Hurtig pleje

Siden hvornår blev det en kvalitet at yde hurtig pleje, spørger Bente Martinsen Woythal i dette blogindlæg.

Oprettet: 20.02.2017
Bente Martinsen Woythal

I weekenden var jeg på besøg hos et højt elsket familiemedlem, som de seneste år er blevet tiltagende dement. Lad os kalde ham Herman.

Herman er 84 år og bor i egen villa. Det seneste års tid har han dagligt haft besøg fra hjemmeplejen, som har bistået ham med at smøre morgenmad og tjekke, om Herman tager sin medicin mod forhøjet kolesterol og for højt blodsukker (diabetes 2). Et par gange har jeg været vidne til, at en person fra hjemmeplejen stak hovedet ind, og sagde noget i retning af ’Hej Herman. Husker du at tage din medicin?’ og derpå er gået igen.

I dag blev jeg så mødt af dette skrigorange monstrum på Hermans køkkenbord.

hurtig-pleje
Direkte adspurgt kunne han ikke redegøre for, hvad den indeholdt, eller hvorfor den monstro havde hængelås på. Måske ’de’ (hjemmeplejen) havde puttet noget i den, som ikke var til ham. I hvert fald var nøglen ikke i Hermans besiddelse, bedyrede han. Ved at tale med Hermans kæreste fandt jeg ud af, at monstrummets tilstedeværelse nok skyldes, at Hermans hidtidige medicin for nyligt er blevet suppleret med ’lykkepiller’. Doseringsæskerne er derfor erstattet af en aflåst boks, så Herman ikke risikerer at tage for mange.  

Nu er jeg udmærket klar over, at medicin i lykkepillekategorien ikke bør administreres af mennesker med dårlig hukommelse. Jeg er også helt med på, at medicinen skal opbevares i Hermans hjem. Men at placere en aflåst boks på et køkkenbord midt mellem kaffemaskine og kaffebønner, virker ikke særlig gennemtænkt.

Eller også er det netop gennemtænkt, for boksens placering skyldes alene, at der skal være let adgang for dem, der kommer for at dosere medicinen. Og det uden tanke for, hvordan det opleves at få sit køkken invaderet af en utilgængelig og fremmedgørende genstand. Man behøver ikke at være paranoid for at få forestillinger om, hvad sådan en boks kan rumme, som den står dér i al sin utilnærmelige hæslighed.

Pladsen på bordet gør det uden tvivl hurtigt at dosere medicin. Også hurtigere end hvis den først skulle hentes frem fra et skab. Hurtigt skulle det også være, da Herman begyndte at få hjælp til at smøre sin morgenmad, for da blev han indprentet, at skiveost fra nu af var sagen. En ost som ikke kræver brug af ostehøvl og vask af ostefingre vil nemlig gøre det muligt at holde den stramme tidsplan i hjemmeplejen.

Ingen tager sig tilsyneladende af, at Herman i hele sit voksne liv har elsket alt, hvad der var fransk, herunder franske oste, som ikke fås i skiver.

Siden hvornår blev det en kvalitet at yde hurtig pleje? Naturligvis er det er ikke noget mål i sig selv, at plejen skal gå langsomt, men hvis vi indtænker, at der er tale om et menneske med demens, som selv er blevet meget langsom, er der vel en vis rimelighed i at forvente, at hurtighed ikke opstilles som kvalitetskriterium. De fleste gamle frygter at blive afhængige af hjælp fra andre mennesker. I vores del af verden er afhængighed noget, man vokser fra, lige som det er synonymt med ufrihed. Afhængighed skal for enhver pris undgås.

Når jeg ser på den seneste udvikling i Hermans liv, hvor afhængighed af andres hjælp og omhu så småt er kommet snigende, kan jeg mærke min egen frygt for afhængighed røre på sig. Vil nogen tage sig tid til at varme mælken til min kaffe? Og vil de, hvis en aflåst boks absolut placeres på mit køkkenbord, venligst notere hvad der er i den?

Jeg håber så bare ikke, det er min værdighed, der er deponeret.