Gammel på den almindelige måde

Hvis nogen ved noget om aldersforandringer, og hvordan man kan leve godt med dem, så er det sygeplejersker. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi bidrager til at nuancere det noget énsidige billede, der gives af alderdommen, skriver Bente Martinsen Woythal.

Oprettet: 10.05.2017
Bente Martinsen Woythal

Jeg ved det godt. Rent statistisk kan vi  forvente at leve længere og have flere gode år efter vores pensionering. Alligevel generer det mig, at der i disse år er en bevægelse i gang, som prøver at skrive alderdommen ud af livet.

’Gammel’ vil ingen kaldes, mens ’ældre’, der tidligere var acceptabelt, nu også er på vej til at blive erstattet af ’senior’. En hel industri forsøger at bilde os ind, at vi har kontrol over vores aldringsproces. Vi både kan og skal træne vores fysik og hjerne, så alderstegnene holdes fra døren.  

Når man er sygeplejerske, ved man dog, at det er en sandhed med modifikationer. Ikke alle aldersforandringer kan holdes i skak med træning. Måske kan hr. Hansen forebygge faldulykker ved at træne sin styrke i benene og sin balance, men Hansen har fx ingen kontrol over sin hørelse eller væksten af prostata, som kan tvinge ham op på toilettet flere gange om natten. Dertil kommer en masse andre subtile forandringer, der bare indfinder sig uden at være inviteret.

Det er yt at være gammel. Nærmest skamfuldt. Og det starter tidligt med, at man fjerner sit fødselsår fra Facebook og holder op med at nævne sin alder. I stedet for at påskønne alderdommen som det privilegium, den faktisk er, bliver den omskrevet og talt ned.

Mennesker, der står foran deres pensionering, afkræves svar på, hvordan de vil ’holde sig i gang’. Aviser og blade er fulde af artikler om pensionister (ofte veluddannede), der er startet på drømmeuddannelsen, er i træning til en stor sportslig præstation, arbejder som frivillig i en organisation osv.

Men helt ærligt: Hvor mange gør det? Er det ikke de få? Jeg så langt hellere historier om mennesker, der glæder sig til at gå på pension, fordi de - måske for første gang i livet - kan leve i deres eget tempo. Tage sig tid til at sove middagslur og glo ud i luften. At være i ro. Når jeg møder nyslåede pensionister, der fortæller mig, at de ’aldrig har haft så travlt’, som efter de gik på pension, tænker jeg ved mig selv, at jeg da så vil foretrække at blive på arbejdsmarkedet, hvor jeg egentlig synes, jeg har rigeligt at gøre.

Hvis nogen ved noget om aldersforandringer, og hvordan man kan leve godt med dem, så er det sygeplejersker. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi bidrager til at nuancere det noget énsidige billede, der gives af alderdommen. Og her mener jeg ikke, at vi skal fortælle undergangshistorier, som nu og da også dukker op, hvor gamle, der er helt afhængige af andre menneskers hjælp, lever under uanstændige betingelser.

Derimod skal vi fortælle om, hvordan man kan blive gammel på en helt almindelig måde. Dvs. uden at skulle føle sig skyldig i det øjeblik, aldersforandringerne bliver uomgængelige og kræver, at man ændrer sit liv. For det sker før eller siden uanset, hvor mange ingefærshots man drikker, eller hvor mange baner man svømmer. Ved at dele viden om alderdommen, kan vi måske gøre det lettere at blive gammel.

Mit eget bud på en nuancering er bogen ’Lange liv. En ærlig bog om at blive gammel’ (Gyldendal 2017). Heri fortæller ti mennesker oprigtigt om at blive gammel og om at leve med de glæder og sorger, som følger. Desuden har jeg skrevet nogle mellemkapitler, der på en let forståelig måde behandler nogle af de temaer, de portrætterede fortæller om (fx ’Afhængighed’ og ’Tab og tilvænning’). Bogen er illustreret af Sofie Amalie Klougarts indfølende portrætter.