Vil I med ind i litteraturens fantastiske verden?

Jeg vil gerne slå et slag for, at vi i sundhedsvæsenet gør brug af litteraturen når vi skal øve os i at genkende patienter og sygdomme og kommunikere den viden, der følger med sygdom.

Oprettet: 29.08.2017
Janne Brammer Damsgaard
Af René Magritte

Hvorfor? Fordi litteraturen giver mulighed for at forstå det enkelte menneske og for at fremme samtalen.

Litteraturen ligger inde med mulighed for at omskrive det allerede beskrevne og lade ordkunsten belyse de ord, vi tror vi kender. Litteraturen tilbyder læseren værdifulde og særlige indsigter. Den giver mulighed for at træde ind i og ud af modeller af mange slags liv, der måske er fremmede og ukendte. Hvis man interesserer sig for møder mellem mennesker, hvis opgave eller livssituation er væsensforskellig fra ens egen, har litteraturen virkelig noget at byde på.

Vil I med ind i litteraturens fantastiske verden?

Usynlig patient [modifikation]

Min ryg gør ondt. Jeg har levet med smerter i mange år. Det er svært at beskrive hvordan dét opleves. Havde jeg brækket en arm, kunne folk se det. Men smerter kan ingen se.

Jeg føler mig som et usynligt menneske. Nej, jeg er ikke et spøgelse. Jeg er et menneske af stof, af kød og ben, fibre og væsker – og man kan endog sige, at jeg har en sjæl. Jeg er usynlig, må du vide, ganske simpelt fordi folk ikke ser mig.

Jeg kan ikke sige, at min usynlighed er et spørgsmål om et biokemisk uheld. Den usynlighed, jeg taler om, indtræder som følge af en speciel indstilling i de menneskers øjne, jeg kommer i berøring med.

Et problem vedrørende bygningen af deres indre øjne, de øjne, med hvilke de betragter virkeligheden gennem deres fysiske øjne. De dårligt seende løber ustandseligt ind i én. Jeg kommer tit til at tvivle på, om jeg i virkeligheden eksisterer.

Når jeg føler sådan, begynder jeg af bitterhed at skubbe igen. Jeg er opfyldt af pinefuld trang til at overbevise mig selv om, at jeg eksisterer i den virkelige verden, at jeg er en del af al lyden og angsten, og jeg langer ud med knyttede hænder, jeg bander og sværger, for at de skal erkende mig.

Forslag til refleksion
  • Hvordan forstår du sygdomsmetaforerne og det figurative sprog i teksten?
  • Hvordan forstår du de ’usynligheds-udfordringer’, som mødet mellem sundhedsprofessionelle, patienter og pårørende kan byde på?

En dag kom en sygeplejerske til at støde ind i mig. Måske skyldtes det den omstændighed, at mørket var ved at falde på, at hun ikke så mig. Jeg sprang op, greb fat i kitlen og forlangte at hun skulle sige undskyld. Hun var høj og rank, og da mit ansigt kom nær hendes, stirrede hun på mig. Jeg skældte ud – ’sig undskyld, sig undskyld’, men hun blev ved med at tale og tale, og jeg skældte og smældte, fordi hun talte forbi mig.

I min forbitrelse skulle jeg til at gå, da det faldt mig ind, at hun ikke havde set mig, og at hun efter sin egen mening befandt sig midt i et mareridt. Jeg stirrede på hende. Hun stod forvirret midt på gulvet.

Det gjorde mig panisk angst. Jeg både væmmedes og skammede mig. Dagen efter så jeg et billede i avisen. Under billedet stod der: ’Sygeplejerske overfuset af vanvittig patient’. Stakkels fjols, stakkels blinde fjols, tænkte jeg med oprigtig medfølelse, ’overfuset af en usynlig patient’.

Jeg kan høre dem sige: ’Hvilken ansvarsløs patient!’. Og De har ret. Jeg er enig med dem. Jeg er et af de mest ansvarsløse væsner, der nogensinde har levet. Man bliver ansvarsløs af at være usynlig. Den er en slags fornægtelse. Men hvem kan jeg have ansvar overfor, og hvorfor skulle jeg have det, når de nægter at se mig? Og vent bare, til jeg afslører, hvor ansvarsløs jeg virkelig er, for ansvar hviler på anerkendelse, og anerkendelse er en form for enighed mellem mennesker.

Se for eksempel sygeplejersken som jeg skældte ud: ’Hvem havde ansvaret for dette, som nær var endt helt galt? Havde jeg?’. Jeg tror det ikke, og jeg afviser det. Jeg vil ikke have med den tanke at gøre.

Den kan de ikke få mig prakket på. Hun forvirrede mig, hun fornærmede mig. Burde hun ikke for sin egen skyld have erkendt mit hysteri, mit ’farlighedspotentiel?’.

Lad os sige at hun var fortabt i en travl hospitalsverden. Men beherskede hun ikke denne verden – og lukkede hun mig ikke ude fra den? Alle usynlige patienter må betale prisen.

Modifikation: At male ovenpå (give nyt liv til) et eksisterende maleri (tekst). Her har jeg anvendt metoden på tekststykker fra bogen ’Usynlig mand’ af Ralph Ellison.

Bøger

Om hvad man kan bruge litteraturen til

’Når andre former for erkendelse mangler, når man føler sig fremmedgjort eller på kant med sit eget nærmiljø, så tilbyder læsning en trøst og lindring, der ikke findes andre steder. Læsning bekræfter, at jeg ikke er helt alene, at der er andre, der tænker eller føler ligesom mig. Gennem denne oplevelse af at høre til, føler jeg mig anerkendt. Jeg bliver reddet fra min frygt for usynlighed, fra rædslen for at ikke at blive set. Sådanne øjeblikke af anerkendelse er i øvrigt ikke begrænset til privat eller alene-læsning; de får en særlig styrke, når enkeltpersoner kommer sammen for at være publikum til et teaterstykke, en film eller en samling af kunst. Æstetisk oplevelse krystalliserer en bevidsthed om at være del af et større fællesskab.’
Uses of Litterature (2008) af Rita Felski