Den basale sygepleje er under pres

Dette er ikke en beretning, der skal bruges til illustrere, at sygeplejersker er dumme, dovne og uduelige, for det er der ingen af os, der mener. Selvfølgelig ikke. Vi er begge superglade for at være sygeplejersker. Derimod vil vi gerne gøre opmærksom på, hvad det er for marginaler, der adskiller den gode basale sygepleje fra den mangelfulde, lemfældige pleje.

Oprettet: 03.08.2015
Bente Martinsen

​Denne sommer har en af mine nære veninder været indlagt en uge på et universitetshospital efter at have være blevet påkørt af en bil.

Min veninde er også sygeplejerske og var under indlæggelsen stort set immobil bortset fra, at hun havde fuld bevægelighed i højre arm. Ved indlæggelsen og på fjerdedagen gennemgik min veninde en operation. Det følgende har jeg skrevet på baggrund af samtaler med hende, da hun endnu ikke selv har kræfter til at formulere sig på skrift. Imidlertid er vi enige om, at hendes oplevelser bare må formidles til fagfæller.

Dette er ikke en beretning, der skal bruges til illustrere, at sygeplejersker er dumme, dovne og uduelige, for det er der ingen af os, der mener. Selvfølgelig ikke. Vi er begge superglade for at være sygeplejersker. Derimod vil vi gerne gøre opmærksom på, hvad det er for marginaler, der adskiller den gode basale sygepleje fra den mangelfulde, lemfældige pleje:

I løbet af indlæggelsens seks første dage blev min veninde ikke tilbudt hjælp til vask overhovedet. I stedet blev hun forsynet med en pakke vaskeservietter og (efter eget ønske) en vaskebalje med opfordringen om at ’prøve selv’ sengeliggende, immobil og smerteplaget, som hun var. På femtedagen hjalp hendes mand hende med at blive vasket, da hun nærmest var ved at blive desperat af at ligge på en knirkende plasticmadras og koge (netop i den uge var det sommervejr).

Tabte 10 pct. af kropsvægten

Under indlæggelsen spiste min veninde meget lidt, og en af sygeplejerskerne kommenterede det lakonisk:  ’Ja, du spiser jo meget lidt’. Ingen spørgsmål om hvorfor eller forslag til evt. anden mere kalorierig kost. Da min veninde vejede sig efter udskrivelsen, havde hun tabt 10 % af sin kropsvægt.

At udsigten til at skulle anvende et bækken i sengen på en flersengsstue ikke ligefrem virker stimulerende på peristaltikken, står vist på side 1 i grundbogen om basal sygepleje. Hvad der også burde stå er, at man ikke tilføjer afføringsmiddel til patientens medicin uden at tale med patienten om det først. Og da slet ikke dagen før en operation! Kun fordi min veninde er sygeplejerske og derfor i stand til at identificere sin medicin, kunne hun to gange meddele, at hun ikke ønskede at få den tildelte afføringsmedicin. Ligesom hun også var i stand til at vurdere, at hun kunne anvende sin pn. morfika i stedet for den fast ordinerede Tramadol, da den manglede i medicinposerne ved udskrivelsen.

Forveksler oralt og rektalt termometer

De mange smerter og den begrænsede bevægelighed i sengen betød, at min veninde foretrak at få taget sin temperatur med et mundtermometer. Mange gjorde hende opmærksom på metodens manglende nøjagtighed, men da hun ikke havde feber, foretrak min veninde altså denne metode, selvom det ikke var afdelingens foretrukne. Ved flere lejligheder medbragte plejepersonalet rektaltermometret, men hentede hurtigt et oralt termometer, når min veninde fremsatte sit ønske.

På den måde fik min veninde altså rig lejlighed til at opdage, at termometre, som anvendes i munden er røde, mens de andre er blå. Derfor blev hun også nærmest bestyrtet, da en sygeplejerske i alvor foreslog hende at anvende et blåt termometer oralt, da det ’jo kan bruges på begge måder’. Øh, hvabehar? Hvordan forholder det sig lige med æstetikken ved det forslag? For slet ikke at tale om hygiejnen? Vi foretrækker at tro, at de to typer termometre opbevares adskilt og ikke anvendes tilfældigt.  

De fire eksempler ovenfor vedrører kropspleje, ernæring, udskillelse og måling af værdier, der alle er aspekter af den basale sygepleje. Det, som for sygeplejersker er rutineopgaver, er vigtige aspekter af det nære hverdagsliv og altafgørende for ens velbefindende, når man er den patient, som ligger i sengen. Ja, det kan endda være afgørende for det håb, patienten nærer til fremtiden. Set fra patientens perspektiv kan værdien af den basale pleje ikke overvurderes.

Virginia Hendersons behovstænkning

Basal sygepleje vil også blive berørt, når jeg om en måneds tid skal undervise de nye studerende på kandidatuddannelsen i sygepleje i et område, der hedder ’Pionérer i sygepleje’. Her skal vi bl.a. tale om den amerikanske frontløber Virginia Hendersons behovstænkning.

De fleste sygeplejersker husker nogle af de 14 behov, som Henderson formulerede, og en del erindrer formentlig også (brudstykker af) hendes definition på sygepleje:

’Sygeplejerskens unikke funktion er at bistå den enkelte, syg eller rask med at udføre de aktiviteter til fremme eller genvindelse af sundheden (eller til at opnå en fredelig død), som han ville udføre på egen hånd, hvis han havde den fornødne styrke, vilje eller viden, og til at gøre dette på en måde, der hjælper ham til så hurtigt som muligt at blive selvhjulpen (Henderson 2012).

Min venindes oplevelser giver mig et helt nyt perspektiv på den undervisning, jeg skal afholde. Vi er åbenbart slet ikke færdige med at teoretisere over og diskutere basal sygepleje. Tværtimod er den basale pleje måske under pres i disse år, hvor effektivisering er det altafgørende succeskriterium i sundhedsvæsenet.