Memento mori (’Husk, at du skal dø’)

​Hos plejepersonale, der hver dag skal levere stor empati i forhold til mennesker med alvorlig sygdom, kan empatien blive tyndslidt eller ligefrem opbrugt, med mindre medarbejderne får afsat nødvendig tid til selv at reflektere over livets forgængelighed.  

Oprettet: 26.09.2014
Bente Martinsen

Tænker du over din egen død? Måske ikke hver dag, men bare en gang i mellem? 

For en del år siden deltog jeg i et kursus, der skulle gøre det muligt for plejepersonale at arbejde med deres egen død. Jeg husker ikke meget af kursets indhold ud over en af øvelserne, som gav anledning til en hel del tårer hos flere af os kursusdeltagere. Vi skulle skrive navnene på tre nære pårørende på sedler, som blev foldet sammen. Derefter skulle vi vælge en tilfældig pårørende, og så blev vi taget med ud på en visualiseringsrejse, hvor vi fik til opgave at forestille os, at vedkommende blev indlagt med en livstruende sygdom. 

Hvordan ville det påvirke os? spurgte kursuslederen. I tankerne er jeg ofte vendt tilbage til øvelsen, fordi den gjorde stort indtryk på mig, der i forvejen havde, hvad jeg selv kalder en ’høj dødsbevidsthed’.

Antagelsen på kurset, som blev afholdt af en psykolog, var, at man ikke kunne være ansat i Sundhedsvæsenet uden at arbejde med sin egen og sine pårørendes død. Her mange år senere tænker jeg, at en sådan øvelse kunne være værdifuld at deltage i for alle, uanset eventuelle ansættelsesforhold. En gang i mellem at tænke på sin egen død kan måske gøre det lettere at træffe svære valg. Ikke sådan at forstå, at man skal leve, som om hver dag er den sidste. Men ind i mellem at spørge sig selv, hvad man ville gøre mere eller mindre af, hvis man ikke havde så lang tid at leve i, ville  måske skærpe bevidstheden om egne værdier. Prøv fx at fuldføre sætningen: Hvis jeg var alvorligt syg ville jeg….? Hvad er svaret? Dyrke mere yoga? Spise mere is? Læse flere romaner? Danse eller løbe mere?  Se mindre tv? Arbejde mindre? 

Hos plejepersonale, der hver dag skal levere stor empati i forhold til mennesker med alvorlig sygdom, kan empatien blive tyndslidt eller ligefrem opbrugt, med mindre medarbejderne får afsat nødvendig tid til selv at reflektere over livets forgængelighed.