Vi har mistet et naturligt sprog for sorg og lidelse

Hvad siger du til pårørende, der har mistet et nært familiemedlem? Har du selv været den pårørende - og hvad havde du i så fald brug for at høre?

Oprettet: 12.06.2017
Anne Holm Nyland

Sådan lyder overskriften på en avisartikel, jeg for nylig blev grebet af. Det er måske en påstand, så derfor lyder mit spørgsmål: "Har vi mistet et naturligt sprog for sorg og lidelse?" Jeg kan også spørge: "Har vi nogensinde haft et naturligt sprog for sorg og lidelse?"

Tør vi fx sige andet eller mere end det retoriske jeg kondolerer eller det gør mig ondt?

Det vil jeg gerne diskutere, så del gerne din mening og dine erfaringer med sidens følgere i kommentarfeltet.

Som sygeplejersker er vi omgivet af glæde, sorg og lidelse. Det er livsfænomener, som vi møder i vores kliniske hverdag og i privatlivet. Vi indgår i relationer med mennesker, der har forskellig baggrund og kultur, vi udøver omsorg, vejleder, rådgiver og underviser patienter og pårørende - i alle livets faser. Herunder når sorg og lidelse er på spil. I den terminale fase og de sidste timer. Og hvad gør vi så, når livet slutter for en patient, vi har plejet? Hvad siger vi til de efterladte?

Her er der naturligvis forskel på, om du arbejder inden for det palliative område, er sygeplejerske på et hospice eller er ansat i Fælles Akut Modtage Afsnit eller intensivafdeling. Ofte er tiden en afgørende faktor for graden af den relation, du kan opbygge.

Det betyder noget, om det er en familie, du har kendt gennem et længere forløb eller om det er en familie, du kun har kendt i få timer. Jeg har selv stået i begge situationer, og jeg havde lettere ved at tale med den familie, jeg kendte gennem et længere forløb. Vi havde en relation.

Men hvad gør vi i de situationer, hvor vi ikke kender den familie, der mister en pårørende?

Ifølge filosof Peter Johannes Schødt har sundhedspersonale svært ved at håndtere andres sorg og lidelse, bl.a. fordi der er sket et skifte i vores kultur. Og det er især sproget, det er galt med, pointerer Schødt. Tidligere var det kristendommens sprog, der var en naturlig referenceramme, når talen faldt på sorg, lidelse og død. I dag søger vi efter en ny ramme at tale det dybeste og mest alvorlige ind i.

Ifølge Schødt synes der at være en tendens i samfundet til at sorg, lidelse og død er noget, vi skal handle os ud af ... "op på hesten igen og tilbage til det normale" og "det skal nok gå", er fraser Schødt hører, når han underviser sundhedspersonale. 

Så hvad siger vi som sygeplejersker eller privatpersoner til efterladte ud over ”jeg kondolerer”, ”det gør mig ondt” etc.

Begrebet at kondolere stammer fra latin condolere, heraf kon- og dolere 'gøre ondt, føle smerte.  Det er der sådan set ikke noget galt i at sige. Bortset fra at når vi siger "jeg kondolerer " lukker vi samtidig af for anden samtale. Det ses fx i novellesamlingen Glasøjet fra 1991: "Må jeg kondolere, Frank." Han rejste sig og gav hånd, men var i vildrede med, hvad han skulle sige.

Vi beskytter os selv og tror måske, at vi også skærmer den, der har mistet. Så behøver den sørgende ikke sige noget eller at indgå i en dialog. Men måske er det en fejl? Flere studier viser netop, at den/de efterladte har brug for at fortælle om deres sorg og lidelse. Det hjælper dem til at mestre tabet og til at mindes.

Så, hvad siger du til pårørende, der har mistet et nært familiemedlem? Har du selv været den pårørende - og hvad havde du i så fald brug for at høre?

Del gerne jeres viden og erfaringer, så vi sammen bliver klogere.