Nu er der lyd på dit fagblad

Med det nye nummer af Sygeplejersken lancerer Dansk Sygeplejeråd faglige podcast, så du kan lytte til de gode historier fra bladet på vej til jobbet eller over opvasken.

Oprettet: 19.11.2019

Samtaler om døden er tema i det seneste nummer af Sygeplejersken nr. 13, som netop er udkommet. Med dette nummer lancerer Dansk Sygeplejeråd et nyt tilbud til medlemmerne, som er faglige podcast, der læner sig op ad temaer og historier fra fagbladet. De to første podcast handler om, hvordan man taler med patienter og borgere om døden, og hvordan man indretter arbejdsmiljøet til nattevagter, så det er mest skånsomt for helbredet. 

Undersøgelser blandt medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd har vist, at  en yngre målgruppe efterspørger podcast, og gerne vil lytte til etiske problemstillinger og dilemmaer, sygeplejefaglig forskning og historier fra kollegernes hverdag. Det behov vil Sygeplejersken Podcast forsøge at imødekomme.

Ifølge sygeplejerske og kandidat i journalistik, Maria Louise Kræmer, som har produceret de nye podcast, er podcastformatets helt store styrke nærvær. Hun fremhæver, at formatet giver lytteren ro til fordybelse, og den intime lytning giver en anden oplevelse end et skriftligt produkt. 

 Du finder Sygeplejersken Podcast der, hvor du henter dine podcast og på dsr.dk/podcast