Har sygeplejersker brug for sygeplejeteori?

For et halvt års tid siden var jeg ved at få kaffen i den gale hals, da jeg hørte en leder fra sygeplejerskeuddannelsen udtale, at ’sygeplejeteori ikke er noget i sig selv’. Desværre deltog vi i et møde, som ikke gav mulighed for at indlede en nærmere samtale om denne udtalelse.

Siden har jeg tænkt en del over, hvilken status sygeplejeteori har på sygeplejerskeuddannelsen og på universiteternes kandidatuddannelse i sygepleje. Under begge uddannelser vil de studerende stifte bekendtskab med udvalgte sygeplejeplejeteorier, og typisk vil helt nye sygeplejestuderende finde mange af disse teorier svære at forholde sig til.

De fleste glæder sig til at lære nogle konkrete håndgreb som fx at give injektioner, mens de færreste har særlige forventninger om at tilegne sig den del af sygeplejens vidensgrundlag, som udgøres af sygeplejeteori. Senere i uddannelsesforløbet kan de studerende forekomme decideret desillusionerede og deres forhold til sygeplejeteori kan blive anstrengt, da klinikperioder kan give dem den erfaring, at sygeplejeteori ikke kan ’bruges’ til noget. Ofte vil de henvise til de mange standardiserede arbejdsgange eller travlhed, når de argumenterer for sygeplejeteoriernes ubrugelighed.

Kravet om, at sygeplejeteori skal kunne ’bruges’, har altid undret mig, for samme krav stilles aldrig til andre af de teorier sygeplejersker undervises i. Langt fra alle teorier skal kunne udmøntes i konkrete handlinger. De fleste skal udelukkende anvendes til at tænke med. Inden for sygepleje har vi traditionelt arbejdet med en tredeling, når vi har beskrevet de forskellige typer af sygeplejeteori:
 

• Teorier med det højeste abstraktionsniveau kaldes ’grand theories’, og de beskriver hele sygeplejefeltet. De indeholder mange luftige begreber, som ikke direkte kan omsættes, men derimod kan anvendes til at tænke med.
• ’Middle-range-teorier’ er teorier på et lavere abstraktionsniveau, der belyser en begrænset del af sygeplejen og kan beskrive et fænomen, forklare forhold mellem fænomener, forudsige et fænomens effekt på et andet eller anvendes til at styre en begrænset dimension af sygeplejen.
• Situationsspecifikke teorier er de mest konkrete, der beskriver helt afgrænsede situationer, fx at få hjælp til at spise, og disse kan anvendes i specifikke plejesituationer. Det er sidstnævnte kategori, der indfrier kravet om at kunne bruges, som igen og igen stilles til sygeplejeteori. 

Hvis man tager udgangspunkt i den forståelse af de forskellige teoriniveauer, kan sygeplejeteori altså kaste lys over en problemstilling uden at beskrive præcis, hvad man skal gøre. Men det betyder ikke, at teorien er uvæsentlig. Fx er der vel ingen, som vil påstå, at Kari Martinsens tekster om det faglige skøn er irrelevante, selvom de ikke anviser konkrete handlinger.

I sygeplejepraksis på alle niveauer burde sygeplejeteori kunne anvendes til at analysere et problem, men det er ikke nødvendigvis det, som sker.  Jeg underkender ikke, at der findes mange støtteteorier, der også er vigtige. Aaron Antonovskys teori om salutogenese er et eksempel på en teori, stort set alle sygeplejersker accepterer som en del af deres teoretiske bagage, og den er hyppigt anvendt som teoretisk ramme i opgaver på alle niveauer.

Kort fortalt beskriver teorien, hvad der holder mennesker robuste, sunde og raske, og den har derfor åbenlys interesse for sygeplejersker. Aldrig har jeg hørt nogen rejse krav om, at teorien skal kunne anvendes som andet og mere end en måde at tænke på. Tværtimod anvendes den som regel helt ukritisk uagtet, at der er tale om en sociologisk teori, som hives ud af en større sammenhæng, vi kun har begrænset indsigt i. Det samme gælder i øvrigt for andre støtteteorier.

Som underviser er jeg naturligvis medansvarlig, hvis sygeplejeteori forekommer irrelevant og ubrugelig. Det er mit ansvar at undervise i fagets egne teorier og udpege deres muligheder og begrænsninger. I en tid hvor plejen i høj grad er standardiseret, har vi netop brug for at have et stærkt sygeplejefagligt begrebsapparat, som kan anvendes i vores faglige argumentation.

Den amerikanske sygeplejeteoretiker Jean Watson skriver, at såfremt en profession ikke besidder sit eget sprog, så eksisterer den slet ikke. Hvis vi ikke anvender sygeplejefagets egne termer og teorier, men énsidigt baserer plejen på støtteteori, risikerer vi, at teorierne går i glemmebogen eller på anden måde sygner hen.

Vi bør arbejde på til stadighed at udvikle nye sygeplejeteorier og nuancere de eksisterende, når vi skal beskrive og argumentere for sygepleje. En profession, der ikke anvender sine egne teorier, men hele tiden må låne, giver ikke nødvendigvis den store respekt blandt andre faggrupper eller brugere.

Kunne du fx selv tænke dig at overlade dit barn til en pædagog med ingen eller meget begrænset indsigt i pædagogisk teori?