men hverken dette eller den sparsomme Nattesøvn havde formaaet at slaa Humøret ned.

Hos de internerede var Glæden og Begejstringen over Hjemfarten straalende – jo nærmere de kom den danske Grænse, jo mere sang de; selv Skuffelsen da de fik at vide, at de alle (4.600) skulde til Frøslev og Møgelkjær og ikke til Sverige, mildnedes af Glæden over at være paa denne side af Grænsen igen.

Da alle Skandinaverne var bragt hjem, begyndte Transporterne fra den store Kvindelejr, Ravensbrück. Her var næsten enhver Nationalitet repræsenteret - selv Kinesere - dog hovedsagligt Polakker, Franskmænd, Belgiere og Hollændere, men antallet af Polakker var saa langt det overvejende.

Den mest bemærkelsesværdige af disse Kvindetransporter var vel nok den, der bl.a. talte Mødre med 48 Spædbørn, der alle var smaa udsultede, afmagrede Oldinge at se paa. Den aften, de ankom, var Mødrene meget mistroiske og bange for at overlade deres Børn til Sygeplejerskerne, men allerede næste Morgen overlod de dem villigt Børnene, nogle af dem kom endda 2 gange  i Haab om at faa et ekstra Stykke Tøj til den lille; Tøjet var skaffet til Veje af D.K.B. og Røde Kors.

Trods det korte Ophold i Lejren var det morsomt at se, hvordan de elendige smaa Pus rettede sig, og man kunde ikke lade være med at tænke paa, hvad der kunde have været udrettet, hvis man havde faaet Lov til at beholde disse Mødre og Børn blot en Uge.

Bemærkelsesværdigt var det, at Sundhedstilstanden blandt de ca. 400 danske Jøder fra Theresienstadt, der ogsaa passerede Karantænestationen, var adskilligt bedre end blandt de internerede.

Trods den megen Elendighed, Sygdom og Afkræftelse, man saa blandt de Internerede, maatte man beundre de mange, der gennem 3-4 Aars Ophold i Koncentrationslejrene havde formaaet at bevare sig selv baade psykisk og fyssisk, det er uden for al Tvivl, at dette først og fremmest var lykkedes for de mere intellektuelle, der har haft en aandelig Ballast at tære paa, og som desuden har været udpegede som Ledere for deres Medfanger, har været optaget af at drage Omsorg for dem, og følt deres Ansvar her.

De sidste 5 Dages Ophold på karantænestationen var præget af, at Krigen rykkede Danmark uhyggeligt nær, og Torsdag d. 3. Maj efter afsendelsen af den sidste store Transport paa 3.000 Kvinder, brød Lejren op, lige saa hastigt som den var startet.  

Den sidste store Opgave var at hjælpe de internerede fra Frøslevlejren af Sted. den 5. Maj - Danmarks Befrielsesdag - hejstes Dannebrog over Frøslevlejren, og da de Internerede havde hørt Kongens Tale i Radioen Kl. 12, fik de at vide, at Dørene var aabne, og de var fri.

Inge Jensen og Kirsten Bidstrup Hansen, (4779) (13587)

Note  

  1. Baronesse Fritze Wedell-Wedellsborg var inden besættelsen aktiv i Finlandshjælpen, og efter 9. april 1940 i Røde Kors. Under det store hjælpearbejde i foråret 1945 var hun tilknyttet Dansk Røde Kors’ Hjælpekontor i Padborg, der blev oprettet i forbindelse med Frøslevlejren. Baronesse Wedell-Wedellsborg var en effektiv støtte for karantænestationen i Padborg, hvor hun med sin titel imponerede tyskerne – og greve Bernadotte.

Download originalartiklen "Overførelse af Internerede fra Tyskland til Danmark". Tidsskrift for Sygepleje nr. 20 1945 side 131-135