Skriv mere end du taler om at skrive

Da jeg er træt af at høre mig selv gentage mine egne skrivefif, har jeg læst Bo Skjoldborgs bog ”Flowskrivning. Vejen til flydende skriveprocesser”. 

Oprettet: 14.11.2014
Bente Martinsen

​For tiden er jeg optaget af, hvorfor det kan være så svært at skrive.  Det gælder ikke kun for mennesker, der lejlighedsvis skal skrive en tekst, men også for professionelle, for hvem det er en del af deres job. Selv blandt skrivende journalister optræder fænomenet, hvilket jeg af og til forsøger at berolige studerende med, når skrivepanikken er ved at brede sig. 

Selv om man har stor viden og originale budskaber at bringe til torvs, kan det være svært at få tankerne op på skærmen. Man bliver nødt til at strukturere sin tankevirksomhed, og ofte er det først i det øjeblik, man ser det skrevne budskab, det står klart for én, at nogle argumenter er gået tabt, eller at man hopper forvirret rundt i tankerækken. 
 
Det skrevne kan i så fald konfrontere den skrivende med egen uformåen - og det kan være yderst ubehageligt og reducere lysten til at skrive videre. 
Da jeg er træt af at høre mig selv gentage mine egne skrivefif, har jeg læst Bo Skjoldborgs bog ”Flowskrivning. Vejen til flydende skriveprocesser”.  

Bogens bagsidetekst lover, at læseren vil få tip til en mere effektiv og glædesfyldt skriveproces, og det løfte appellerer umiddelbart til mig, der super gerne bidrager til studerendes og andres (inkl. min egen!) effektivitet og glæde. Så her følger et udvalg af Skjoldborgs gode råd i min udlægning: 

Ti gode råd

1. Læg en realistisk tidsplan. Tag din kalender frem og afsæt tid til at fejre tante Odas fødselsdag, bage julekager, løbe eller andre aktiviteter, der er vigtige for dig. Din tekst bliver ikke bedre af, at du ikke tænker på andet end den. Tværtimod.
 
2. Accepter, at skriveprocesser er cykliske. Selv den korteste tekst kræver flere gennemskrivninger. 
 
3. Skriv frit og uden tanke for, at din tekst på et tidspunkt skal deles med andre. Sørg for at få noget op på skærmen uden at stille for store krav til dig selv. Skriv skiftevis frit og associerende eller analytisk og stringent. 
 
4. Tænk og skriv inden for et konceptuelt rum som f.eks. en bestemt genre, et sprog eller en deadline. Regler og begrænsninger fremmer kreativiteten. 
 
5. Tænk positivt om det at skrive. Negative tanker kan blive en selvopfyldende profeti.
 
6. Sørg for at leve og indrette dig godt med din skrivning: Vær sammen med mennesker, der får dig til at føle dig godt tilpas eller kan få dig til at grine. Læg også gerne vægt på komfort - som en behagelig stol eller en god kop kaffe - mens du skriver. Nogle kan godt lide at isolere sig, mens andre foretrækker at være sammen med andre mennesker under skriveprocessen, f.eks. på bibliotekernes læsesale, på cafeer eller lign. Prøv at tænke på skrivearbejdet som noget kollektivt. Dvs. noget, hvor du kan hente hjælp hos andre fremfor en ensom proces, der helt og holdent er dit ansvar. Hvis du ikke har kolleger, medstuderende, vejledere eller andre, du kan dele teksten med, så alliér dig som minimum med et menneske, der kan læse korrektur for dig. En udefrakommende med en vis sproglig indsigt vil ofte kunne se, om teksten fungerer. 
 
8. Skriv ofte og gerne i et kortere tidsrum (Brief Daily Sessions). Fordelene ved dét er, at du holder dig i kontakt med din tekst og ikke skal indlede skriveprocessen med at finde ud af, hvor langt du er kommet. Ved at skrive fx mellem 15 og 60 minutter om dagen, bliver det også lettere for dig at bevare koncentrationen. Fristelsen til at lave selvforstyrrelser  er meget mindre ved bevidstheden om, at du kun har 60 minutter til rådighed. 
 
9. Læs! Læs så meget du orker og vælg dine tekster med omhu. Godt sprog  og gode formuleringer giver afsmitning til dit eget sprog.
 
10. Det vigtigste råd er dog ganske enkelt: Skriv mere end du taler om at skrive. Der er kun tre ting, der virker: øvelse, øvelse og øvelse.