Kære Dimittender, stil spørgsmål!

Læs Dorthes dimissionstale til dimittenderne på UCL Sygeplejerskeuddannelsen 2017.

Oprettet: 23.06.2017
Dorthe Boe Danbjørg

"Du kan spise et æble,” sagde jeg og gav ham den grønne frugt.

Det var, som om han havde set et æble for den første gang. Først holdte han det bare i hånden og duftede til det, men så tog han en lille bid.

”Mmmm,” sagde han og tog en større bid.

”Smagte det godt?” spurgte jeg.

Han bukkede dybt. Jeg ville vide, hvordan et æble smagte første gang, man smager det, så jeg spurgte igen:

”Hvordan smagte det?”. Han bukkede og bukkede.

”Hvorfor bukker du?” spurgte jeg. Mika bukkede igen. Jeg følte mig så forvirret, at jeg skyndte mig at stille spørgsmålet en gang til: ”Hvorfor bukker du?”.

Nu var det ham, der blev forvirret. Jeg tror, han ikke rigtig vidste, om han skulle bukke igen eller blot svare. ”Der hvor jeg kommer fra, bukker vi altid, når nogen stiller et interessant spørgsmål,” forklarede ham: ”og jo dybere spørgsmål, jo dybere bukker vi”.

Det var den underligste ting, jeg havde hørt i lang tid. Jeg kunne ikke forstå, at et spørgsmål var noget at bukke for. ”Hvad gør I, når I hilser på hinanden?”.

”Vi prøver altid at finde noget vist at spørge om,” sagde han.

”Hvorfor?”

"Først bukkede han hurtigt, fordi jeg havde stillet endnu et spørgsmål, og så svarede han: ”Vi søger at stille et vist spørgsmål for at få den anden person til at bukke”.

Jeg var så imponeret over svaret, at jeg bukkede så dybt, jeg kunne. Da jeg så op, havde Mika puttet fingeren i sin mund. Efter lang tid tog han den ud.

”Hvorfor bukkede du?” spurgte han og så krænket ud.

”Fordi du besvarede mit spørgsmål så vist,” svarede jeg.

Nu sagde han noget meget højt, som har fulgt mig lige siden i mit liv: ”Et svar er ikke noget at bukke for. Selvom et svar kan lyde nok så rigtigt, så bør du ikke bukke for det”.

Jeg nikkede kort. Men fortrød med det samme, fordi Mika måske nu tænkte, at jeg bukkede for det svar, han netop havde givet.

”Den, der bukker, viser respekt,” fortsatte Mika: ”Du bør aldrig vise respekt for et svar”.
”Hvorfor ikke?”

”Et svar er altid en del af vejen, der er bag ved dig. Kun spørgsmål peger mod fremtiden”.

De ord var så vise, syntes jeg, at jeg måtte presse hånden mod min hage for ikke at bukke igen.

Kære Dimittender

Det var et lille uddrag af Jostein Gaarders “Hallo, er der nogen?” om drengen Joakim, der får besøg af den lille filur Mika fra ydre rum, som åbner hans øjne for at man bukker for et spørgsmål (1)…. Fordi som Mika siger Kun spørgsmål peger mod fremtiden.

Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige til jer. For det er en ære at få lov til at tale til jer på jeres store dag. Dagen, som markerer et skifte i jeres liv, så derfor skal ordene vælges og vægtes med omhu. I er nu sygeplejersker! Og hvad betyder det så?

Dimission 2017Jeg har tænkt tilbage på mine 17 år som sygeplejerske. Der er mange ting, som jeg som nyuddannet sygeplejerske gerne ville have haft af råd med på vejen, men det der nok har været det vigtigste i min tid som sygeplejerske  - set i bakspejlet - har været at stille spørgsmål.

Derfor er det så det råd jeg vælger at give jer med på vejen i dag.  For kun spørgsmålet peger ind i fremtiden.

Stil spørgsmål til patienterne og deres pårørende

I skal turde stille spørgsmål til jeres patienter og deres pårørende.

Patienten i centrum. Patienten først.  Patient- og pårørendeinddragelse bølger ind over sundhedsvæsenet. Og det afspejles også i overskrifterne på jeres opgaver, hvor I blandt andet spørger til inddragelse af pårørende til den alvorligt syge patient, ældre medicinske patienters oplevelse af sektorovergange og patientens oplevelser af at anvende den telemedicinske applikation Mit Forløb. 

Og her spiller spørgsmålet en særlig rolle. Søren Kierkegaard har som en af de største danske filosoffer skrevet meget klogt, og også omkring Hjælpekunsten:

Hvis det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man først og fremmest passe på at finde ham der hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han - men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer […] Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer (2).

Ydmygheden overfor ikke at vide hvad den anden, patienten tænker. Ydmyghed overfor ikke at vide hvordan patienten har det. Og her kommer spørgsmålet jer til hjælp. 

Kun ved at I spørger, kan I yde sygepleje ud fra det faglige skøn. I  kan med spørgsmålet sørge for at undgå, at sygepleje bliver mekanisk, at sygepleje udelukkende er teknisk. Spørgsmålet kan hjælpe jer til at se det andet menneske, der er foran jer, den der lige nu befinder sig i en patientrolle. Derfor skal I spørge. Og de svar I modtager  skal I bruge sammen med jeres faglige viden til at yde en sygepleje, der inddrager patienten (3).

Stil spørgsmål til jeres praksis

Det er ikke kun i mødet med patienterne og deres pårørende, at I skal stille spørgsmål.

I skal også stille spørgsmål til jeres praksis. Det vidner titlerne på jeres bacheloropgaver også om, at I allerede gør; hvilke udfordringer oplever sygeplejersker med sygeplejefaglig dokumentation, hvilke udfordringer er der ved udskrivelse og  hvordan oplever sygeplejerskens sin rolle og ansvar i forhold til at tale seksualitet med patient.

Med Donald Schöns ord skal I reflektere i praksis og over praksis (4). Hermed skaber I en reflekterende praksis, hvor alt underlægges grundig overvejelse,  og dermed er der intet der bliver reduceret til rutine eller vane. Ved at stille spørgsmål undgår I at være medskabere af en plejer kultur.

I mine år som sygeplejersker har  jeg til tider selv mødt en plejerkultur, og fået ’sådan-plejer-vi-at-gøre’ svar, når jeg har stillet spørgsmål til praksis.

Et eksempel var, da jeg og en kollega stillede spørgsmål til brugen af stiklagenet – og nu ved jeg ikke om I overhovedet ved hvad stiklagener er, og hvis ikke, så er min mission jo nået Men et stiklagen er et lille lagen af bomuld som tidligere indgik som en del af ’standardopredningen’. Det lægges henover det almindelige lagen midt på sengen, når den redes. Og hvorfor brugte man så stiklagen – ja min kollega og jeg kunne tilbage i starten af 00’erne ikke se formålet med det, og derfor satte vi os for at undersøge, hvorfor det lille stiklagen skulle med i sengeopredningen (5).

Vi spurgte vores kollegaer, hvorfor de rutinemæssigt brugte stiklagenet i opredning af senge? Et af argumenter var, at patienten kan være inkontinent. Den tankegang blev også understøttet i flere lærebøger for sygeplejestuderende, hvor argumentationen for stiklagenet var, at det anvendes for at skåne underlaget hos patienter, som er inkontinente (6). Men et stiklagen er af bomuld, og medmindre, at det er en meget lille tissetår, bliver stiklagenet gennemvædet, så lagenet alligevel ender med at blive vådt.

Resultatet bliver med andre ord, at man ender med at skulle bundskifte. Praksis forholdt sig også sådan, at sygeplejersker supplerede sengeredningen med et blåt stykke af plastik for at skåne lagenet, hvis patienten var inkontinent.

Et stiklagen var således ikke nok, hvis patienten var inkontinent, men hvorfor var stiklagenet så en del af opredningen? Svaret fandt vi i Charlotte Muncks Lærebog og Haandbog i sygepleje fra 1926 (7).

’Voksduget er bedst, naar det er ens paa begge Sider; det bruges for at beskytte Madras og Underlagen, men er varmt og generende for mange Patienter; hos absolut renlige Patienter, kan man derfor godt fjerne det. Voksduget maa dækkes fuldstændigt af Stiklagenet, saa dets Bredde maa rette sig efter, hvor bredt man bruger dette. Stiklagenet er i Almindelighed af Bomuld eller Blaar Lærred. Det skal ligge dobbelt over Voksduget og maa helst være saa langt, at det kan trækkes frem og tilbage, saa Patienten kan faa et køligt Sted at ligge paa, naar det tiltrænges’

Stiklagenet blev altså oprindeligt brugt for at skåne patienters hud mod den varme og generende voksdug, som skulle beskytte madrassen. I Grundlæggende Sygepleje fra 1974 er argumentationen ligeledes forbundet med at det skal dække over generende plastik. Brugen af plastikstykket som rutine røg ud af lærebøgerne og også praksis, sikkert i takt med at madrasserne er mere eller mindre vandafvisende og ikke lavet af tang og hø som på Charlotte Muncks tid. Så plastikstykket forsvandt, men mærkelig nok blev stiklagenet.

På den måde kan et spørgsmål og den efterfølgende undersøgelse afdække hvordan argumenterne for at bruge stiklagenet ikke holder. Uanset det måske lidt banale eksempel, så er det netop det at stille spørgsmål går ud på. Ikke per automatik at tage noget for givet, men derimod undersøge om det, vi går og gør til daglig rent faktisk også giver mening i et større perspektiv.

Stil spørgsmål til politikere og beslutningstagere

Og så skal I turde stille spørgsmål til politikerne og beslutningstagerne. for hvem andre end jer kan være med til at prøve at forandre de betingelser, som I/vi skal yde sygepleje under?

I skal bruge jeres stemme, og ikke stiltiende acceptere forringelser for patienterne og for jeres arbejdsmiljø.  Selvom de vilkår, som vi har at yde sygepleje ikke er optimale, og vi kunne ønske os bedre løn, bedre normering og bedre muligheder for efter-og videreuddannelse, så har de jo ikke altid været sådan. Og vilkårene har ikke ændret sig uden at der er nogen, der har stillet spørgsmål.

Mine børns oldemor, Else Rasmine Margrethe Sørensen, blev født i 1910. Hun drømte om at blive sygeplejerske, og hun begyndte også på elevuddannelsen. Men så mødte hun Carl Krøyer. En flot ung mand, som hun blev forelsket i. Og derfor måtte hun pakke sine drømme sammen, fordi forelskelsen til ham fyldte mere end drømmen om at blive sygeplejerske. Men hvorfor var hun tvunget til at vælge? Jo fordi frem til slutningen af 1930erne var den dominerende holdning, at sygeplejersker ikke kunne gifte sig, fordi et ægteskab ikke var foreneligt med kaldet som sygeplejerske (8). I 1913 vedtog DSR, at alle sygeplejeelever ved endt uddannelse skulle aflægge Florence Nightingale løftet.

’Jeg forpligter mig for Gud og denne Forsamling til at leve mit Liv i Renhed og at udøve min Gerning i Troskab.

Jeg vil gøre alt, hvad der står i min Magt, for at opretholde og højne min Stands Maal.

Jeg vil bevare som Hemmeligheder alle personlige Forhold og Familieaffærer, der under Udførelsen af mit Kald kommer til min Kendskab.

Med Troskab vil jeg Bestræbe mig for at hjælpe Lægen i hans Arbejde og vie mig til deres Velfærd, der er givet mig ind under min Omsorg’

Løftet var en understregning af sygepleje som et opofrende kald. Og at sygepleje var et kald blev understreget med en praksis, hvor sygeplejersker havde bopælspligt på hospitalet og tolv timers lange arbejdsdage!

I 1930erne begyndte denne holdning at ændre sig,  blandt andet fordi nogle yngre sygeplejersker stillede spørgsmål til hvorfor det skulle være sådan. De fremførte, at sygepleje ikke var et kald, men et erhverv, og de ønskede samme rettigheder som andre selverhvervende kvinder. 

Yngre sygeplejersker stillede spørgsmål ved den praksis der eksisterede, men i højere grad end nu krævede det mod at stå frem, og tilkendegive en selvstændig opfattelse (9). Så det var ikke hvem som helst, der vovede at blande sig i debatten. Det lå ikke i tiden at tale mod de faglige autoriteter. Sygeplejersker var underlagt en faglig disciplinering, hvor lydighed og loyalitet var vigtige dyder.

Men som historien jo fortæller os, så blev praksis ændret. Men i flere år var det en modificeret sejr, og helt op til 1950erne var det ikke almindelig praksis. Hør her, hvad en sygeplejerske fortalte ’…Og da vi i 1955 bestemte os for at blive gift, måtte jeg ansøge hospitalets direktør om tilladelse' (10).For Else blev det ved drømmen. Hun døde i 2012. 102 år med et dejligt liv som Gårdmandsfrue på Langeland bag sig, seks børn, et utal af børnebørn og oldebørn, men med en uforløst drøm om at blive sygeplejerske. Men hvad nu hvis  nu Else eller andre tidligere havde turde stille spørgsmål? Kunne Else så både have været mor, hustru og sygeplejerske?

Selvom Florence Nightingale løftet er blevet afskaffet, og at lydighed og loyalitet ikke er de vigtigste dyder for en sygeplejerske mere, så kan det stadig være svært for sygeplejersker at stille spørgsmål til praksis. Vores ytringsfrihed er under pres, og eksempler fra praksis bekræfter desværre dette. Hjemmesygeplejerske Lise Müller fik læst og påskrevet efter, at hun offentligt på sin Facebook havde skrevet om sine frustrationer over omstruktureringer og opsigelser i hjemmeplejen.  Ikke noget der ligefrem ansporer til at stille spørgsmål eller ytrer sig kritisk, vel?

Men vi forandrer ikke noget ved stiltiende at acceptere forringelser eller urimelige vilkår for patienterne eller for vores eget arbejdsmiljø, så selvom det er svært så husk, at vi skal finde fremtiden og vejen frem ved at stille spørgsmål til det eksisterende, vi skal ikke være ukritiske, men finde den nye verden igennem kritik af den gamle.

Som Marx påpegede:
’...we do not anticipate the world dogmatically, but rather wish to find the new world through criticism of the old.... (11).

Kun spørgsmålet peger mod fremtiden – og  her sidder I, netop færdige som sygeplejersker, og I har fremtiden foran jer. I peger ind i fremtiden, og fremtiden er afhængig af netop jer.   

Kære dimittender, kære sygeplejersker, kære kollegaer, jeg vil slutte af, ikke med at stille et spørgsmål, men at ønske jer tillykke, og ønske jer held og lykke og bukke fordi, at netop I valgte at blive fremtidens sygeplejersker.

STORT TILLYKKE!

 

Referencer

  1. Hallo, er der nogen? Jostein Gaarders
  2. Overskriften for Andet Afsnit, Capitel I, A, §2 i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien, C.A. Reitzels Forlag, 1859. Paragraffen fortsætter, her gengivet efter SV3, bd. 18, s. 96:
  3. Martinsen K Pleie uten om- sorg.1991, PAX, s.193
  4. Schön, D. The reflective practitione : how professionals think in action. Avebury Ashgate. 1991.
  5. Danbjørg, D.B og Littau, J. Stik imod al fornuft. In: Sygeplejersken 17/2005 s. 38-41
  6. Vesterdal, A. Sygepleje – teori og metode III. Dansk Sygeplejeråd og Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1997.
  7. Munck, C. Lærebog og Haandbog i Sygepleje.  1.Bind. Dansk Sygeplejeråd og Nordisk Forlag 1926.
  8. Sigvaldsen, B. De kvindeligste kvinder – en undersøgelse af sygeplejens historie i mellemkrigstiden. Skriftserie fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet.
  9. Danbjørg, D.B. Sygepleje og ægteskab – to uforenelige størrelser i 1930’erne. In: Sygepleje og Historie 2005
  10. Hansen, G. Som tiden gik blev det nemmere at være sygeplejerske. In :Sygeplejersker fortæller – Glimt af sygeplejens historie red: Petersen, E. Dansk Sygeplejeråd 1987 
  11. (Original quotation in Marx, K. 1967, reprinted in Carr & Kemmis 1986). Carr. W., & Kemmis, S. Becoming critical: education, knowledge and action research. London. Falmer press. 1986.