Mennesker er forskellige, men i sundhedsvæsnet har vi en tendens til at behandle dem ens, og hvis vi skal blive bedre til at motivere (og overtale) flere til at deltage i sundhedsvæsenets faldforebyggelsesprogrammer, må vi have et stærkere fokus på at arbejde forskelligt.
Deling af viden mellem teori og praksis finder både sted i hverdagen og uden for hverdagen som fx deltagelse i konferencer, symposier og workshops. Det sidste erfarede jeg særligt i går, hvor jeg medvirkede i et internationalt symposium om fald og faldforebyggelse i Kolding. Her blev der formidlet, diskuteret og netværket om fald og faldforebyggelse tværprofessionelt, tværsektorielt og på tværs af landegrænser. Stemningen var høj og ud over det fælles faldforebyggelsesfokus gjorde de lækre omgivelser og fine forplejning det let at erfaringsudveksle og netværke i pauserne.
På symposiet deltog to internationale og to nationale forskere med den nyeste viden ud fra et behandler-, patientsikkerheds- og borgerperspektiv. Fælles for de fire oplæg var ønsket om at hjælpe borgere og patienter med faldproblematikker og bidrage til bedre faldforebygge på tværs af sektorgrænser. Ligesom alle tog afsæt i det globale fokus på multifaktoriel faldforebyggelse. Forskelle var metoden og den setting, der blev taget afsæt i, samt det perspektiv der lå bag metodevalget.
Konkret bestod symposiet af et oplæg fra læge Tahir Masud , sygeplejerske Karen Norman og sygeplejerske Lotte Evron. De næsten 100 deltagere bestod primært af sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter, men der var også politiske ledere, social- og sundhedsassistenter og portører til stede.
Tahir Masud fortalte ganganalyse ud fra et behandlingsperspektiv. Han havde mange videosekvenser og inddrog publikum med spørgsmål og quizzer. En af hans pointer var, at mange ældre mennesker med faldproblematikker faktisk kan blive behandlet og hjulpet med deres faldproblematik ved at se på deres gangfunktion. Det kræver mere fokus på det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde – og dygtige sundhedsprofessionelle på tværs af sektorgrænser, der kan identificere at borgerens gangfunktionen ikke er normal (eller andre faldproblematikker) og sætte ind eller henvise borgeren/patienten til specialister på faldklinikker.
Karen Norma havde et indlevende oplæg fyldt med eksempler fra praksis som sundhedsprofessionelle på tværs af sektorgrænser kunne relatere til. Ud fra et patientsikkerhedsperspektiv fortalte hun om en banebrydende undersøgelse, hvor de havde nedbragt antallet af hospitalsrelaterede patientfald med 50% på et stort engelsk hospital: antallet af fald var faldet fra ca 1500 fald til ca. 700 fald om året. Hun gjorde op med tanken om at registrering og analyse i faldforebyggelse er vejen frem ved at vise resultaterne fra indførsel af en bestemt type dialog mellem personalet og en sygeplejerskeekspert i de tværprofessionelle teams. Her var der fokus på faglighed og brugen af det faglige skøn. For mig (som gammel risikomanager) er der tale om helt fantastiske opløftende resultater, der indikerer, at dokumentation uden plads til faglighed ikke rykker – og ikke giver mening. Resultaterne kan læses i artiklen: ’Patient falls decrease as conversation deepens’, som hun har skrevet sammen med kollegaer, blandt andet fra Danmark.
Uffe Læssøe, som desværre ikke er med på billedet, havde fokus på nødvendigheden i at udfordre patienter med faldproblematikker for at vedligeholde eller bedregøre balanceevnen. En måde kunne være at udfordre patienterne med to udfordringer på en gang. Hans pointe var at fjernelse af alle risici kan være direkte skadeligt for helbredet, men at det kræver specialiseret personale at hjælpe borgeren/patienten til at finde balancen, således at alvorlige fald og skader forebygges.
Mit bidrag handlede om det brede faldbegreb, faldtypologier og sundhedsprofessionelles motivatorrolle ud fra et borgerperspektiv. Her var fokus på dialogen med borgeren i fokus herunder nødvendigheden i at udvikle og anvende forskellige tilbud relateret til de forskellige faldtypologier. Afsættet var at helt ned til 10% takker ja til faldforebyggelsesprogrammer. En pointe var at mennesker er forskellige, men i sundhedsvæsnet har vi en tendens til at behandle dem ens, og hvis vi skal blive bedre til at motivere (og overtale) flere til at deltage i sundhedsvæsenets faldforebyggelsesprogrammer, må vi have et stærkere fokus på at arbejde forskelligt. Her var et forslag at bruge forskellige dialogtyper (fx den svære, eksistentielle, motiverende, personcentrerede og fænomenologiske samtale) i mødet med mennesker, der er faldet. Samarbejde med partnere fra velfærdsindustrien var et andet bud.
Jeg håber, at arrangørerne og Kolding Kommune gør alvor af deres seriøse afsluttende bemærkning om at gøre dette symposium til en årlig begivenhed – og få de praktiserende læger med som fx som i andre vestlige lande, der arbejder med faldforebyggelse, som Tahir Masud sagde.