Kommunal pulje til kvalitetsudvikling nu åben for ansøgninger

Har du en god idé til, hvordan jeres arbejde kan forbedres? Og arbejder du med det nære sundhedsområde i kommunerne? Så er det nu, du kan få støtte til at afprøve idéen

Oprettet: 12.04.2019
Henrik Boesen

Nu er det muligt at søge om midler fra den nyoprettede pulje; Den Kommunale Kvalitetsudviklingspulje.

Puljen er skabt af KL og Sundhedskartellet. Det er parternes ambition, at midlerne fra Den Kommunale Kvalitetsudviklingspulje skal styrke og understøtte udviklingen af det nære sundhedsvæsen de kommende år. Begge parter håber derfor at modtage ansøgninger til projekter, der kan skabe ny viden, som de sundhedsfaglige medarbejdere konkret kan anvende i deres kontakt med borgerne.

Arbejder du og dine kolleger med det nære sundhedsvæsen? Og har I en idé til forbedringer, som I ønsker at undersøge og afprøve, er det derfor oplagt, at du sender en ansøgning.

Disse områder støttes

Konkret gives der penge til praksisnær forskning eller kvalitetsudviklingsprojekter. Projekterne skal omhandle følgende temaer:

  • Forebyggelses- og rehabiliteringsindsatser til borgere med kroniske sygdomme og multisygdom, samt den ældre medicinske patient.
  • Kommunale indsatser, der kan forebygge indlæggelser og genindlæggelser.

Sådan søger du

Du kan søge, hvis du er ansat i en kommune på en af overenskomsterne mellem Sundhedskartellet og KL.

Det er et krav, at der søges om midler fra puljen i samarbejde med den kommunale arbejdsplads, hvor projektet skal finde sted.

Puljen er åben for ansøgninger fra den 11. april til den 16. september 2019. Ansøgere kan regne med svar inden udgangen af 2019.

Læs mere om kravene for at få støtte samt en uddybning af temaerne.
 

Har du spørgsmål, kan du sende en mail til

Lone Vinhard; LVI@kl.dk

Henriette Mie Hansen; HEMH@kl.dk

Charlotte Vinderslev; shk-cvi@sundhedskartellet.dk