Vil du med på dannelsesrejse?

Faktisk viser forskningen, at vi ofte går galt af hinanden, fordi vi tror, vi kan aflæse patienternes tanker, følelser og meninger om egen situation. I stedet ser vi patienten gennem skemaer, systemer og strukturer, skriver Janne Brammer Damsgaard i sit første indlæg på bloggen.

Oprettet: 11.08.2017
Janne Brammer Damsgaard

I 2016 forsvarede jeg min ph.d.-afhandling ’Kampen for mening og anerkendelse’. Jeg var projektansat og jeg havde ikke et arbejde at falde tilbage på. Skæbnen ville, at min nevø Gustav og jeg fik foræret et halvt år, som vi fyldte med gode oplevelser og mening.

Gustav stod foran at skulle afslutte 9. klasse. I faget dansk fandt vi nogle af Svend Brinkmanns ’Ståsteder´, og vi talte om at finde mening i situationen, som lægen (kz-fangen) Victor Frankl skriver om i bogen ’Psykologi og eksistens’. Vi fandt ud af, at ’Livet er smukt’, som filmen så eminent skildrer.

Vi læste om Scherfigs ’Det forsømte forår’ og talte om Gustavs forsømte forår. Vi talte om at: ’… der er mange eksaminer at bestå … og at der ikke er råd til private interesser og til privat videbegærlighed.’ Vi besøgte kz-lejren Neuengamme og tænkte over filosoffen Hannah Arendts tanker om, hvordan tankeløshed, mangel på dømmekraft og autoritetstro kan føre til katastrofale beslutninger og handlinger.

Sådan har Gustav og jeg funderet over, hvad meningen egentlig er med vores (ud)dannelse. Her blev vi enige om, at man kan møde dyb visdom hos mennesker, som aldrig har modtaget akademisk lærdom, og på den anden side kan man også møde akademisk lærde, som aldrig har formidlet visdom. Vi kom frem til, at i det ideelle samfund ville uddannelse medføre dannelse og dermed visdom.

dannelsesrejseMen hvis visdom er at reflektere og at se mening – at se helhed og enhed i de mange dele af kundskaber som vi præsenteres for alle vegne, så stod det, ifølge Gustav, skidt til med uddannelsen og visdommen. For ham bestod året i 9. klasse nemlig af test på test – med det formål at gøre eleverne klar til de endelige eksaminer. Det stod sløjt til med helhedstænkningen på tværs af fagene – med dannelsen til ’vise’ mennesker.

Refleksionerne med Gustav gav stof til eftertanke. For mig at se kan der drages en parallel til sundhedssystemet og udforskningen af dette. Vi producerer viden som aldrig før. Der udvikles, skematiseres, systematiseres og forskes. Vi indsamler kundskaber om alt og bliver kyndige sundhedsprofessionelle fyldt med informationer. Min påstand er, at vi i den sammenhæng mangler noget.

I sundhedssystemet ligger vi inde med en mangfoldighed af kundskabsbrokker, men mangler indsigt i patienternes samlede verden, som vores del-viden kan indgå i. Efter min mening er det nødvendigt at gøre mere ved at forbinde al denne viden på tværs af faggrænser og sektorer. I stedet for at indtage et perspektiv opdelt i siloer, må vi vende bøtten og indtage menneskets/patientens - livets perspektiv.

Nu kan man indvende, at ’det gør vi da også’ – at vi aldrig før har haft så meget fokus på patienterne. Men faktisk viser forskningen, at vi ofte går galt af hinanden, fordi vi tror, vi kan aflæse patienternes tanker, følelser og meninger om egen situation. I stedet ser vi patienten gennem skemaer, systemer og strukturer.

Det er komplekst at lytte og se tingene fra den andens perspektiv – i en travl hverdag i et stort sundhedssystem er det let at miste overblik. Det kræver træning og en fundamental ændring af fokus i vores måde at arbejde på. Her ville det give god mening at slippe nysgerrigheden og kreativiteten løs og tage på en (dannelses)rejse på tværs af systemerne og med patienternes verden for øje.

På rejsen foreslår jeg, at vi minder hinanden om færdselslovens pointe om at: ’Alle biler har blinde vinkler på grund af vinduesrammer, spejle og karrosseri. Undlad at placere dig for længe i dem’.