Gult kort - advarsel om faste, lave priser på uddannelse

Jeg har svært ved at se en begrundelse for, at en besparelse på uddannelsesområdet, oven i købet på de professionsrettede uddannelser, giver nogen mening. En besparelse her kan ende med at blive den mest dyrekøbte, vi længe har set.

Oprettet: 22.11.2016
Anne Holm Nyland

De seneste dage har man på Facebook kunnet læse flere blogposts, der problematiserer den kæmpe besparelse, der rammer professionshøjskolerne de næste tre år. Vi taler om godt 1 mia. kr.

Jeg synes, det er stærkt bekymrende, at sparekniven skal svinges så hårdt over professionshøjskolerne. Det får en stor betydning for kvaliteten i de uddannelser, der udbydes, for læringsrummet og for vejledning. Og så har jeg slet ikke nævnt noget om arbejds- eller studiemiljøet. 

I Danmark har vi i rigtig mange år kunnet bryste os af, at sygeplejerskeuddannelsen er af høj kvalitet, kendt og anerkendt også i udlandet. Danske sygeplejersker er i høj kurs, når det gælder om at få job uden for landets grænser. 

Nu kan sygeplejersker også glæde sig over, at vi er den faggruppe, der nationalt set, nyder størst troværdighed. Måske fordi vi gør det, vi er bedst til: Nemlig at drage omsorg for patienter og pårørende, at yde sygepleje af høj kvalitet med afsæt i solid, teoretisk viden, nyeste forskningsresultater og praktisk kunnen. Vi agerer kompetent og professionelt både i komplekse og i forudsigelige situationer. 

Takket være gode studierammer, et højt fagligt indhold, engagerede undervisere både på uddannelsesinstitutionerne og i klinisk praksis, kan vi endnu gå med rank ryg og være stolte af vores fag.

anne-eksamen

Sparekniven er hvæsset

Der er allerede sket nogle besparelser på sygeplejerskeuddannelsen. Her tænker jeg især på den tid, der afsættes til vejledning på skriftlige opgaver. Når jeg taler med studerende er de frustrerede over, at der er så sparsom tid til vejledning, og at vejledning foregår som gruppevejledning. Når jeg er ude som censor, møder jeg frustrerede undervisere, der oplever, at vejledning er et stærkt nedprioriteret område. Det gælder faktisk både for det præ og postgraduate område.

Et gammelt ordsprog siger: Den enes død er den andens brød. Det mærker jeg i min virksomhed KommuniCare. Jeg oplever en stigende interesse for at købe sig til ekstra vejledning. I KommuniCare hjælper jeg bl.a. studerende med vejledning på akademisk opgaveskrivning. De henvender sig typisk, når deres vejledningstid er brugt, og de er kørt helt fast. Man kan sige, at det er godt for min virksomhed, at jeg her har fundet en niche. Og med udsigten til endnu flere besparelser, kan det næsten kun betyde vækst. Men, ærlig talt så ser jeg hellere, at de studerende får den vejledning, de har brug for i de naturlige, uddannelsesmæssige rammer. Jeg synes også, det er ærgerligt for underviserne, at de ikke får mulighed for at følge de studerende til dørs, hvad vejledning angår.

Med den varslede besparelse er jeg bekymret for sygeplejerskeuddannelsens fremtid. Hvis ikke der er økonomi til at bevare kvaliteten og fremadrettet at udvikle indhold og form på sygeplejerskeuddannelsen frygter jeg, det bliver vanskeligt at beholde og rekruttere kvalificerede og engagerende undervisere til studiet. Det betyder en forringelse af det teoretiske indhold, hvilket også får en betydning for den kliniske undervisning og læring. I sidste ende får det en enorm, stor betydning for de kvalifikationer og kompetencer, en nyuddannet sygeplejerske står med. Og så kan en diskussion om vejledning jo være ret ligegyldig. 

Worst case...

Worst case scenario er, at interessen for studieområdet falder, færre og færre søger optagelse på uddannelsen. Hvis vi forsat regner med et frafald på ca. 20 % i løbet af studietiden, vil vi om nogle år opleve en stor mangel på sygeplejersker. De sygeplejersker, der måtte være, løber endnu stærkere, fordi der kommer flere patienter i takt med, at middellevetiden stiger. Øget travlhed skaber flere forstyrrelser, der uundgåeligt fører til flere fejl. Patientsikkerheden er truet og udbrændthed blandt sygeplejersker bliver et hverdagsfænomen. Tid til drage omsorg for patient og pårørende er en by i Rusland og sådan kan man blive ved. Hvordan mon så det ser ud med sygeplejerskers troværdighed? 

Jeg synes, det er stærkt bekymrende, og jeg har svært ved at se en begrundelse for, at en besparelse på uddannelsesområdet, oven i købet på de professionsrettede uddannelser, giver nogen mening. En besparelse her kan ende med at blive den mest dyrekøbte, vi længe har set. 

Hvad mener du? Har du en plan? Skriv meget gerne en kommentar til mit blogindlæg, så vi kan få en debat. 

anne-egon-olsen-og-co