De nære ting

Det at blive hørt og set er virkelig essentielt. Men det skal vises i handling og tanke og ord, før det opleves af mig som patient. Det kræver overskud og engagement som sundhedspersonale udover det, der kan måles på kvantitetsskalaen.

Oprettet: 25.02.2016
Githa Leth Madsen

Hvad er det så, der betyder noget for mig som patient? Jeg kunne jo anklagende pege på ting, der kunne gøres anderledes. MEN faktum er, at jeg primært har oplevet et stort engagement og forståelse af mine sygeplejersker og læger.

I starten af forløbet på specialafdelingen på det andet sygehus, møder jeg flere forskellige læger. De forsøger at forklare mig, hvad de havde gjort, altså renset det og "vi ses igen om 4 uger". Når jeg så med desperation i stemmen og morfin i blodet gør opmærksom på, at det tror jeg ikke holder, så holder de alligevel optimistisk fast i, at det er planen.

Efter 1 til 2 uger ringer jeg så til dem og får en sygeplejerske i røret. Hun får mine observationer og giver dem videre til lægen, og jeg får en subakut tid på operationsbordet. Det er sket nogle gange. Ret mange faktisk. Jeg føler mig lidt alene som patient med skiftende læger. Hvad jeg ikke ved, før senere, er at tre læger har fulgt med fra sidelinjen fra starten.

I forbindelse med den ni dage lange indlæggelse får jeg tilknyttet de tre læger fast. Den ene af lægerne møder jeg under indlæggelsen den første morgen efter operation, hvor jeg har blødt i løbet af natten. Og de har staset såret op med svabs. Den unge læge vil sende mig hjem, fordi det ikke bløder. Jeg er bange og desperat og har rigtig ondt. Jeg vil ikke hjem. Ind kommer så den ene kontaktlæge, der ser, at jeg har dannet nekrose i såret. Og hun kommer ind dagen efter kun for at operere mig. Fra den dag føler jeg mig i gode hænder. Hun hørte, hvad jeg sagde. Hun kiggede mig ind i øjnene og gav mig en tro på, at det nok skal gå. Og jeg ved med sikkerhed, at de tre læger stadig følger mig.

Ligeledes bliver jeg, i og med jeg er fordelspluskunde, et kendt ansigt i deres regi. Når jeg ringer, så ved de fleste, hvem jeg er. Det bliver næsten sådan lidt familiært på den trygge måde. Men jeg føler mig set og hørt. Og det er meget betryggende. En dag siger en af sygeplejerskerne "vi snakkede lige om dig i går, om du snart var klar til de endelige operationer". Den lille sætning siger alt, og jeg forstår, at de osse tager hånd om mig, når jeg ikke er der.

Forleden ringede jeg ind "det gør ondt", "det er groet til", "mine lymfer er ømme", og efter en time havde jeg en tid på operationsbordet kl 13.00 samme dag. Det var sku da heldigt og skønt for mig som patient. Nu ved jeg, det var held, for deres programmer plejer at være overbookede. Men som patient var det da lige i øjet. Bare det, at der er en direkte linje, at jeg ikke skal igennem egen læge, for så en tur i ambulatoriet, for så at skulle have en tid til operation.

Det eneste, jeg endnu ikke er kommet igennem med hos dem, er at anæstesisygeplejersken skal bede mig om at holde kæft, når jeg vågner. Jeg plejer nemlig at vågne stor-ævlende som en hel strikkeklub, og det første jeg tænker, når propofolen er ude af kroppen er "hvorfor filen skal du da osse kæfte op på den måde?"

På den ene dagkirurgiske klinik er der en portør. Han har tit kørt mig tilbage fra operationsgangen til dagkirurgisk. Jeg havde læst lidt om ham i en anden blog, og i min ævlende tilstand fandt jeg ud af at det var ham. Når jeg kommer i huset og tilfældigt støder ind i ham, stopper han altid op og spørger til mig. Og jeg kan høre, om han nu har cyklet hele vejen hjem i dette møgvejr :-) Det er en lille ting, men varmer helt vildt, og igen det får mig til at føle, at jeg bliver set som mig og ikke som nr. 4 på operationsprogrammet.

Sammenfattende synes jeg, at det at blive hørt og set er virkelig essentielt. Men det skal vises i handling og tanke og ord, før det opleves af mig som patient. Det kræver overskud og engagement som sundhedspersonale udover det, der kan måles på kvantitetsskalaen. Men det ligger også grundlæggende i os alle som sundhedspersoner. For det er jo den kontakt, der får os til at føle, at vi har muligheden for at yde en god sygepleje og behandling. Og hvis jeg graver endnu dybere er det vel den patientkontakt, der er drivkraften i vores arbejde?

Når vi alle arbejder målrettet med vores retningslinjer, standarder og leanprojekter, således at alle patienter kan puttes i en kasse af tilbud og tiltag, hvor rangerer så det grundlæggende møde med patienten /borgeren med udgangspunkt i, hvad denne nu har været igennem?

Bare en tanke...