Eksamenstid

Om en uge afleverer mine fem specialestuderende deres afsluttende opgave. Så slutter fire måneders intenst arbejde med et selvvalgt emne, som de formentlig både har hadet og elsket undervejs. Når specialevejledningen starter, holder jeg altid et seminar, hvor vi bl.a. taler om det, der ikke er direkte fagligt.

Oprettet: 26.05.2015
Bente Martinsen

Noget af det første er, at jeg beder dem finde deres kalender frem og plotte alle de aftaler ind, som er meget vigtige for dem. Fire måneder er lang tid, og man bliver ikke en bedre specialeskriver af at gå glip af faster Birthes runde fødselsdag eller den årlige generalforsamling i kaninavlerforeningen. Så de store begivenheder, der betyder noget, skal de prioritere at deltage i. Desuden synes jeg personligt, at det også er vigtigt at tage sig tid til at få noget motion.

Det er stressreducerende og kan give et pusterum, der betyder, at man måske genererer en ny idé. Mange tror fejlagtigt, at de skal sidde ved computeren uafbrudt i godt 120 dage, men det fraråder jeg på det kraftigste. En vis selvdisciplin er selvfølgelig nødvendig, så det ikke er kaffeaftaler med veninder og løbeture i byens parker, der kommer til at fylde det hele, men det er også sjældent problemet for specialestuderende.

De fleste arbejder i ’kontortiden’, så dagsrytmen passer sammen med deres familiers. En del skriver hjemme, men det er ikke ualmindeligt, at blive distraheret af de mange huslige opgaver, som kan virke meget tillokkende, hvis alternativet er at læse og skrive. Pludselig bliver vasketøj og støvsugning meget interessant, og det er komplet umuligt at gå i gang med at arbejde, før det er ordnet.

For nogle kan det føles bedre at sidde på Campus’ bibliotek eller et andet kontorlignende sted, hvor det er muligt at få en oplevelse af at ’gå på arbejde’ og have andre mennesker i nærheden. Hjemme kan opleves som et fængsel, og måske især dem, der bor alene, kan have svært ved at finde ud af, hvornår arbejdsdagen begynder og slutter, og så kan den ende med at flyde ud over alle døgnets timer. Det er på ingen måde hensigtsmæssigt. Enkelte gange har jeg anbefalet studerende at sætte sig på en café med deres computer for at komme ud blandt andre og få struktur på dagen.

At have en studiegruppe at dele erfaringer med kan også være en fin ting, især hvis den bliver brugt til gensidig støtte og ikke som et forum for gensidig ophidselse. Af og til er det mit indtryk, at studerende bruger fx en Facebookgruppe til at piske en stemning op i forhold til, hvor svært det er at producere de ca. 50 sider, der er omfanget på det speciale, de skal aflevere. De sammenligner, hvor langt de er nået, hvor meget de enkelte afsnit fylder osv.

Den slags sammenligninger er et no go, for der er utrolig mange måder at producere en større opgave på. Nogle præsterer bedst til sidst, når deadline nærmer sig, mens andre arbejder stabilt som en rideskolepony i de fire måneder. Enkelte ’tyvstarter’ i januar umiddelbart efter den foregående eksamen, for at komme godt fra start. Imidlertid kan det føre til, at de allerede i slutningen af februar er helt udasede, så det er sjældent en god idé. En ferie med en god roman vil klart være min anbefaling som overgang mellem en semestereksamen og en specialeperiode.

Et andet råd, jeg giver mine studerende, er måske ikke så overraskende rent faktisk at skrive. I en eksamensperiode, bør man skrive lige så meget, som man læser.

Ved at tro, at man skal læse en hel masse, før man er klog nok til at skrive, risikerer man at få bygget en lille rædsel op for at skrive. Det er, når man formulerer sine tanker på skrift, at det bliver synligt, hvor springende ens tankegang er, hvor argumenterne ikke holder etc. Den skrivende konfronteres med sin egen utilstrækkelighed, men den bliver ikke mindre af at læse.

Sætningerne kommer ikke lettere til én, fordi man venter, til man har læst alt, hvad der er skrevet, før man går i gang. Altså skal man skrive og skrive om. Det er en cirkulær proces, hvor de fleste afsnit vil kræve flere gennemskrivninger.

Sådan er det bare. Det gælder ikke bare for studerende, men for alle, der formulerer sig på skrift. Selv et mindre betydningsfuldt blogindlæg som dette har været et par ture gennem vridemaskinen, før jeg var nogenlunde tilfreds med det.