Tag din patient i hånden

"Når Jens Jørgen Madsen nævner, at det kunne være fordelagtigt med en lille kulturændring i det danske sundhedsvæsen, så synes jeg, vi som fagpersoner skal tage det som en håndsrækning og lytte til, hvordan vi kan få lov til møde vores patienter/borgere/kunder i øjenhøjde. At få muligheden for at tage borgeren i hånden og føre denne igennem systemet, at kunne tage ansvar for sin patient og sikre, at denne ved, hvad næste skridt er i behandlingen."

Oprettet: 21.04.2016
Githa Leth Madsen

Her i disse dage er der en del debat om, hvordan vi med få midler kan ændre praksis og dermed øge fokus på vores behandling og pleje af patienterne. Jens Jørgen Madsen har i kraft af sin tidligere høje topchefstilling og som ægtemand til en kræftramt hustru fået taletid om, hvordan vi kan anskue vores daglige virke med patienterne.

Se DR-indslag: Tidligere topchef hjælper sygehusvæsnet

Og jeg er vild med hans måde at anskue det på. Fordi vi tydeligvis i vores udvikling af retningslinjer og procedurer i kvalitetssikringens navn har fået fokus på at udføre "opgaven" ordentligt.

Der er bare det lille, men meget væsentlige i vores fag, at det jo ikke er en "opgave", vi har med at gøre som udgangspunkt. Det er et menneske med en sygdom og deraf lidelse, der skal afhjælpes. Det vil sige at vi i mange år har udviklet disse arbejdsgange for at optimere plejen og behandlingen af den enkelte sygdom, og betydningen af disse skal ikke negligeres. I en travl tid kan disse retningslinjer udgøre et minimum af kvalitet, der skal udøves over for den enkelte patient. Men der er også en anden side eller den samme side af sygdommen: mennesket.

Derfor synes jeg, Jens Jørgen Madsens tanke om en "kundeprofil" virker meget spændende. I denne kundeprofil kan der, nej SKAL der, tages udgangspunkt i det menneske, vi sidder overfor. Og hvad han/hun nu har med i rygsækken. Og ud fra det, i samarbejde med denne borger/kunde lave en aftale og træffe en fælles beslutning om, hvad vi gør lige her. Det lyder jo enkelt, ikk? Og det er jo også det, mange gør rundt omkring i det danske sundhedsvæsen. Og rent faktisk er det jo det, vi er oplært i, nemlig at udføre en sufficient dataindsamling om patienten. Så hvordan kan vi få det genindført? Således at vi ikke kun ser mennesket ud fra de spørgeskemaer, vi udsender før samtalerne, og som vi selvfølgelig har krydset af på vores tjekskema, at vi har tilsendt og modtaget igen?

Hvordan får vi tydeliggjort, at her overfor sidder en hårdtarbejdende landmand, der har slidt sin ryg op? Hvad fylder i hans liv? Og hvordan hjælper vi som fagpersoner ham videre? Hvad har han brug for? Hov, det var jo analysen af vores dataindsamling! Det er også et kendt arbejdsredskab, hvor vi belyser hans info med fagligt input. Og her kan vi arbejde med det, der hedder medinddragelse af borgeren. Den tjekker vi lige af i skemaet: kryds under "borgeren er medinddraget".

MEN så har vi et system, der er fyldt med procedurer og tjeklister, fordi vi skal være sikre på, at der ikke er noget at komme efter. Forleden havde vi på afdelingen en mindre undervisningsseance i forebyggelse af lejringsskader under længerevarende operationer, og præsenterede nogle tiltag for at afhjælpe dette. Et af spørgsmålene lød: "hvor krydser vi så af, at vi har gjort det?" Ikke at spørgsmålet ikke er relevant, men jeg synes, det viser, hvordan vi efterhånden tænker inden for sundhedsvæsenet. Det er opgaven, der skal gøre, det skal tjekkes af på skemaet, for så er der ikke noget at komme efter. Dem og os. Lidt sat på spidsen :-)

Så når Jens Jørgen Madsen nævner, at det kunne være fordelagtigt med en lille kulturændring i det danske sundhedsvæsen, så synes jeg, vi som fagpersoner skal tage det som en håndsrækning og lytte til, hvordan vi kan få lov til møde vores patienter/borgere/kunder i øjenhøjde. At få sat fokus på, hvordan vi får tiden og får lov til at forberede os til mødet med patienten, at arbejde med at simplificere nogle af arbejdsgangene, såsom ikke at skulle igennem den samme startsamtale for 20. gang.  At få muligheden for at tage borgeren i hånden og føre denne igennem systemet, at kunne tage ansvar for sin patient og sikre, at denne ved, hvad næste skridt er i behandlingen. At vi har mulighed for i samråd med patienten at evaluere og lære, så vi kan blive dygtigere.

Det kan man jo gøre i processen og ikke vente til klagen er kommet på bordet. F.eks. ville det være meget lærerigt, hvis jeg som anæstesisygeplejerske havde muligheden for at se til mine patienter dagen efter og høre, hvordan de har oplevet min anæstesi. Og det er en gensidig oplevelse, fordi patienten hermed oplever et personale med engagement og indlevelse. Det vil kræve lidt ekstra tid, ja. Men det er det, der vil være med til at give os arbejdsglæde som fagpersoner, og patienter, der føler sig set.

En anden ting, han nævner, er livlinen. Den er virkelig vigtig. Netop til at "holde i hånden". Da jeg viser mig som en udfordrende patient, idet jeg ikke lige fulgte de vanlige mønstre, får jeg en tæt kontakt til min specialafdeling. Det er guld værd som patient. At have en kontakt, et telefonnummer. Og en, der tager hånd om min aktuelle problemstilling og laver klare aftaler om, hvornår hun vender tilbage til mig med videre plan. At man ikke skal igennem tre sekretærer for så at støde på et lukket ambulatorie.

Og nu siger jeg, at jeg er patient, for det føler jeg mig som. Det er ikke negativt. For mig som patient og menneske, er det bedøvende ligegyldigt, om jeg kaldes patient eller borger eller kunde. Bare udgangspunktet er mig som person og den situation, jeg er sat i.