Studier viser, at især ældre patienter, overvægtige patienter og patienter med et misbrug oplever, at der tales nedsættende til dem. Hvordan er vi nået hertil? Handler det om travlhed eller om uvidenhed? Om afmagt, mindre rummelighed overfor medmennesker eller om en ændret sprogkultur?
#sprogetik#dannelse#uddannelse#hvordanerdetvitaler #sprogetsmagt
Sygeplejersker trænger til et etisk sprogeftersyn.......
Sådan indledes en artikel i en fredagsavis sidst i januar. Flere personer fra sygeplejefagets egne rækker har fokus på, hvordan sygeplejersker tiltaler - og omtaler patienter. Her er Sygeplejeetisk Råd i første række, og rådet udtaler bl.a., at sygeplejerskers hverdagssprog er blevet hurtigere, plattere og hårdere.
For nogen sygeplejersker er det en udfordring at skelne mellem det private sprog og det fagprofessionelle sprog….."Derfor er det nødvendigt med et sprogligt eftersyn, da sproget er en vigtig del af den sygeplejefaglige etik. Vi har brug for at bevare et dannet og anstændigt sprog”, udtaler medlem af Sygeplejeetisk Råd Edel Kirketerp Nørskov.
Dele af artiklen har været delt på Facebook flere gange.
I Sygeplejersken nr. 1/2015 omhandler rubrikken DILEMMA en case, hvor en nyuddannet sygeplejerskes sprogbrug udgør en sprogetisk problemstilling.
Det tyder på, at sproget er et emne, der optager os både som professionelle sundhedsudøvere - og som (med)mennesker.
Studier viser, at især ældre patienter, overvægtige patienter og patienter med et misbrug oplever, at der tales nedsættende til dem.
Hvordan er vi nået hertil? Handler det om travlhed eller om uvidenhed? Om afmagt, mindre rummelighed overfor medmennesker eller om en ændret sprogkultur?
"Den forsvundne dannelse" er måske titlen på en ny thriller? For det er godt nok uhyggelige perspektiver, hvis vi er nået dertil, at sprogpolitiet skal ud i de danske sygehusafdelinger og uddannelsesinstitutioner. Er dannelsen myrdet? Og har vi andre lig i lasten?
Måden vi taler på afspejler vores adfærd, holdninger og menneskelige værdier. Her tænker jeg så på, hvad Emma Gad mon ville have set, og siden sagt, hvis hun havde foretaget feltstudier i en travl sygeplejepraksis anno 2015.
Emma Gad skrev i 1918 bogen 'Takt og Tone - om hvordan vi omgås'. Det er snart 100 år siden, men indholdet i begreberne høflighed og dannelse har formentlig ikke ændret sig synderligt. Emma skrev bl.a.:
”Først og fremmest bør man gaa ud fra, at Høflighed er saa noget nær det stærkeste Vaaben, man kan have i Hænde. At have et indtagende Væsen tør vel nok siges at være en af de Naturens Gaver, der bringer de største Fordele. Det Medfødte er her det mest afgørende, men naturligvis kan man ogsaa selv bidrage ikke saa lidt til at virke behageligt paa sine Omgivelser ved at stræbe at iagttage alle de Smaahensyn, der med Rette eller Urette har faaet Hævd i Omgangstonen, og ved at studere sig selv og sine Medmennesker en Smule”.
”Blikkets Høflighed. Høflig Tale og anden net Optræden slaar ikke til for at være fuldt ud korrekt. Ogsaa Øjnene maa være under Kontrol. Først og fremmest maa De se paa Den De taler med, uden derfor at stirre den Paagældende i Øjnene”.
I dag ville Emma måske udarbejde en klinisk retningslinje med tilhørende instrukser for, hvordan vi omgås hinanden - her med et særligt fokus på patienter og pårørende. Hun ville formentlig fremhæve, at tiltaleform og måden, hvorpå vi ser den anden, er væsentlige aspekter for faglig dannelse.
Og kan man så det? Altså udarbejde en klinisk retningslinje for sygeplejefagets takt og tone? Set i et videnskabsteoretisk perspektiv vil nogen nok hævde, at det er umuligt. Vi kan ikke udarbejde retningslinjer eller instrukser for etisk sprogdannelse eller adfærd. Her kan man så diskutere, om det anerkendende, etiske sprog er ontologisk, noget iboende og medfødt eller en kompetence, der kan tilegnes.
Omvendt er det et hit at udarbejde etiske kodeks, hvilket taler for, at det måske er muligt udarbejde retningslinjer for adfærd og sprogbrug, når vi er på arbejde (selvom det egentlig lyder lidt skræmmende).
Jeg tror, det er uhyre vigtigt, at vi tager sagen alvorligt og får talt om, hvordan vores sprog og adfærd viser sig i egen praksis. Her mener jeg, at vi har flere sygeplejeteorier, vi kan tage afsæt i. Teorier som kan vise os vejen.
Når Emma Gad taler om blikkets høflighed og det at se på den person, vi taler med, får jeg fx associationer til Kari Martinsen. Kari’s begreb "at se med hjertets øje," handler bl.a. om det sansende øje, som i samarbejde med det registrerende øje, fører til refleksioner og fagligt skøn – også i et omsorgsetisk og sprogetisk perspektiv. Kari vil formentlig fortælle os, at det anerkendende, tillidsvækkende, høflige sprog, jf. talens åbenhed, er en spontan livsytring og en etisk fordring. Men vi kan jo spørge hende……..
Kære Kari
Hvis du læser med på denne blog på Sygeplejersken.dk, vil jeg blive meget glad for at høre dine perspektiver på mit indlæg. Trænger sygeplejefaget, universelt set, til et etisk sprogeftersyn?
De bedste hilsner Anne
Dybest set tror jeg ikke på, at nogen sygeplejersker, eller studerende, er bevidst nedladende eller stigmatiserende i deres sprogbrug. Men nogen har tilsyneladende brug for, at andre viser vejen. Men hvilken vej og hvornår?
Forfatteren Umberto Eco beskriver situationen rigtig godt i bogen Moralske tanker jf. s. 82: ”Den etiske dimension begynder, når den anden kommer ind på scenen”. Dvs. at "vejen" begynder i samme øjeblik, du står overfor et andet menneske.
I den etiske dimension ligger det mellemmenneskelige, vores holdninger, adfærd og sprog.
Hvad mener du? Har du oplevet, at patienter eller pårørende er blevet sprogligt krænket eller stigmatiseret af sygeplejersker eller andre sundhedsprofessionelle? Eller har du selv oplevet det som patient eller pårørende? Skriv gerne en kommentar.
Bedste bloghilsner Anne