Godt du spør! – Godt du siger det!

"Hvor ville jeg gerne have haft den information tidligere. Så jeg vidste lidt om, hvilket farvand jeg skulle navigere i", skriver Githa i dagens blogindlæg. Der skulle gå syv måneder, før hun mødte en sygeplejerske, der gav hende klar men også svær besked om, hvad hun kunne forvente sig af sit sygdomsforløb.

Oprettet: 30.03.2016
Githa Leth Madsen

I en kampagne til patienter er der et slogan, vi alle har hørt, og som er så rigtigt, som det kan være. "Godt du spør!" For det er vigtigt at få spurgt og få svar på sine spørgsmål. Og rigtig mange tiltag i sundhedsvæsenet er funderet i den gode kommunikation med patienten, sandsynligvis fordi en stor procentdel at patientklagerne kan spores tilbage til manglende eller misforstået kommunikation.

Så i denne tid, hvor der skal være kvalitet i ALT, hvad vi som sundhedspersoner siger og gør, er det jo oplagt at lave kampagner og tiltag for at forbedre og fokusere på dette. Og det gøres i stor stil rundt omkring med bl.a. "Fra patient til borger", "Hej sundhedsvæsen" og patientkonsulenter på de enkelte sygehuse. Alt i alt spændende tiltag for at de to parter, patienten og sundhedsvæsenet, kan tale nogenlunde ens sprog og lære af hinanden.

Og netop det at lære af hinanden, synes jeg er væsentligt.

I mit lange forløb efter 7-8 operationer, mens jeg venter på en scanning, som var blevet flyttet, og jeg er i krise og træt af det hele og venter på bare at komme videre i forløbet, så jeg kan blive RASK, der taler jeg med en sygeplejerske i telefonen fra specialafdelingen. Jeg har ondt og er grædende og træt, og det skinner igennem på min skingre stemme, der ville have fået Yvonne fra Olsenbanden til at bøje sig, at NU må de gøre noget, for det her har jo varet i 7 måneder. Der er det, hun siger: "De her forløb kan jo vare i flere år", hvorefter hun forklarer lidt om, hvordan det kan forløbe, og hvad jeg måske kan forvente mig, og nogle andre informationer af svær intim karakter, som jeg vil skåne jer for. Der taber jeg fuldstændig kæben. KLASK, siger det højlydt. Men jeg hører mig selv give hende en stor tak, fordi hun har fortalt mig det. Og hvorfor takker jeg for det?

I forløbet har jeg virkelig brugt meget krudt på at danne mig en forestilling om, hvad det er for et scenarie jeg er i, hvad kan jeg forvente, er det normalt at gå og have småfeber, usandsynlig træt og ugidelig osv.  Alt dette vendte hun lige hurtigt med mig i telefonen, og det gav ro, selvom det var træls, for nu vidste jeg, hvad jeg skulle forholde mig til. Og kort tid efter fik jeg lavet en aftale med mit arbejde, da jeg jo så godt kunne se, at jeg ville være væsentlig ustabil i en kortere eller væsentligt længere periode. Og ikke mindst fik jeg mulighed for at sluge kamelen og forberede mig på, at det her kan vare længe. Det gav en ro i mit indre kaos.

Men hvor ville jeg gerne have haft den information tidligere. Så jeg vidste lidt om, hvilket farvand jeg skulle navigere i. Og jeg har overhovedet ikke overvejet at spørge om det som patient, fordi jeg i mit sind bare lige skulle igennem det antal operationer og så var jeg rask, og den tanke havde jeg jo haft gentagne gange for så at blive banket tilbage i behandlingsprocessen. Og hvis jeg havde spørgsmål, var det i starten travle læger, der tilså mig, umiddelbart efter jeg var vågnet efter bedøvelse, og det er ikke lige der, de store filosofiske og faglige spørgsmål dukker op. Der har jeg endda præsteret nærmest at rende ud af dagkirurgisk afdeling i tårer over, at jeg ikke kunne mere.

Det bringer mig tilbage til "Godt du spør"-kampagnen til patienterne. Jeg tænker, at vi til os sundhedspersoner bør lave en kampagne, der hedder "Godt du siger det!" For vi ved noget om den del af vores fag, som ingen andre ved. Vi har en erfaring og har fået tilbagemeldinger fra andre patienter om deres erfaringer: Hvordan er sådan et forløb ofte? Gør det ondt? Hvor længe? Hvordan får de deres hverdag til at hænge sammen samtidig med sygdom? Findes der tiltag, der kan afhjælpe det? Hvad bekymrer patienterne i deres forløb? Hvad kan de forvente af fremtiden? Og hvis vi ikke ved nok om det, kunne det være meget væsentligt at undersøge som sygeplejerske.

Jeg ved godt, at mange forløb ikke kan forklares efter en snor, langtfra. Men snakken er vigtig. Og på den måde kan patienten få information om noget, som de måske ikke selv vidste, ville hjælpe dem. Og som de slet ikke vidste, de ville spørge om. Og på den måde kan vi vise, at vi VIL kvalitet i det vi siger, og det vi gør.