Professorat i familiesygepleje

Sygeplejerske, ph.d., Anne Brødsgaard, er tiltrådt som professor i familiesygepleje

Oprettet: 20.08.2021
Henrik Boesen

Anne Brødsgaard, professor, ph.d.
Anne Brødsgaard, professor, ph.d.
Foto: Jesper Rud Jager, Amager og Hvidovre Hospital
Indlagte børn og familier, deres relation, forløb, oplevelser og liv er omdrejningspunktet for, Anne Brødsgaard, som er ekspert i familiefokuseret sundhed og pleje, og som pr. den 1. juli er tiltrådt som professor ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

Professoratet giver Anne Brødsgaard mulighed for at forene empirisk forskning, metodologiske spørgsmål og teoriudvikling, der kan højne kvaliteten af både undervisning, pleje og behandling.

Anne Brødsgaard udvikler og afprøver nye pleje- og behandlingsmodeller, der skal optimere hospitalsindlæggelsen, kontakten mellem familien og det sundhedsfaglige personale og overgangen til primærsektoren. Målet er at forene familien i eget hjem hurtigst muligt, så den kan vende tilbage til et nyt normalt hverdagsliv.

Det er ikke alene de familier, som Anne Brødsgaard arbejder for, der får gavn af den forskning, den nyudnævnte professor bedriver i samarbejde med klinisk praksis. Indsatsen medvirker samtidig til at frigive ressourcer til andre pleje- og behandlingskrævende børn og deres familier, og det har positiv betydning for folkesundheden og for samfundsøkonomien.

Anne Brødsgaard er tilknyttet Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed og arbejder på Amager og Hvidovre Hospital, Børne- og Ungeafdelingen og Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling.