Undgå tryksår ved buglejring

Vejledning i lejring af patienter på bugen er netop blevet oversat til dansk. Mange intensivpatienter med covid-19 lejres på denne måde.

Oprettet: 21.12.2020
Henrik Boesen
Illustration fra vejledningen

”Noget godt er der da kommet ud af den her corona-situation,” konstaterer sårsygeplejerske på Odense Universitetshospital, Aase Fremmelevholm.

Hun henviser til et internationalt samarbejde omkring en vejledning i at lejre patienter på bugen, så patienten undgår tryksår. Buglejring er aktuel i behandlingen af mange intensivpatienter for covid-19.

Vejledningen om buglejring er udarbejdet på Universitetet i Gent af ph.d.-studerende Anika Fourie. Hun er en del af en forskergruppe SKINT (Skin Integrity Research Group) fra flere lande i Europa, som arbejder med at finde evidensbaseret viden om sårbehandling, og hvordan man kan forebygge hudskader og behandle dem.

Denne gruppe er ledet af sygeplejeprofessor Dimitri Beckmann, ansat på universitet i Gent/Belgien. Ud over dette er han tilknyttet som professor på Ørebro Universitet i Sverige samt Universitet i Odense. Han har flere ph.d.-studerende - også en i Odense.

Belgien er et af de lande i Europa, som er meget hårdt ramt af corona-pandemien, men også et af de steder, hvor der forskes meget i forebyggelse af tryksår.

Aase Fremmelevholm har sammen med Knærke Søgaard, Britt Hansen, Bjørn Thomas Crewe og Kristian O'Reilly Poulsen netop oversat og bearbejdet vejledningen til dansk og gjort den tilgængelig her

Vejledningen er ikke at betragte som en egentlig klinisk retningslinje.