Som katten om den varme grød...

Hvad ville du gerne vide noget om, hvis det var dig, der skulle på kursus i akademisk opgaveskrivning?

Oprettet: 07.02.2017
Anne Holm Nyland

Kender du de dage, hvor du bare går i ring. Du kredser om en opgave, der skal løses. Som katten om den varme grød. Du har en deadline.

Sådan har jeg nu haft det i flere dage. Min deadline er først primo april, men da jeg er sådan et "i meget god tid" menneske, vil jeg gerne i gang NU.

Jeg skal planlægge en hel dag med lektioner i akademisk opgaveskrivning på en sundhedsfaglig specialuddannelse. Det er et emne, jeg ved noget om. Jeg kender (og har læst i) flere fagbøger om opgaveskrivning, og jeg har endda selv skrevet en. 

Alligevel har jeg svært ved at få hul på opgaven.

Men, jeg nærmer mig stille og roligt. P.t. er jeg ved at afdække, hvad opgaveskrivere gerne vil vide noget om, inden de skal skrive en akademisk opgave. Jeg har oprettet en meningsmåling i gruppen ’Genvej til opgaveskrivning’ på Facebook, hvor jeg spørger til bestemte kategorier ud fra IMRAD modellen. De svar, jeg får, danner en del af rammen for de kommende lektioner. Og heldigvis er gruppens medlemmer søde til at svare. Tak for det!

Men det er jo ikke nok, så jeg skal tænke kreativt. Målet er at aktivere kursisterne og veksle mellem teoretisk oplæg, øvelser og workshop.

Har du evt. andre ideer, så tøv ikke med at skrive en kommentar. Jeg er meget lydhør, så skriv endelig løs.

Hvad er de sidste dage i KommuniCare så gået med, når jeg ikke er kommet videre i min undervisningsplanlægning? 

Jeg har læst i fagbøger, aviser, blogs og vurderet opgaver til votering d. 9.2., administreret facebooksider for kunder, startet på denne blogpost for Sygeplejersken, været ghostwriter på et læserbrev samt gået plus løbet ture i mit lokalområde Valdemars Slots Skove og Svendborg Sund. 

Vejret har været, og er, gråt, diset og regnfuldt her på Tåsinge, men luften er frisk og giver ny energi. 

Ny energi giver plads til kreative (og pædagogiske) tanker, 6 lektioner er lang tid, de skal udfyldes positivt mhp. læring. 

En af de blogposts, jeg har læst, handler om at lave ingenting. At tømme hovedet, at befri sig selv for forstyrrelser som fx input fra sociale medier. Når hovedet tømmes, og man giver sig selv fri, kommer ideerne pludseligt flyvende. Der er noget om det, det virker. Men sjældent når man (i hvert fald jeg) har brug for det. Alligevel vil jeg anbefale at prøve konceptet. Det giver en ro, der åbner et syn mod andre horisonter. Hvis du samtidig går en lang tur, løber en tur eller cykler en tur, får du naturens helende kræfter med oven i hatten.

At naturen har en positiv indvirkning er ingen hemmelighed. Det er der skrevet mange tekster om. Nightingales betragtninger om frisk luft og lys er jo velkendte, men flere andre, også nutidige, skriver om naturens helende kræfter. Og det er jo også det, vi opfordrer vores patienter til: at gå en tur, dyrke motion i naturen, mærke den friske luft i ansigtet etc.

Anne Holm NylandSå nu vil jeg snøre løbeskoene og sætte kursen mod Valdemars Slots Skove. Samtidig nærer jeg et forfængeligt håb om flere ideer om indhold, til en dag med akademisk opgaveskrivning kommer flyvende. Måske finder jeg et svar i et kommentarfelt?

Skriv endelig, hvis du har en mening om, hvad du gerne ville vide noget om, hvis det var dig, der skulle på kursus i akademisk opgaveskrivning.

Bedste bloghilsner
Anne