Gentagne hovedskader øger risikoen for at få epilepsi

Personer, som har fået en hovedskade med hjernerystelse eller skade på hjernen, har større risiko for at udvikle epilepsi - og risikoen stiger markant, jo flere gange det sker.

Oprettet: 15.04.2021
Henrik Boesen

Et stort studie fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet baseret på data fra 167.000 danskere med traumatisk hjerneskade viser, at personer, som har fået en hovedskade med hjernerystelse eller skade på hjernen, har større risiko for at udvikle epilepsi - og risikoen stiger markant, jo flere gange det sker.

Hjerneskader og hjernerystelser efter stød og slag mod hovedet er ofte forbundet med langvarige symptomer som træthed, hovedpine og koncentrationsbesvær. Men der kan også være mere alvorlige symptomer, hvoraf en af de mest alvorlige konsekvenser er udviklingen af epilepsi.

Det har fået forskere fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet til at kigge nærmere på sammenhængen mellem gentagne hovedskader med påvirkning af hjernen og udviklingen af epilepsi. Resultatet er netop blevet publiceret i det internationale, videnskabelige tidsskrift Brain.

I studiet fulgte forskerne 167.000 personer, der havde været i kontakt med de danske hospitaler med mindst én hovedskade med hjernerystelse eller hjerneskade. Heraf havde ca. 21.000 pådraget sig to eller flere af sådanne hovedskader.

For personer med hjernerystelse var risikoen for at udvikle epilepsi ca. 2 pct. 20 år efter pådragelse af første hjernerystelse, mens risikoen var lidt højere (ca. 3 pct.) 20 år efter anden hjernerystelse.

For personer med moderate og svære skader på hjernen var risikoen for at udvikle epilepsi noget højere; ca. 5 pct. 20 år efter første hovedskade, og ca. 15 pct. 20 år efter anden hovedskade.

Læs artiklen i Brain – a Journal of Neurologi

Læs også Fag&Forskning nr. 4/2019: ”Når hjernen bliver rystet”