På jagt efter den humanistiske sygepleje

Hvis den indre mening med sygeplejefagets kernekompetencer forsvinder, understøttes tanken om et dehumaniseret Sundhedsvæsen. Så hvordan kan vi italesætte sygeplejens kerneområder med omsorgsrelationer og omsorgsetik som afsæt for faglighed og kvalitet?

Oprettet: 08.05.2015
Anne Holm Nyland

- humanistisk sygeplejes vilkår eller vilkårlighed

Fortællinger fra sygeplejersker og sygeplejestuderende rundt i landet handler om et sundhedsvæsen, hvor der ikke er midler og rammer til at udføre de patientnære sygeplejeopgaver, der presser sig på. Fortællinger om, hvordan sygeplejersker ikke kan få tiden til at række og er nødt til at prioritere mellem de opgaver, der anses som kerneopgaver, som grundlæggende pleje- og omsorgsopgaver. Sparekniven svinges, der sker voldsomme nedskæringer, dokumentation og administrative opgaver fylder. Der tales om et dehumaniseret sundhedsvæsen.

Hvis den indre mening med sygeplejefagets kernekompetencer forsvinder, understøttes tanken om et dehumaniseret Sundhedsvæsen. Så hvordan kan vi  italesætte sygeplejens kerneområder med omsorgsrelationer og omsorgsetik som afsæt for faglighed og kvalitet?

FirkløverRet provokerende kan man spørge: ”Hvad bliver der af ressourcer til den humanistiske sygepleje i en tid med fokus på konstante besparelser, stordrift, rammestyring, drøftelse af 12 timers vagter, en måske tilsidesættelse af faglige kompetencer og fagligt selvstyre til fordel for virksomhedsledelse?” Andre spørgsmål der rejser sig er: Hvad sker der med sygeplejen, hvis man udelukkende skal være økonomisk effektiv? Hvordan sikres bæredygtig faglighed i disse tider med store, nationale sygehusbesparelser, nedlæggelse af stillinger fx ift. udviklingssygeplejersker og kliniske sygeplejersker samt lukning af senge?

”Jeg er bekymret for forslagene om at ’hugge en hæl og klippe en tå’ for at få økonomien til at hænge sammen - eksempelvis ved at lægge pres på personalets arbejdsgange, ”udtaler Anja Laursen, kredsformand i Region Midt.  

”Umiddelbart ser den slags besparelser relativt harmløse ud, fordi alle på papiret ’bare’ skal løbe en lille smule stærkere og løse lidt flere opgaver. Problemet er, at det i praksis bl.a. bliver sygeplejerskerne ude på afdelingerne, der er tvunget til at prioritere, i hvilken kvalitet, der er mulig at levere”.  

I flere Facebookgrupper for sygeplejersker berettes der om kolleger, der går ned med stress bl.a. pga. travlhed, arbejdsbyrden og frustration over manglende tid til at udføre pleje- og omsorgsopgaver i et tæt samspil med patienterne.

Det er uhyggelig læsning, synes jeg.             

Det, at der er orden i økonomien, er ikke et entydigt udtryk for, at kvaliteten i sygeplejen er høj.

Alle ved, at der bruges mange ressourcer på reorganisering og nyorientering samt udvikling og implementering af bl.a. kliniske retningslinjer og instrukser. Selvom det for nylig er meldt ud, at afskaffelse af Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) ser ud til at blive en realitet fra årsskiftet, ændrer det ikke så meget ved sygeplejerskers pligt til at dokumentere. Og der komme formentlig andre krav til kvalitetsvurdering og dokumentation.  

Er anvendelse af kliniske retningslinjer og instrukser lig med god og omsorgsfuld sygepleje? Nej, ikke nødvendigvis. Jeg oplever i egen praksis en frustration over al den tid, der bruges på udarbejdelse af instrukser og implementering af nye instrukser. Tid der går fra mødet med patienten og dialogen. Nu ser det ud til, at nye sparekrav byder på endnu flere udfordringer i den tidsmæssige kabale, hvor patient og sygeplejerske relationen får endnu trangere kår.

Det kan lyde som om, jeg er modstander af kliniske retningslinjer og instrukser. Det er jeg ikke. Der er behov for retningslinjer og instrukser, og de letter også dele af sygeplejerskens arbejde og forebygger utilsigtede hændelser. Vi skal bare være opmærksomme på, at det kan være en udfordring at udøve humanistisk sygepleje, den omsorgsfulde sygepleje, med afsæt i en given instruks.

Tidligere kunne en afdeling profilere sig på en specifik god sygepleje inden for et givet område. Tendenserne i dag går mod standardisering af sygeplejeydelser. Hvad betyder dét for den humanistiske sygepleje?  Hvad sker der med den humanistiske sygepleje i de til stadighed skærpede patientforløb? Måske er tiden inde til, at vi igen fokuserer på mødet med og relationen til patienten? På den måde understøtter vi begreber som patientens værdier og brugerinddragelse, der er væsentlige elementer i humanistisk sygepleje.

Jeg rejser mange spørgsmål til refleksion og forhåbentlig til debat. Svarene kender jeg ikke, men jeg mener, det er væsentligt at italesætte den gode sygepleje, den humanistiske sygepleje, med afsæt i faget værdier og teorier. Med argumenter, der udspringer af resultater fra forskning og udvikling i sygeplejens kerneområder og med en faglig diskurs, står vi stærkere. Vi kan også spørge vores patienter, hvad de forstår ved god og omsorgsfuld sygepleje.

Og så skal sygeplejersker blive bedre til at blande sig i debatten, præcis som blogger Bente Martinsen skriver om i sin seneste blogpost. Jeg har en klippefast tro på, at det nok skal lykkes.

anneholm-sten
Attribution 
Foto: KommuniCare

Jeg lader den amerikanske professor Patricia Moccia få det sidste ord. Moccia skrev i 1988 forordet i bogen Humanistic Nursing skrevet af Josephine Paterson og Loretta Zderad. Mere end 25 år er gået – Moccias tanker er evigt gyldige: 

“Perhaps it is time for us to turn away from the exchange between buyers and sellers, providers and consumers; and turn back to an exchange between two people trying to understand the space they share. Perhaps it is time for a shared dialogue with patients for whom the questions are most vital? Perhaps we need to hear their call and respond authentically – perhaps they need to hear us? For only then will our lived experiences in health care have any real meaning” (Moccia 1988).

Bedste bloghilsner

Anne