Jeg er sygeplejerske, fordi ...

"Jeg er fascineret af ... at yde pleje til det hele menneske, ... at være på en menneskelig udviklingsrejse, ... af at være del af et stort levende organ i sundhedsvæsenet". Sådan svarer nogle sygeplejersker på spørgsmålet om, hvorfor netop de blev sygeplejersker. Læs flere svar fra kolleger over hele landet her.

Sygepleje til det hele menneske

I et berømt citat siger Florence Nightingale, at "sygepleje er kunst udført på det levende legeme. Den fineste kunst af alle kunstarter". 

I disse beretninger sætter sygeplejersker fra hele landet ord på "sygepleje som taler til hjertet",  "engle som lindrer", "de små sejre, der tæller" og "pleje til det hele menneske".  Har du selv lyst til at fortælle din historie, så skriv til sbk@dsr.

yotn-mieterkelsen

Mie Terkelsen fra Læger uden Grænser

”Jeg blev sygeplejerske i 2010, og med et par års erfaring og et tropemedicinkursus i bagagen tog jeg på min første udsendelse til et lille junglehospital i Sierra Leone. Jeg har siden været tilbage til Sierra Leone med Forsvaret for at arbejde med ebolapatienter og efterfølgende med Læger uden Grænser, hvor jeg har været udsendt til Gaza og to gange til Moria-flygtningelejren på Lesbos.

Jeg har de sidste par år arbejdet som vikar på akutmodtagelsen på Bisbebjerg, når jeg var hjemme, så jeg nemt og hurtigt kunne tage afsted med få dages varsel, så snart der var en ny udsendelse i sigte.

Jeg har været sindssygt glad for at arbejde som udsendt. Det er spændende, og man kommer til at stå over for faglige udfordringer, man aldrig har stået med før. Jeg har blandt andet lært rigtig meget om akut pædiatri og behandling af store skudsår, som man aldrig ville støde på i Danmark. Jeg har fået lov til at arbejde med sygeplejersker fra hele verden og oplevet vores fag på andre måder.

Det er nu 5 måneder siden, jeg kom hjem fra min seneste udsendelse på Lesbos, og det føles frustrerende at læse om, hvordan det går med flygtningene efter Morialejren er brændt. Hvis jeg blev ringet op i morgen af Læger uden Grænser og spurgt, om jeg ville tilbage til Lesbos, så tog jeg afsted med det samme. Det sted betyder noget helt særligt for mig på godt og ondt.

Fordi at være udsendt har også en pris. Man arbejder sindssygt meget, samtidig med at mængden af traumatiserede patienter, voldsomt syge børn og kvinder der er blevet voldtaget ikke er en særoplevelse, men en daglig konstant strøm.

Det er som at åbne en dør til en verden, man måske vidste eksisterede men aldrig havde set tæt på. Man kan ikke lukke den igen nu, så man er nødt til at finde en måde eksistere på med denne nye vished.

Heldigvis har jeg altid haft nogle helt fantastiske kollegaer i felten at snakke med og Læger uden Grænser passer også rigtig godt på os.

Et par råd til andre, som kunne have samme drøm om at rejse ud i verden er: Det er virkelig en fordel at kunne fransk, hvis man vil arbejde for Læger uden Grænser. Sørg for at få et alsidigt CV, gerne akutmodtagelse, pædiatri eller gyn obs, og lad være med tro, at du skal ud redde verden. Indstil dig på hårdt, men meget spændende arbejde.”

yotn-mariahansen.

Maria Kristine Hansen fra Neurorehabilitering i Københavns Kommune

”I folkeskolen drømte jeg om at blive dyrepasser og arbejde med eksotiske dyr i Afrika. Men uddannelsen lå i Kolding, og jeg var ikke klar til at flytte fra København som 16-årig.⠀

Jeg var blank. Vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle arbejde med eller uddanne mig til, udover at jeg i hvert fald ikke skulle være social- og sundhedsassistent som min mor.⠀
Min far klippede små jobannoncer ud af lokalavisen, og som 16 årig søgte jeg et piccolinejob på Rigshospitalet – stadig med en meget stærk overbevisning om, at jeg ikke skulle være sygeplejerske.⠀

Jeg blev ansat og fik en kittel. Lederen kunne mærke, at jeg var ansvarsbevidst, så efter en uge blev jeg flyttet til den store operationsgang på 4. etage på Rigshospitalet. Jeg følte mig som verdens centrum og mig arbejde var megavigtigt. ⠀

Jeg faldt fuldstændig for sygeplejerskernes stærke faglighed, deres samspil med læger, portører, hinanden og andre kollegaer. Fra da af vidste jeg, at jeg faktisk ikke ville være andet.⠀
Efter gymnasiet og sygeplejerskeuddannelsen startede jeg min karriere i hospitalsvæsenet på Hjerte- Lungetransplantationsklinikken på Rigshospitalet. ⠀
I dag er jeg sygeplejerske og sygeplejekoordinator på Neurorehabilitering i Københavns Kommune. Her kan jeg følge patienten gennem et længere forløb og se resultatet af mit arbejde. Det, synes jeg, er fantastisk.⠀

Og jeg er faktisk meget taknemmelig for, at dyrepasseruddannelsen dengang lå i Kolding.”⠀

foto_lille_til_web.

Anne-Sofie Dela Ellegaard fra Center for Forsorg og Behandling

"Egentlig ville jeg ikke være sygeplejerske! Min mor var sygeplejerske - og jeg skulle i al fald ikke være det samme som hende!!!⠀

Men jeg havnede på sygeplejestudiet, for så kunne jeg jo finde ud af, hvad jeg virkelig ville, mens jeg læste - tænkte jeg. Jeg fandt ud af, at jeg var havnet på det helt rigtige hylde!⠀

Jeg er nu sygeplejerske i et af Region Hovedstadens Sociale Virksomheds tilbud, Center for Forsorg og Behandling. Jeg arbejder med kvalitetsudvikling og patientsikkerhed i forhold til borgere med hjemløse, alkohol og/eller misbrugsproblematikker.⠀

Jeg er vild med mit arbejde. Det giver mig mulighed for at være i den rene sygepleje i både hjemløseafdelingen og misbrugsambulatoriet. Men det giver mig også mulighed for at nørde bagom patienterne og tænke over kvalitetsfremmende tiltag i en del af sundhedsvæsnet, hvor de dårligst stillede har hårdt brug for, at nogen kæmper sammen med dem!⠀

Jeg har for eksempel været med til at indføre systematisk arbejde med utilsigtede hændelser, hvor vi bruger hændelserne som læring. Jeg har også været med til at stå for en ordning, hvor en misbrugssygeplejerske fra et misbrugsambulatorium kommer på besøg to gange om ugen for at følge op på de patienter, som er indlagt til afrusning og tilbyde dem samtale og medicinsk behandling i ambulant regi.⠀

Jeg drives af tværafsnitsligt og tværsektorielt samarbejde, og trives fantastisk i min sygepleje."⠀

foto_lille

Socialsygeplejerske Maria Pedersen fra Amager og Hvidovre Hospital

”Vi taler meget om, at jo mere man “stikker ud”, jo mere har man brug for omsorg, for at blive taget alvorligt og lyttet på. Og at blive rørt ved.

Ganske ofte oplever min patientgrupper, at der bliver taget afstand fra dem, fordi de måske ikke har haft adgang til bad og toilet gennem længere tid,” siger Maria Pedersen, som er socialsygeplejerske på Amager og Hvidovre Hospital.

”Jeg har oplevet en patient, som var så snavset, at ingen rigtig ville røre ved ham, og jeg var nødt til at tale med ham om det. Med en forklaring om, at vi var nødt til at vaske ham for at kunne passe ordentligt på ham, trøste ham og yde ham omsorg.

Han skældte ud, men endte med at acceptere at komme i bad, få børstet tænder, klippet negle, barberet og redt hår. Basal sygepleje. Og bagefter var han især glad for at have fået et kram af en bestemt sygeplejerske.

Hudkontakt er vigtig. En række af mine patienter har meget lidt fysisk kontakt med andre mennesker, derfor tilbyder jeg gerne en krammer og at holde i hånden, hvis patienten ønsker det.

Når vi har udadreagerende patienter, kan jeg finde på at spørge om lov til at lægge min hånd på patientens pande med en fast bevægelse og sige ”jeg bliver her og holder på dig”, og mere skal der ikke til at berolige og bringe arousel-niveauet ned.

Jeg har en master i sexologi fra Aalborg Universitet, og har undervist i betydningen af berøring i forhold til fysisk og psykisk adfærd.
Det er meget vigtigt for mig, at vi har seksuel sundhed med i en helhedsorienteret sygepleje, uanset hvilke patienter vi passer.

Seksualitet er fortsat omgærdet af tabuer, og dem vil jeg gerne forsøge at nedbryde professionelt. Vi ved, at mennesker, som har været udsat for seksuelle overgreb i banrdommen, kan have en del henvendelser i somatisk regi med udefinerbare symptomer.

Siden 2019 har jeg været socialsygeplejerske på Amager og Hvidovre Hospital, hvor jeg samarbejder med superdygtige kolleger på afdelingerne. Min funktion er at facilitere vejen i sundhedsvæsenet for udsatte borgere, men også for mine kolleger.

Vi drøfter ofte holdninger til udsatte patienter og frustrationen, der kan opstå, når vi møder de samme patienter igen og igen med samme problematik. Mennesker som måske ikke umiddelbart formår at ændre deres liv, så de passer ind i et noget stift sundhedsvæsen og et kommunalt system, hvor der er mange ting man skal overskue for at varetage sin egen sundhed.

Jeg er SÅ glad for at være sygeplejerske. Men sådan har det ikke altid været.
Jeg var længe om at blive færdig med uddannelsen og var tæt på at give op. For jeg følte ikke, at jeg passede ind i det stive hvide system.

Der var en veninde, som blev ved med at sige ”gør det nu færdigt, der er så mange muligheder for at bruge sygeplejen”. Og det har virkelig været en åbenbaring, at man kan bruge sygeplejen til alt muligt andet end inden for den stive hvide verden.

Vendepunktet blev, da jeg mødte socialoverlægen på Sundholm, Preben Brandt, som er kendt for sin anerkendende og skades-reducerende tilgang til misbrug og udsathed. Det fik mig til at tænke: Det der, det vil jeg også!

Jeg blev færdig i 1991 og har arbejdet med hjemløse og udsatte lige siden. Jeg har også været selvstændig underviser på SOSU-skoler og for personale i fængsler og i politiet.

Og i dag er jeg glad for, at jeg blev færdig.”

yotn-anders

Anders Grönholm Petri fra Akutklinikken på Amager Hospital

”Det er i disse dage 20 år siden, jeg første gang indså, at livet er skrøbeligt, og at alt kan ændre sig på et øjeblik.

Dengang mistede 9 unge mænd livet i en tragisk ulykke foran orange scene på Roskilde festival.

Jeg stod som 18 år gammel festivalgæst og så det hele, uden dog at vide, hvad det var jeg så, før bagefter. Havde jeg været en større Pearl Jam-fan, kunne det have været mig, der havde stået oppe foran.

Den nat lukkede jeg ikke et øje. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg skulle gøre noget med mit liv, der gav mening, for livet kunne åbenbart meget hurtigt være forbi.

Senere, efter nogle år som soldat og udsendt for NATO, hvilket gav mening for mig, læste jeg til sygeplejerske - det gav nemlig også mening.

Jeg har kun arbejdet med det akutte, og i 2011 blev jeg tilbudt at komme med i Roskilde Festivals medicinske beredskab som sygeplejerske. Jeg tænkte helt enormt meget over, at det, jeg sagde ja til, potentielt bragte mig i en situation, hvor det kunne være mig, der skulle være med til at håndtere en ulykke af samme kaliber. Men jeg sagde selvfølgelig ja.

Efterfølgende er jeg kommet til at sidde i styregruppen for det medicinske beredskab på festivalen, og jeg er super glad for at kunne lave et stykke frivilligt arbejde, der giver mening - og som samtidig også er sjovt.

I dag er jeg afdelingssygeplejerske på Akutklinikken på Amager Hospital. Jeg elsker at arbejde med at udvikle mit personale, både fagligt og menneskeligt - det giver mening.

Måske blev sygeplejersken i mig født for 20 år siden, uden jeg selv var klar over det på det tidspunkt."

yotn-simonkrogh_lille

Simon Daniel Krogh fra Odense Akutteam

”Egentlig vidste jeg ikke, hvad jeg ville være, før jeg selv endte på Skadestuen på OUH. Jeg havde skåret mig i fingeren og blev behandlet af en mandlig sygeplejerske. Jeg spurgte kækt: ”Hvorfor er en mand blevet sygeplejerske?”⠀

Da svaret uden betænkning lød, at det er fedt at arbejde med mennesker, og at man selv kan bestemme, hvornår man vil arbejde, var min nysgerrighed vakt. Så var der det med lønnen? Han forklarede, at han indimellem tog et par ekstravagter på de rigtige tidspunkter med gode tillæg, og at hans løn derfor ikke var så dårlig.⠀

Jeg blev uddannet i 2013 og startede på FAM, OUH. Det akutte speciale er vanvittigt spændende. Der er altid en form for detektivarbejde i gang med at finde ud af, hvad borgeren fejler, og hvad der kan gøres for at hjælpe mennesket bedst muligt.⠀
I 2018 rykkede jeg ud i primærsektor i det udekørende akutteam i Odense kommune. Her træder man et skridt tættere på borgeren i eget hjem både i akutte og komplekse situationer.⠀
Ved at kigge på hjemmet og omgivelserne kan man samle flere brikker til puslespillet, end når man modtager dårlige patienter på traumestuen.⠀

Måske ser hjemmet pænt og ryddeligt ud, men skraldespanden er ikke tømt, og blomsterne mangler vand. Måske står opvasken fra de sidste par dage stadig på bordet.⠀
Disse observationer kan være yderst relevante i forhold til det følgende opsporingsarbejde, der udføres i samråd med egen læge.⠀

Det er et fantastisk taknemmeligt arbejde at være landet i et team, hvor vi kan mærke, at vi gør en forskel. Primært for de borgere vi ser og behandler i eget hjem, men også for de vurderinger vi laver på vegne af egen læge."⠀

yotn-mozhgan

Mozhgan Haidari fra Abdominalcentret på Bispebjerg Hospital

"Jeg er sygeplejerske, fordi jeg mødte Jytte.

Som femårig var jeg afghansk flygtning i Iran. Omstændighederne var hverken retfærdige eller menneskelige for afghanske flygtninge i Iran, hvorfor mine forældre en sen aften tog mig i hånden og sagde: ”Vi skal på en eventyrlig rejse, lad os komme hurtigt afsted herfra.”

Selve rejsen startede først rigtigt, da vi nåede Usbekistan. Vi skulle køre, gå og løbe flere hundrede kilometer i frygt for at blive sendt tilbage til uvisheden i hjemlandet.

Rejsen varede syv måneder, hvor vi stod ansigt til ansigt med angst, sult og død, og var i hænderne på de ofte berusede menneskesmuglere. De tæskede flygtninge gule og blå, stjal penge fra de i forvejen nødlidende og gav grædende børn en sovepille til at falde til ro på.

I efteråret 2000 nåede vi Danmark, hvor der var kulde og blæst. Vi blev modtaget i Sandholmlejren af blandt andre en sygeplejerske ved navn Jytte.

Mine forældre blev bedt om at gå ind på et værelse, hvilket frembragte trillende tårer ned ad min kind. Jeg var overbevist om, at mine forældre var ved at blive taget til fange.

Sygeplejersken Jytte tog mig ind til sig i sin favn og aede mig på kinden med varme og bløde hænder. Hun havde den behageligste stemme, og hendes ord beroligede mig.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad hun sagde til mig, for jeg forstod ikke sproget, men én ting var sikkert: hendes stemme og favn osede af varme, omsorg og venlighed, hvilket fik mig til at falde til ro.

Hun så en udtrættet femårig med frygt i øjnene og gengældte med sygepleje. Det er netop dette minde, som inspirerede mig til at læse til sygeplejerske og bl.a. takke ja til at blive tillidsrepræsentant.

Det er netop Jyttes forståelse af sygepleje, som jeg med stolthed efterstræber at give mine patienter.

Jeg er taknemmelig for at være beriget med dygtige kolleger, hvor vi i fællesskab sigter mod at give patienterne tryghed og professionel behandling. Jeg elsker den personlige, såvel som den faglige, udvikling, som de daglige udfordringer fører med sig.

Min baggrund har tilladt mig at se fænomener fra mange forskellige sider og med en rummelighed, som jeg forsøger at inddrage i mødet med de syge. Det er det, jeg gerne vil huskes for. At kunne være der for mine medborgere i nogle af de sværeste øjeblikke i deres liv - ligesom Jytte var der for mig i mit liv."

berit700x300

Anna-Berit Wester Magnussen, konsultationssygeplejerske på Vesterbro i København

Jeg er sygeplejerske, fordi jeg kan lide at være under konstant udvikling og hele tiden lære nyt,” siger konsultationssygeplejerske Anna-Berit Wester Magnussen, som arbejder på Vesterbro i København.

"Mit arbejde handler meget om det forebyggende, og jeg arbejder selvstændigt med fx vaccinationer, sår, blodprøver, hjemmebesøg og optagelse af svangre/vandrejournaler.

Jeg blev oprindelig uddannet som apoteksassistent som 22-årig. Men jeg husker, at jeg især kunne lide kontakten med kunderne og gerne ville mere end blot at lange medicin over disken. Og så opstod ideen om sygeplejerskeuddannelsen.

Jeg husker tydeligt samtalen med Gerti, en ældre defektrice, som drejede sig om hendes forestående 40 års jubilæum på apoteket. Hun talte om sin glæde ved sit arbejde og spurgte mig, “Hvorfor vil du være sygeplejerske?”

Jeg fornemmede, at jeg ville være god til “at hjælpe mennesker”, uden at jeg vidste, hvad arbejdet som sygeplejerske indebar.

Jeg skulle starte i august 1990, men da der netop dette år kom en ny uddannelsesordning, startede jeg som studerende i september 1990 på Frederiksborg Amts Sygeplejeskole.

Der var 52 på holdet, og studietiden var meget udviklende. Mødet med en ny verden og det, at vi var prøvekaniner på den nye uddannelsesordning. Men jeg faldt pladask for sygeplejen og elskede studieårene.

For bare 4 dage siden fejrede jeg mit 25 års jubilæum sammen med min veninde fra sygeplejeskolen. Vi stillede os selv spørgsmålet, hvor blev alle de år dog af?

Mit CV er langt og er på mange måder også et billede af mit liv.

Jeg har i alle årene været nysgerrig på sygeplejen og mennesker, og har haft mange forskellige jobs. Altid benyttet mig af, at jeg som sygeplejerske kunne finde arbejde, som matchede, hvor jeg nu var i livet og som harmonerede bedst hjemme hos os.

Jeg blev ikke sundhedsplejerske, som var planen, men har fx været hjemmesygeplejerske, pædiatrisk sygeplejerske og barselssygeplejerske. Jeg har taget specialuddannelsen i intensiv sygepleje, hvilket også gav mig oplevelser ved at arbejde både i Grønland og Norge. Og specialuddannelsen er god at have i bagagen som konsultationssygeplejerske.

Jeg føler, at det jeg gør nytter. Det er en livsstil og jeg ville aldrig vælge andet.”

yotn-sabrina

Sabrina Mohamed fra psykiatrisk sengeafdeling på AUH Skejby

"Jeg er sygeplejerske, fordi det ligger i mine gener.

Lige fra en tidlig alder vidste jeg, at jeg ville arbejde med mennesker. Tanken om at yde pleje og omsorg for andre tiltrak mig.

Sabrina Mohamed er sygeplejerske på et sengeafsnit for patienter med depression og angst på AUH Skejby. Det lå ellers ikke i kortene, at hun skulle arbejde på en voksenpsykiatrisk afdeling.

”Jeg har altid drømt om at arbejde med børn, og i alle mine praktikker havde jeg noget med børn at gøre. Min lange praktik var på et psykiatrisk børne- og unge ambulatorium. Alligevel havnede jeg i voksenpsykiatrien – fordi der var et ledigt job. Men det er vildt spændende.”

Sabrina Mohamed har et forbillede. Hendes mormor var jordemoder i den landsby i Somalia, hun stammer fra. En stærk kvinde, som alle så op til.

”Min mormor var blevet oplært af italienske nonner, som var missionærer i Somalia. Hun kunne alt – selv i en alder af 80 og næsten blind var hun den, alle gik til. Hun døde sidste år. Hun har betydet, at både min mor og jeg har valgt at arbejde inden for sygeplejen.

Min mor studerede til sygeplejerske i Italien, da jeg var lille, og det var en af grundene til, at det lykkedes for min familie at flygte fra krigen i Somalia. Vi kom til Danmark, fordi vi har familie her.

Min mor er social- og sundhedsassistent, og det var jeg også selv, indtil jeg blev færdig som sygeplejerske for tre år siden.

Jeg besøgte min mormor i Somalia for nogle år siden, da jeg netop var blevet gravid med mit tredje barn. Jeg fik et kulturchok, da jeg så, hvordan fødslerne foregik. Jeg har aldrig følt mig så dansk, selvom jeg plejede at sige, at jeg var 100 pct. somalisk, og jeg taler sproget.

Pludselig blev jeg meget bevidst om, hvordan miljøet i Danmark har påvirket mig.

Jeg vil gerne arbejde med kvalitet og udvikling af sygeplejen. Jeg er blevet inspireret af den afdeling, jeg er ansat på, hvor medarbejderne bliver inddraget i implementering og forskning på en måde, der giver mening og er brugbart.

For mig er det vigtigt, at jeg kan arbejde med udvikling samtidig med, at jeg kan have en fod i ”basissygeplejen” – et lidt træls udtryk. Men jeg kan ikke undvære den tætte patientkontakt.”

yotn-kirsten

Kirsten Bühler fra Sankt Lukas Hospice i Hellerup

"Jeg er sygeplejerske, fordi jeg er fascineret af tanken om at yde pleje til ”det hele menneske”.

Det siger hospicesygeplejerske Kirsten Bühler, som er en af de få sygeplejersker, som også er diakon. Derfor er hendes faglighed særlig stærk inden for eksistentiel og åndelig omsorg.

Hun er kendt for at have implementeret bronzeenglen i sygeplejen på Sankt Lukas Hospice på baggrund af en klinisk vejledning om brug af symboler i sygeplejen.

”Hvis det kan lindre og give ro at have en engel under puden eller i hånden, hvorfor så ikke? Vi har oplevet, at englen er det sidste et menneske har grebet ud efter, og at engle kan være med til at trøste de efterladte, fordi den bygger bro fra den, som er død og til den, som skal leve,” siger Kirsten Bühler.

Hun ved godt, at brug af symboler er kontroversielt i sygeplejen – for er det ikke lige lovlig religiøst og spirituelt? Det har krævet faglige snakke i sygeplejerskegruppen.

”Det at tænde lys, synge, bede en bøn og bruge fysiske symboler bygger på gammel viden, som ikke længere er så fast indlejret i vores kultur. Vi skal værne om vores reservoir af kulturelle skatte, som kan give fine øjeblikke.”

Læs også artiklen om Kirsten Bühlers arbejde i Sygeplejersken nr. 1/2020

yotn-anne

Anne Møller fra retspsykiatrisk klinik, Skejby Sygehus.

"Jeg er sygeplejerske, fordi det er MEGA-spændende hele tiden at være på en menneskelig udviklingsrejse. Ved at bruge mig selv som redskab, kan jeg bidrage til at vejlede mennesker – både patienter og studerende, men jeg får også selv noget ud af det,” siger Anne Møller.

Hun arbejder i et opsøgende team, hvor hun besøger patienter, som har fået en behandlingsdom og skal have intensiv opfølgning. Overfor patienterne sætter hun ord på det, hun ser. Hun anerkender dem, når hun får øje på tegn på selvindsigt og selvbevidsthed.

”Det er mennesker, som føler stor skam og skyld over
kriminalitet, de har begået, under påvirkning af deres sygdom. De har oplevet mange svigt, og har typisk ikke fået den hjælp, de skulle have haft tidligere i deres liv. De har ofte mange sociale udfordringer. Jeg taler med dem om, hvordan de mestrer dagligdags udfordringer og om deres drømme, håb og fremtid. Jeg vedleder og guider dem og hjælper dem til at se en vej i livet. Mit job er at sikre, at der er stabilitet i sygdommen, og at forebygge tilbagefald og forværring – og i sidste ende forebygge, at der sker mere kriminalitet.”

Anne Møller føler, at hun bliver et bedre menneske af at være sygeplejerske.

”Jeg bruger mig selv som redskab, og derfor skal jeg hele tiden fintune, udvikle og justere mig selv. Jeg kan godt kan lide at gøre studerende opmærksomme på, at vi som sygeplejersker har specialkompetencer i måden, vi er mennesker på overfor andre. Bare det, at vi fortæller andre, hvad vi ser i dem, er en anerkendelse i sig selv, som vi alle har brug for. Det gør, at vi blomstrer op og får troen på, at vi kan noget i livet."

Derfor mener Anne Møller også, at der er brug for, at samfundet anerkender sygeplejersker noget mere.

”Jeg synes, vi fortjener mere anerkendelse for vores store viden og høje faglighed. Derfor skal vi prale noget mere med, hvad vi er gode til. Vi skal ud og fortælle, at vi er megagode og seje."

Læs også artiklen om Anne Møllers arbejde fra Sygeplejersken nr. 3/2020

yotn-kristian

Kristian Ahlbeck Fisker fra Neurokirurgisk OP-afsnit på OUH 

”Jeg er sygeplejerske, fordi jeg manglede 0.2 i snit for at kunne læse psykologi på universitetet. Derfor startede jeg som den ene af to fyre og 120 piger på studiet og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente og tænkte: ”Nu giver jeg det en chance” - og så har jeg ikke kigget mig tilbage siden…!  

Jeg blev totalt fanget af følelsen af at være en del af noget større! At være en del af et kæmpestort levende organ, der består af tusindvis af sygeplejersker og andre mennesker med alle uddannelser og professioner. I et system bestående af hundredvis af afdelinger, specialer, laboratorier og alt derimellem. Hvor alle har deres funktion, og ingen er uundværlige.

Nu arbejder jeg selv på et operationsafsnit. Og vi ville intet være uden vores sengeafsnit, ambulatorier, FAM, vores intensivafdelinger, opvågninger, redningshelikopteren, og jeg kunne blive ved.

Jeg elsker at møde ind på mit arbejde, elsker samarbejdet med alle mine kollegaer og det at være omringet af dygtige kollegaer. Der alle gør deres bedste ud fra de rammer, forhold og forudsætninger, de har. Hvor vi sammen, som et team, både hjælper mennesker og redder akutte liv i nattens mørke.

Og selv på de hårdeste vagter møder man smilende ansigter og en god stemning. Selv i et, til tider, presset arbejdsmiljø. Alt dette gør det job til the best job I ever had! Jeg er sygeplejerske, jeg er også mandlig sygeplejerske, og jeg er stolt af at være sygeplejerske sammen med hele mit hold." ⠀

yotn-betinabroeggertoft

Betina Brøgger Toft fra center for midlertidigt ophold i Kolding Kommune

”Jeg er sygeplejerske, fordi, jeg kan lide tanken om, at vi er dem, som er der i alle faser af et menneskes liv,” siger Betina Brøgger Toft. Hun arbejder på et center for midlertidigt ophold i Kolding Kommune, hvor hun er koordinator.

”Vi har øje for helheden omkring borgeren eller patienten. De vitale parametre er vigtige at måle, men det er også vigtigt, at borgeren eller patienten bliver inddraget, så vi ser de fysiske, psykiske og sociale behov, når vi yder helhedspleje.”

Betina Brøgger Toft er den, man ringer til, når livet pludselig tager en uventet drejning, fordi sygdom er kommet på tværs.

”Jeg kan høre på stemmen i telefonen, når det er et menneske, som er belastet, efter at have passet en syg mand, kone, mor eller far gennem længere tid døgnet rundt. De bryder nærmest sammen i telefonen og siger tusind tak, fordi de oplever at blive forstået, og det gør mit arbejde utroligt givende, fordi jeg kan mærke, at jeg kan gøre en forskel.”

Læs også artiklen om Betina Brøgger Tofts arbejde fra Sygeplejersken nr. 2/2020

yotn-metha

Metha Sørensen fra Skadestuen i Vejle

"Jeg er sygeplejerske, fordi jeg kan lide den faglige og menneskelige udfordring der er i mødet med patienten – i min praksis det korte møde, hvor det handler om at løse en akut situation,” siger Metha Sørensen, som er behandlersygeplejerske på skadestuen i Vejle.

”Det særlige ved skadestue-specialet er – at det egentlig ikke er et speciale, men så alligevel. Vi ser alle slags mennesker, unge som gamle og hele den sociale rangstige med alle slags sygdomme. Vi ser dem i det korte møde, hvor vi skal forsøge at gøre patienterne trygge i situationen.”

Er patienten et barn med en flænge, der skal renses, så gør Metha Sørensen sårrensningen til en historie om, at vaskekludene er spøgelser, der skal druknes i vand og vrides.

”Jeg forsøger at gøre skadestuebesøget til en god oplevelse, og dreje børnenes fokus over på legen, hvor jeg er en allieret, og det os to sammen om at ordne spøgelserne.”

Metha Sørensen er optaget af, at det er patientens dagsorden, som er vigtig og ikke kun sundhedspersonalets. Hun skal på kort tid kunne spotte, hvad patienten har brug for både menneskeligt og fagligt.

”Det kan være en selvstændig erhvervsdrivende, som gerne vil hurtigt tilbage til forretningen – men som ikke kan køre bil med en brækket arm. Eller det kan være en hjemløs, som ikke vil være i stand til selv at skifte forbinding. Så handler det om at turde stille spørgsmål og hjælpe patienten med at se muligheder og finde frem til den rigtige løsning - sammen med patienten.”

Læs også artiklen om Metha Sørensens arbejde fra Sygeplejersken nr. 7/2020

yotn-annelouise

Anne-Louise Nørlev fra Gynækologisk Akutmodtagelse og Center for Seksuelle Overgreb på RH

"Jeg er sygeplejerske, fordi jeg er optaget af de store eksistentielle områder af en kvindes liv som børn, fertilitet, seksualitet, køn, krop og identitet.

I mit speciale, gynækologien, møder jeg kvinder i alle aldre og livssituationer. Det er et speciale med stor patientinddragelse, hvor man ofte møder en yngre patientgruppe, som selv er meget vidensøgende. Det stiller krav til måden, hvorpå man møder det andet menneske og formidler sin viden, hjælp og behandling. Den udfordring kan jeg rigtig godt lide.

Jeg er også sygeplejerske, fordi jeg interesserer mig for formidling. En stor del af mit arbejde består i at vejlede og rådgive patienter, og jeg oplever ofte, at der er mange ting, som kvinder ikke ved om deres egen krop. Det er grunden til, at jeg sammen med en lægekollega i min fritid laver podcastserien Østrogenial.

Mit ønske er at skabe åbenhed, nedbryde tabuer og punktere myter og på den måde empower kvinder og få flere til at være bevidste om deres egen krop. Og hvis det kan være med til at gøre, at nogle kvinder får en bedre oplevelse, når de f.eks. skal have lavet en gynækologisk undersøgelse, så har jeg gjort en forskel."

Læs også artiklen om Anne-Louise Nørlevs podcast Østrogenial fra Sygeplejersken nr. 2/2020 

yotn-louisegreve

Louise Greve fra Intensiv ITA 1 på OUH

”Jeg er sygeplejerske, fordi jeg altid har vidst, at jeg skulle arbejde med mennesker. Som specialuddannet intensivsygeplejerske på ITA1 på OUH yder jeg omsorg for nogle af de mest kritisk syge patienter, f.eks. patienter med multiorgansvigt med behov for intensiv terapi og tæt overvågning gennem monitorering.

På min arbejdsplads har jeg nogle fantastiske nurse-kollegaer, som dagligt er medvirkende til at sikre, at vi sammen yder en kvalificeret og omsorgsfuld intensiv sygepleje, hvor både udstyr og menneskelige egenskaber er altafgørende.

Vores én til én pleje til intensivpatienterne medvirker til, at mine kollegaer og jeg kan give en tæt og kompetent sygepleje med kontinuitet og omsorg. Herunder er vores helhedspleje til den enkelte patient medvirkende til, at vi både psykisk og fysisk kommer omkring patientens behov.

Gennem vores kontinuerlige tilstedeværelse hos den enkelte patient på stuen, oplever jeg, at vi medvirker til, at patienterne føler sig trygge og oplever, at der bliver holdt tæt øje med dem. Vores daglige tætte samarbejde både monofagligt med hinanden og tværfagligt med lægerne gør, at der både i akutte og stabile situationer bliver handlet efter bedste evne.

Patienterne kan have deres nærmeste hos sig i svære og kritiske sygdomsforløb, fordi vi har besøgstid hele døgnet. Vi sygeplejersker er til stede på stuen, og vi kan give de pårørende vigtige faglige og individuelle informationer om deres kæres tilstand og sygdomssituation.

Sammen med mine dygtige kollegaer kan jeg gøre en stor forskel for intensivpatienter og deres pårørende.”

yotn-kamillasteinicheboje

Kamilla Bøje fra hjemmesygeplejen i Herning Kommune

"Jeg er sygeplejerske, fordi jeg kan, vil og tør. Som hjemmesygeplejerske arbejder jeg selvstændigt og tilbringer de fleste timer på egen hånd i borgernes hjem. Alligevel ser jeg
sygeplejen som en holdsport, hvor min egen viden, færdigheder og kompetencer ikke altid slår til, og hvor jeg har brug for samspil med mine kollegaer.

Heldigvis er jeg på en arbejdsplads, hvor vi sygeplejersker er der for hinanden, og hvor jeg aldrig har følelsen af at arbejde alene. Jeg kan min sygepleje. Eller rettere sagt, jeg kender mine begrænsninger i sygeplejen, og er fuldt ud bevidst om, at jeg alene kun kan en brøkdel af, hvad vi derimod kan sammen.

Jeg er sygeplejerske, fordi jeg vil være i et fag, hvor der er fokus på det hele menneske, og hvor jeg insisterer på at yde sygepleje uden skyklapper på. For mig handler det om, at jeg vil se mennesket bag diagnosen eller den ydelse, som jeg reelt kommer i borgerens hjem for at udføre. Det er et fuldstændigt bevidst valg fra min side, og det er vigtigt i et sundhedsvæsen, som udvikler sig til at blive mere og mere specialiseret. Som hjemmesygeplejerske vil jeg favne bredt, jeg vil vide lidt om meget og vil se hele mennesket. Og det vil jeg være en del af.

Jeg er sygeplejerske, fordi jeg tør bruge mig selv og min personlighed i den relationelle kontakt med borgerne. Jeg tør være i de situationer, hvor det uforudsigelige opstår, hvor det komplekse skal løses, og hvor beslutninger aldrig kun er et spørgsmål om sort eller hvidt.

Det siges, at sygeplejersker tør give meget af sig selv, og det er sandt. Men jeg får også meget igen; hver dag bliver jeg mødt med en åbenhed og tillid fra borgerne. Uanset, hvor svær en livssituation, de står i, udtrykker de taknemmelighed for den sygepleje, der gives. Sygepleje er livsbekræftende, giver mening og gør mig stolt!"

malenekisum_fbramme

Malene Vestergaard Kisum fra Medicinsk Sengeafsnit på Grindsted Sygehus

"Jeg har ikke altid vidst, at jeg skulle være sygeplejerske. På et tidspunkt troede jeg, at jeg skulle være dyrlæge, antropolog eller psykolog. Men pludselig en dag i min dagbog fra 2006 står der, at jeg har søgt ind på sygeplejerskeuddannelsen. Det virker som om, idéen kom ud af det blå, men jeg ved nu, at det slet ikke var tilfældet.

Min morfar, som jeg holdt utroligt meget af, fik konstateret lungekræft det år, jeg startede på Ringkjøbing Gymnasium. Jeg husker meget tydeligt en af de få gange, jeg besøgte ham alene på Ringkøbing Sygehus. Da jeg kom ind på hans stue, var han på vej ud på toilettet sammen med to sygeplejersker. Jeg husker ikke deres navne, ord eller ansigter, men jeg har ofte tænkt på bagefter, at de var med til at plante det frø, der skulle ende med at gøre mig til den sygeplejerske, jeg er i dag. De sørgede for min morfar, og de bevarede hans værdighed i en situation, hvor jeg i dag godt kan regne ud, hvad de skulle ud og hjælpe ham med. Dengang så jeg det ikke.

Sygeplejerskerne var en stor del af, at jeg var lykkeligt uvidende og bare kunne fokusere på at få sagt farvel og huske ham for den store mand, han var. De var dygtige, empatiske sygeplejersker, der gennem deres arbejde bevarede min morfars værdighed til det sidste.

Når jeg tænker på, hvad jeg elsker ved at være sygeplejerske, så er det netop den skrøbelighed og det at være en uundværlig del af et større team. Det er sygeplejerskens fornemmeste opgave at bevare patienters eller borgeres værdighed til det sidste. Vi er usynlige blæksprutter, der finder tiden til at holde i hånd, behandle, dokumentere, lytte til frustrationer eller tårer og være vores patienters stemmer, når de ikke selv kan råbe højt. Vi arbejder på højtryk og på tværs af den danske sundhedssektor, lige fra livet bliver skabt og til den dag, det slutter. Vi gør det uden at bære kapper eller bede om tak. Faktisk oftest helt uden at få tak. Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke var hårde dage. At jeg ikke har set kolleger knække. At jeg ikke selv er taget grædende hjem fra arbejde. Men for mig opvejer alt det, jeg elsker ved mit arbejde, stadig det hårde og efter en aften på sofaen sammen med min mand, er jeg klar igen. Eller efter en fyraftensdrink med kollegerne.

Heldigvis er vi, der arbejder med syge mennesker gode til at spørge ind til, om en anden er ok. At passe på hinanden og løfte hinanden. Det er ikke kun noget, sygeplejersker gør. Vi er nemlig en del af et team af mennesker, der arbejder for at passe på og redde mennesker: Læger, SOSU’er, portører, servicemedarbejdere, reddere og mange flere. Endnu en grund til at elske sit job."

yotn-mariacisar

Maria Cicar fra Lægehuset i Kirke 

“Jeg er sygeplejerske, fordi jeg ikke kan lade være med at hjælpe andre,” siger Maria Cisar som arbejder i Lægehuset Kirke Hyllinge.

”Det gør mig glad, når patienten har haft en god oplevelse hos mig. Når diabetikerens HbA1c er faldet, efter vi havde en god snak om diabetes. Når det komplekse sår heler op. Når den nervøse teenagepige finder modet til en HPV-vaccine. Men også når jeg kan grine med kollegerne, sparre med lægerne og hygge i en stort set uforstyrret frokostpause.

Jeg nyder mit arbejde i lægepraksis, hvor jeg behandler en masse patienter med alt muligt lige fra øreskyl til sår, antabusbehandling, børneundersøgelser, laboratorieundersøgelser, rejsevacciner og meget andet. Det er en omskiftelig arbejdsdag, og jeg elsker at have skønne kolleger i et tæt samarbejde og at følge mine patienter over tid.

Jeg elsker mit job, og det er ret fedt at være i praksis! "

yotn-stinnalaursen

 Stinna Reinhard Sanders fra Opvågningen på OUH

”Jeg er sygeplejerske - mere præcist opvågningssygeplejerske, fordi jeg brænder for at gøre en forskel. Mange spørger mig, om det ikke er kedeligt "bare" at være på opvågningen og se patienter vågne og sende dem videre. Men det er alt andet end kedeligt. At være sygeplejerske på opvågningen indebærer at skabe en stærk relation til patienten, trods et ofte kort bekendtskab. Det handler om at kunne aflæse patienten og tolke behov.

Jeg holder af at være på opvågningen, fordi der stilles krav til et højt og bredt fagligt niveau. Jeg skal kunne passe patienter fra stort set alle specialer, og jeg får lov at arbejde med alle aldersgrupper. I løbet af en arbejdsdag kan jeg passe alt fra et spædbarn, en dement og en ny-trakeostomeret patient. 

Nogle patienter har behov for, at der er total ro, når de vågner op efter operation. Andre har brug for at dele deres livshistorie. En opvågningspatient kan være velbefindende og ikke have behov for andet end en is eller et glas saft at vågne på, hvor en anden kan være hundedårlig og have behov for en masse medicin. Det kan også ske, at en patient må retur til reoperation.

Ikke én dag er den samme. Og det er netop det, jeg elsker ved at være sygeplejerske.

Den ene dag kan vi have rygende travlt og den næste dag kan være stille og rolig. Ligeledes kan patienterne gå fra at være enormt plejekrævende og ligge på opvågningen i mange timer, til at de triller ud af opvågningen blot 30 min efter, de er trillet ind. Alle patienter er forskellige og jeg nyder at møde forskelligheder.

Jeg holder af at have tiden til at sætte mig ned og snakke med patienten og tage hånd om dem og deres pårørende. Jeg sætter pris på det tværfaglige samarbejde, jeg har med læger, radiografer, serviceassistenter og alle de andre dygtige faggrupper.

Mit job er enormt attraktivt, fordi hverdagen byder på mange kontakter og alsidige arbejdsopgaver.

Som sygeplejerske kan man gå stort set alle veje og udvikle både personlige og faglige kompetencer. Selvom jeg på nuværende tidspunkt arbejder på opvågningen, så er det ikke ensbetydende med, at det er her jeg skal arbejde resten af mit liv. Desuden har jeg som sygeplejerske mulighed for at rejse ud i verden og gøre en forskel. Personligt skal jeg selv til Zimbabwe og arbejde som frivillig på et hospital.

 Men det bedste ved at være sygeplejerske er, at jeg aldrig står alene.

Som sygeplejerske bliver man en del af et fantastisk fællesskab. Jeg har aldrig oplevet, at vi sygeplejersker ikke står sammen, især ikke når først det brænder på.

Jeg er stolt af at være sygeplejerske og have så mange forskellige, dygtige, omsorgsfulde og livsbekræftende kollegaer."

 

yotn-ida

Ida Viborg fra Psykiatrisk Klinik Rønde på Djursland

”Jeg er sygeplejerske, fordi jeg altid har været fascineret og optaget af det, der sker i mellemmenneskelige relationer.”

Det siger psykiatrisk sygeplejerske Ida Viborg, som arbejder i Psykiatrisk Klinik Rønde på Djursland.

Hun arbejder med mennesker, som er psykotiske, hvor hun forsøger at hjælpe og støtte dem til at få et liv, der er værd at leve.

Ida Viborg tabte sit sygeplejerskehjerte til det psykiatriske speciale allerede under sin praktik som sygeplejeelev. Senere var hun i 1999 en af de første til at tage Specialuddannelsen for Sygeplejersker i Psykiatrien.

Hun ser en udfordring i at finde nøglen til at opbygge en tillidsfuld relation, særligt når det handler om mennesker, som måske ikke engang selv anerkender, at de er syge.

”Hvert møde med en ny patient er noget særligt. Hvordan etableres der en bæredygtig kontakt? Det kan for eksempel ske under en snak over en opvask. Så er det ikke så meget opvasken, det handler om, men opvasken som et terapeutisk redskab til at snakke symptomer og sygdom. For mange opleves det langt mindre stressende at tale, mens vi laver en aktivitet sammen. Det handler om at finde en måde at kunne være i det på.”

Når alliancen er etableret, kan Ida Viborg sætte ind med psykoedukation. Hun har i mange år undervist både patienter og pårørende i sygdommen skizofreni.

“Patienter og deres pårørende er eksperter på det levede liv. Min opgave er, at bidrage med viden, indsigt og konkrete værktøjer til at leve med og håndtere en alvorlig psykiatrisk lidelse”.

Samtalerne foregår i en kognitiv referenceramme og ofte med fokus på at styrke den enkeltes sociale færdigheder og mestring af hverdagssituationer.

“Det kan nogle gange være de små sejre, der gør arbejdet med at opbygge den skrøbelige alliance det hele værd. Som for eksempel når en patient pludselig giver lyd fra sig efter flere forgæves forsøg og derved viser, at de nu er klar til kontakten.”

”Det giver mig også en særlig glæde, når pårørende siger til mig, at de har fået en helt anden kontakt til deres søn eller datter, fordi de er blevet klædt på til at støtte.” 

Læs også artiklen om Ida Viborgs arbejde i Sygeplejersken nr. 1/2020

yotn-nina

Nina Damgaard fra Karkirurgisk afdeling på Kolding Sygehus

"Jeg er sygeplejerske, fordi jeg gerne vil give patienterne en følelse af velvære, tillid og tryghed,” svarer hun.

Nina Damgaard kan godt lide at dele ud af sin erfaring til de nye sygeplejersker. En af hendes kæpheste er, at ”svarene skal man finde hos patienten”. Sygeplejersker skal slippe blikket fra journalen og det trygge kontor og arbejde tæt på patienten.

”Den, som kan fortælle mest, er patienten. Derfor skal man spørge om det, man ikke ved, og indhente sine primære data hos patienten. Man skal bruge sine sanser og se, mærke, snuse og lytte sig til, hvordan patienten har det,” siger Nina Damgaard.

Når Nina Damgaard går ind på en patientstue, er hun bevidst om, at hendes fremtoning og kropssprog har betydning for patientens oplevelse af plejen. Hun er optaget af filosoffen K.E. Løgstrups etiske fordring: ” Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd.” 

”Patienten registrerer, hvis jeg kigger på mit ur, mens vi taler sammen, hvis jeg taler højt eller går hurtigt ud af døren. Derfor er det vigtigt at være bevidst om sit kropssprog, hvis man vil give patienterne en følelse af tryghed, tillid og velvære,” siger Nina Damgaard.

Læs også artiklen om Nina Damgaards arbejde i Sygeplejersken nr. 1/2020

yotn-birgit

Ledende oversygeplejerske Birgit Villadsen fra Geriatrisk og Palliativ Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

"Jeg er sygeplejerske, fordi det er meningsfuldt arbejde, der aldrig bliver rutinepræget. Man møder så mange spændende mennesker og bliver involveret i deres liv og erfaringer,” svarer hun.

Birgit Villadsen er fortaler for at blive i sit speciale og dyrke det frem for at ”flagre mellem specialer”.

”Det har været med til at give mig dybden i mit fag. Når man er ny i et speciale, bruger man al sin energi på at komme ind i det, og først når rutinerne ligger på rygraden, bliver der et større overskud til at danne relationer til patienterne og begynde at forstå deres reaktioner på sygdom.

Overskuddet giver også adgang til at deltage i den sygeplejefaglige udvikling. Det har jeg haft mulighed for i kvalitetsudviklingsprojekter og senere i udarbejdelsen af evidensbaserede kliniske retningslinjer.”

Da Birgit Villadsen skiftede speciale fra ortopædkirurgi til palliation var det, fordi hun kunne se, at palliation er et fagfelt, hvor der er god plads til at prioritere sin sygepleje.

”Det er en kultur, hvor man har et helhedssyn på patienten. Man arbejder med patientens livskvalitet og for at kunne være i det, skal man have den holdning, at alt kan lade sig gøre.”

Hun bliver ofte spurgt, om det ikke er hårdt at arbejde med døden så tæt på.

”Det er det. Men det giver også god mening, da man får så meget igen, når man ved sin sygepleje sikrer et godt forløb.”