Mormors medicin mod meningsløshed

Hvordan sætter man ord på blinde vinkler? På det, der er svært tilgængeligt og komplekst i vores livsverden? Og som kan give indsigt til sundhedsprofessionelle? Janne Brammer Damsgaard benytter sig af modifikation og ’maler’ ovenpå eksisterende tekster.

Oprettet: 21.08.2017
Janne Brammer Damsgaard
Depth. Overmaling af Per Kirkeby.

Jeg er gammel, og hvis jeg lader stå til, vil meningsløsheden overmande mig. På plejehjemmet anstrenger jeg mig for at ’virke’ flot, jeg står rank, så de ikke ser det. ’Hvad er der blevet af mit ydre bindeled med det tidligere liv?’. Håbløshed, dødsfare lurer hver dag, hver time, hvert minut, nærheden af andres død. Jeg tænker, ’hvis jeg vil blive ved med at leve, findes der kun ét middel: ’gør indtryk af at være frisk og rask’. Derfor tænker jeg endnu engang: ’frisér dig, læg make up, stå og gå altid rank!

Jeg dør lidt efter lidt indvendig. På plejehjemmet oplever jeg på smerteligste måde en grænseløs længsel efter mine børn og børnebørn. En længsel så brændende, at der kun bliver én følelse tilbage: ’gå til grunde’. Døden bliver hverdag. Den indre ligegyldighed og den tiltagende sløvhed – gør mig ufølsom. Et nødvendigt panser som min sjæl omgiver sig med.

Engang var vi alle ’noget’, vi troede i det mindste, at vi var det. Men her oplever jeg mig selv som den ringeste del af en stor masse, min tilværelse synker ned på massetilværelsens niveau. Uden at tænke eller ville noget drives jeg hid og did, væk fra eller sammen, ligesom en fårehjord. Men ved dette uafbrudte samvær med en mængde lidelsesfæller, samværet med dem til enhver tid, ved alle dagens banale gøremål, opstår der en uimodståelig trang til at slippe ud af dette tvangsfælleskab. Det er den dybe længsel efter at være alene med sig selv, med mine egne tanker, længslen efter et stykke ensomhed, der griber mig.

Men man kan tage alt fra mig, alt, undtagen ét: den sidste menneskelige frihed til at forholde mig sådan eller sådan! Hver dag og hver time giver tusinder af lejligheder til at gøre noget ved denne afgørelse, hvor jeg selv bestemmer, om jeg vil give efter for de magter, der truer med at frarøve mig min dybeste menneskelighed – min indre frihed – og forføre mig til at blive kastebold og objekt for de ydre vilkår, uden frihed og værdighed, forvandle mig til den ’typiske’ eller én der vedbliver at være menneske og bevarer menneskeværdigheden.

Min åndelige frihed, kan man ikke fratage mig, førend jeg dør, og det giver mig lejlighed til at gøre mit liv meningsfyldt, lige så længe det findes. Det er ikke kun et virksomt liv, der har mening, der er også mening i det liv, der kun tillader en sidste mulighed for høj moralsk holdning, den mulighed der ligger i måden, jeg forholder mig på: ’går jeg den ene vej eller går jeg den anden vej?’.

Jeg kan drømme. Jeg ser min barndoms, min hjembys gader, pladser og huse. For følsomme gemytter virker plejehjemslivet måske mindre åndeligt nedbrydende. For dem er vejen åben for et tilbagetog fra omgivelserne og ind i en verden af åndelig frihed og indre rigdom. Sådan kan man forstå, at mennesker med et sartere væsen undertiden tåler plejehjemslivet bedre, end de der er af en mere robust natur.

Det er ikke de store oplevelser. Mine tanker kredser om de mest hverdagsagtige begivenheder, de ubetydeligste ting eller hændelser i livet. Mit indre liv får et særligt præg, når det er vendt fra omverdenen og nutiden, tilbage mod fortiden. Verden og livet er rykket bort, og ånden strækker sig længselsfuldt efter hændelserne: jeg kører i bilen, jeg kommer hjem, jeg åbner døren, telefonen ringer, jeg tager den, jeg tænder lyset. Sådanne latterlige detaljer tænker jeg på.

Af og til ser jeg ud, ser stjernerne blegne, eller jeg ser over mod den mørke skyvæg, bag hvilken morgenrøden begynder at vise sig. Min ånd er fyldt af de skikkelser, som jeg fastholder med en så uhyggeligt livlig fantasi, jeg aldrig har oplevet før. Jeg fører samtaler med mine børn. Jeg hører dem svare, ser dem smile, jeg ser deres krævende og opmuntrende blikke – og lyslevende eller ej – nu stråler deres blik stærkere end solen, der lige står op. Da oplever jeg sandheden i det, så mange tænkere har kaldt visdommens sidste stadium i livet, det, så mange digtere har skrevet om; den sandhed, at kærligheden på en eller anden måde er det endelige og det højeste menneskelivet kan svinge sig op til. Nu fatter jeg meningen med det endelige og det yderste, som menneskelig digtning og tænkning har at udsige: menneskets forløsning gennem kærligheden og i kærligheden!

Jeg forstår, at når mennesket ikke har mere igen i denne verden, kan det alligevel finde mening – om det så kun er for et øjeblik – inderligt fordybet i det elskede menneskes billede. I den tristest tænkelige ydre situation, hvor man ikke kan virkeliggøre sig selv gennem at yde noget, i en situation hvor den eneste ydelse er en rigtig smerte – i en sådan situation kan jeg fylde og opfylde mit liv i lyset af kærligheden, i det åndelige billede jeg bærer i mit indre, billederne af mine elskede børn og børnebørn.

Denne tendens til inderliggørelse fører til en intens oplevelse. Intensiteten kan få mig til glemme omverdenen: ’Hvor smuk kunne denne verden ikke være?’

Den gode hyrde. Modifikation af Asger Jorn.
Den gode hyrde. Modifikation af Asger Jorn.

Modifikation

Begrebet ’modifikation’ eller ’overmaling’ udspringer egentlig af en metode anvendt indenfor kunstens verden. Kunstneren maler ovenpå allerede eksisterende kunst for på den måde at give nyt liv og aktualitet til værket. Jeg har ikke set det gjort på tekster, det er vist min egen opfindelse, men jeg tænker, at metoden er oplagt, da jeg så ofte støder på vidunderlige udtryksfulde tekster, der i modificeret form - altså, sat ind i en anden kontekst (her sundhedssystemets) - kan revitaliseres og bidrage med ny mening ved at danne klangbund i vores bestræbelser på at forstå komplekse aspekter og blinde vinkler i vores system og livsverden. Her har jeg anvendt metoden på tekststykker fra bogen ’Psykologi og eksistens’ af Viktor E. Frankl.

Asger Jorn om ’Det fordrejede maleri’
Vær moderne, samlere, museer.
Har De gamle malerier,
Så fortvivl ikke.
Bevar Deres minder
Men fordrej dem
Så de svarer til Deres tid.
Hvorfor forkaste det gamle
Hvis man kan modernisere det
Med nogle få penselstrøg?
Det bringer aktualitet
Til Deres gamle kultur.
Vær med på noderne,
Og elegant
På samme tid.
Maleriet, det er færdigt.
Man kan lige så godt give det nådesstødet.
Fordrej.
Længe leve maleriet.
Fra bogen Hvad skovsøen gemte. Jorns modifikationer & Kirkebys overmalinger (2011)