Sorg som diagnose kan man det?

WHO vil formentlig gøre langvarig sorg til en selvstændig diagnose fra 2018. Og det kan være meget svært at finde fodfæste og glæde i livet igen. Men er der tale om en forlænget sorgreaktion eller om en naturlig sorg? Anne Holm Nyland ser flere problemstillinger og etiske udfordringer hvis sorg skal gøres til diagnose.

Oprettet: 15.09.2015
Anne Holm Nyland

Langvarig sorg bliver formentlig til en selvstændig diagnose. WHO vil efter al sandsynlighed gøre forlænget sorgreaktion (udover seks måneder) til en diagnose i ICD manualen fra 2018. 

Hvad mener du om disse ord, som jeg noget overrasket læste i en saglig avis fredag d. 28. august?  Jeg blev noget paf og tænkte straks – det kan man da ikke!!!

Jeg ser flere problemstillinger og etiske udfordringer, hvis et begreb som sorg skal klassificeres og gøres til en diagnose. For det første, hvem kan konkret bestemme og definere tiden på en (forlænget) sorgreaktion? Og hvem siger, at man sørger i længere tid ”end normalt” hvis ens sørgetid er mere end et halvt år? For nogle mennesker er tab af en ægtefælle eller et andet nærtstående familiemedlem så stor en sorg, at sorgen bogstaveligt talt lægger den efterladte ned. Er det et barn, man mister, må sorgen næsten være ubærlig. 

Det kan være meget svært at finde fodfæste og glæde i livet igen. Man sørger, og man savner. Og det tager tid, også mere end det halve år, som p.t. er i spil i diagnosemanualen. Men er der tale om en forlænget sorgreaktion eller om en naturlig sorg?

Rent videnskabsteoretisk er det problematisk at knytte et begreb som sorg til en diagnose. Sorg er noget personoplevet og meget forskelligt fra person til person. Sorgbegrebet hører hjemme i den humanistiske del, og vel også den fænomenlogiske del, af videnskabsteorien mens en diagnose er en størrelse, der kan klassificeres og generaliseres, noget der kan måles på. Og i sidst ende tjenes penge på. Her er vi ovre i den positivistiske del af videnskabsteorien. Altså blandes æbler og pærer – sådan som jeg ser det.

Og skal det nu være unaturligt at sørge? Teoretikere påpeger ellers, at det er ved at være i lidelsen, at man finder fodfæstet og modet til at engagere sig i livet igen. Men det tager tid. Og hvad er begrebet tid for en størrelse? Hvad der kan synes som lang tid for dig er måske kort tid for mig - og omvendt. Tid vil vel altid være en person oplevet størrelse, hvis der tales om oplevet tid frem for den tekniske ”klokke-tid”.

Det er en udfordring, når en stor og velrenommeret organisation som WHO ønsker at sætte tid på en sørgeproces. Det er jo umuligt. 

Nogen sørger i meget lang tid og ser sorgen som en naturlig del af livet. Jeg kender en person, hvis ægtefælle døde for 10 år siden. Og hun sørger stadig. Hun kan selv i dag, i perioder, føle sig lammet af sorg, selv om der er gået så mange år siden tabet af ægtefællen. Men er det ikke naturligt? Det er i hvert fald ikke sygeligt, efter min bedste overbevisning.

Skal man have en diagnose på forlænget sorgreaktion, hvis man bliver ved med at være ked af det og i nogen grad handlingslammet pga. en dyb sorg? Jeg ser det som yderst problematisk at sygeliggøre det alment menneskelige. Sorg er en uundgåelig oplevelse i et menneskes liv. "At opleve sorg er vel på en måde kærlighedens pris", udtaler en enkemand i et interview i den omtalte avis. Det er vise ord.

Omvendt kan en diagnose MÅSKE være en hjælp for nogle personer, hvor sorgen er blevet en kronisk følgesvend. Personer der er så fysisk og psykisk belastede af sorg kan måske lettere få adgang til hjælp, hvis de får en sorgdiagnose? Så bliver de klassificerede, puttet i en kasse og vupti så er der adgang til yderligere psykologhjælp, økonomisk støtte mv. Groft sagt.

Men en diagnose kræver vel en behandling og kan vi behandle sorg? Skal sorg i det hele taget behandles og overvindes? 

Mit ærinde med denne blogpost er at lægge op til en yderligere debat og en kritisk forholden sig til ønsket om at gøre sorg til en diagnose.

For mig er sorgen en del af mit liv. Jeg bærer den i mig og lever med den. Mine oplevelser af og med sorg har påvirket mig og formet mig, til det menneske jeg er. Sådan tror jeg det er for de fleste af os.

Hvad tænker du?

Bedste bloghilsner Anne