Hun døde til tiden

Min mor slap for hospitalsindlæggelser og evt. livsforlængende behandlinger. På sin egen måde tror jeg, hun var med til at bestemme dødens komme. Jeg er så taknemmelig for, at det var muligt at redde døden.

Oprettet: 19.11.2015
Anne Holm Nyland

Den seneste tid har vi i flere medier kunnet følge debatten om livsforlængende behandling. Debatten har bl.a. haft sit afsæt i en samfundsøkonomisk kontekst, hvor spørgsmålet om brug af dyr medicin til alvorligt syge, måske døende, patienter og borgere var omdrejningspunktet. Store spørgsmål om livsforlængede behandling og operationer, om udsigtsløs behandling og om at dø ”på det rigtige tidspunkt” har været rejst. 

Giver det mening for patienten at forlænge dødsprocessen, fordi vi har mulighed for at behandle? Det er bare et af de etiske dilemmaer, der har været omtalt.

»Kan man dø for sent?« spørger formand for Etisk Råd Jakob Birkler i en kronik i Berlingske. Birklers budskab er bl.a., at vi som sundhedsprofessionelle bør tage en ærlig snak med patienter og pårørende frem for at ”ty til” en udsigtsløs behandling. Det er vigtigt at afdække for hvis skyld, der behandles. Vi er gode til at redde liv, men dårlige til at redde døden, er en af Birklers pointer. I kampen for at forlænge livet, kan det være vi taber patienten under vejs. I stedet for at forlænge livet, forlænger vi måske dødsprocessen? Og hvorfor er det sådan? Er det fordi døden stadig er et tabu i vores kultur? Flere studier peger på, at det at tale om døden er rigtig svært. Det gælder både for de sundhedsprofessionelle og for de pårørende. Og det er svært. Jeg tror bl.a. det er svært, fordi der i den samtale ligger en erkendelse af, at vi skal miste.

Min mor sagde altid: ”Kun en ting i livet kan vi være sikre på, vi skal alle herfra”. For gangske nylig ”tog min mor herfra”. Med fare for at blive sentimental har jeg valgt at dele en fortælling om min mor.

Min mor levede et aktivt liv med mange interesser. Som mange andre i sin generation var hun hjemmegående. Hun passede børn, hus, have og oplærte vores ”unge piger” i almindelig husgerning. Senere, da vi børn var flyttet hjemmefra, fik hun interesse for at spille bridge og golf. Min mor var også meget interesseret i kunst og kultur, hun læste dagligt to aviser og mange bøger. Sådan gik flere år, uden sygdom eller væsentlige bekymringer. For et år siden begyndte min mor at ændre adfærd, i starten ganske langsomt. Diagnosen en hjernetumor kom derfor ikke bag på os. Og min mor forstod, hvad hun fejlede. På et tidspunkt kom en operation på tale, jeg deltog i samtalen. En operation ville ikke have reddet min mor, men måske givet hende lidt længere tid. Omvendt kunne en operation også gøre alting meget værre. Min mor sagde høfligt, men klart nej tak: ”Jeg ved hvad jeg har, jeg ved ikke hvad jeg får”. 

Begge mine forældre vidste, at tiden var knap. De prøvede at gøre hver dag til en god dag, også da dagen oprandt, hvor min mor blev tungt plejekrævende og fik en del medicin. Sammen valgte de, at min mor skulle være i eget hjem. Forhåbentlig til det sidste. Det ønske gik i opfyldelse, bl.a. takket være hjemmeplejen og egen læge. 

Dagen før min mor døde var jeg på besøg, og vi var ude at gå en tur med kørestolen. ”Åh jeg er så træt nu”, sagde hun. Dagen efter ringede min far og fortalte, at min mor var blevet bevidstløs. Han havde fået lagt hende til at hvile til middag på hendes elskede sofa. Han have siddet hos min mor, og hendes sidste ord var ”Jeg er så træt, det skal blive godt at hvile nu”. Herefter gled hun ind i bevidstløsheden og døde kort efter. Min mor blev 83 år, trods sygdom var hun klar til det sidste, og værdig.

blog-hands
Foto: Everystock Photo

Hun døde til tiden. Og det var en smuk død. Min mor slap for hospitalsindlæggelser og evt. livsforlængende behandlinger. På sin egen måde tror jeg, hun var med til at bestemme dødens komme. Jeg er så taknemmelig for, at det var muligt at redde døden.

Når jeg og mine kolleger fremover møder alvorligt syge og livstruede patienter, ved jeg nu endnu mere om, hvor vigtigt det er at turde tage den samtale, der handler om at redde døden. Hvor vigtigt det er at tale med patienten/borgeren og dennes pårørende om, hvordan de ønsker at afslutte livet. Heldigvis er der mange dygtige sygeplejersker, der varetager den samtale på fornemmeste vis. Dem kan vi andre lære af.

”Sygeplejerskens unikke funktion er at bistå den enkelte, syg eller rask, med at udføre de aktiviteter til fremme eller genvindelse af sundheden (eller til at opnå en fredelig død), som han ville udføre på egen hånd, hvis han havde den fornødne styrke, vilje eller viden, og at gøre dette på en måde, der hjælper ham til så hurtigt som muligt at blive selvhjulpen”. Sådan skriver Virginia Henderson i 1966.

At sige nej tak til livsforlængede behandling er måske også en måde at genvinde sundheden på?? Måske er sundhed et leveværdigt liv frem for et længere liv?

Hun døde til tiden – savnet er stort.

blog-efteraarsblade