Hvem skal have Florence Nightingale-medaljen?

Kender du en sygeplejerske, der fortjener en medalje for at have udvist exceptionelt mod og opofrelse i konflikt- og katastrofeområder eller have udført pionerarbejde inden for offentlig sundhed? Send dit forslag til os senest 17.december.

Oprettet: 21.11.2018
Charlotte Trolle, ctr@dsr.dk

Florence Nightingale medaljenI lighed med tidligere år har Dansk Sygeplejeråd gennem Dansk Røde Kors fået en opfordring fra den internationale Røde Kors komité i Genève om at indsende forslag til kandidater til Florence Nightingale-medaljen.

Medaljen er indstiftet i 1912 og uddelt første gang i 1920. En række danske sygeplejersker – i alt 40 – har indtil nu modtaget den hæderfulde medalje.

Sygeplejersken, som kan modtage medaljen, skal have udvist exceptionelt mod og opofrelse i konflikt- og katastrofeområder eller have udført pionerarbejde inden for offentlig sundhed.

Ved den seneste medaljeoverrækkelse i 2017 fik to danske sygeplejersker tildelt medaljen for deres arbejde i verdens brændpunkter.

Dansk Sygeplejeråd skal indsende forslag til Røde Kors senest 15. januar 2019 og modtager derfor meget gerne forslag fra dig om sygeplejersker, som har gjort sig fortjent til at modtage medaljen.

Deadline for indsendelse: 17. december 2018.

Send dit forslag i en mail til dsr@dsr.dk og skriv Florence Nightingale i emnefeltet.


Læs om tidligere danske medaljemodtagere gennem tiderne