Socialsygeplejerske Maria Pedersen fra Amager og Hvidovre Hospital
”Vi taler meget om, at jo mere man “stikker ud”, jo mere har man brug for omsorg, for at blive taget alvorligt og lyttet på. Og at blive rørt ved.
Ganske ofte oplever min patientgrupper, at der bliver taget afstand fra dem, fordi de måske ikke har haft adgang til bad og toilet gennem længere tid,” siger Maria Pedersen, som er socialsygeplejerske på Amager og Hvidovre Hospital.
”Jeg har oplevet en patient, som var så snavset, at ingen rigtig ville røre ved ham, og jeg var nødt til at tale med ham om det. Med en forklaring om, at vi var nødt til at vaske ham for at kunne passe ordentligt på ham, trøste ham og yde ham omsorg.
Han skældte ud, men endte med at acceptere at komme i bad, få børstet tænder, klippet negle, barberet og redt hår. Basal sygepleje. Og bagefter var han især glad for at have fået et kram af en bestemt sygeplejerske.
Hudkontakt er vigtig. En række af mine patienter har meget lidt fysisk kontakt med andre mennesker, derfor tilbyder jeg gerne en krammer og at holde i hånden, hvis patienten ønsker det.
Når vi har udadreagerende patienter, kan jeg finde på at spørge om lov til at lægge min hånd på patientens pande med en fast bevægelse og sige ”jeg bliver her og holder på dig”, og mere skal der ikke til at berolige og bringe arousel-niveauet ned.
Jeg har en master i sexologi fra Aalborg Universitet, og har undervist i betydningen af berøring i forhold til fysisk og psykisk adfærd.
Det er meget vigtigt for mig, at vi har seksuel sundhed med i en helhedsorienteret sygepleje, uanset hvilke patienter vi passer.
Seksualitet er fortsat omgærdet af tabuer, og dem vil jeg gerne forsøge at nedbryde professionelt. Vi ved, at mennesker, som har været udsat for seksuelle overgreb i banrdommen, kan have en del henvendelser i somatisk regi med udefinerbare symptomer.
Siden 2019 har jeg været socialsygeplejerske på Amager og Hvidovre Hospital, hvor jeg samarbejder med superdygtige kolleger på afdelingerne. Min funktion er at facilitere vejen i sundhedsvæsenet for udsatte borgere, men også for mine kolleger.
Vi drøfter ofte holdninger til udsatte patienter og frustrationen, der kan opstå, når vi møder de samme patienter igen og igen med samme problematik. Mennesker som måske ikke umiddelbart formår at ændre deres liv, så de passer ind i et noget stift sundhedsvæsen og et kommunalt system, hvor der er mange ting man skal overskue for at varetage sin egen sundhed.
Jeg er SÅ glad for at være sygeplejerske. Men sådan har det ikke altid været.
Jeg var længe om at blive færdig med uddannelsen og var tæt på at give op. For jeg følte ikke, at jeg passede ind i det stive hvide system.
Der var en veninde, som blev ved med at sige ”gør det nu færdigt, der er så mange muligheder for at bruge sygeplejen”. Og det har virkelig været en åbenbaring, at man kan bruge sygeplejen til alt muligt andet end inden for den stive hvide verden.
Vendepunktet blev, da jeg mødte socialoverlægen på Sundholm, Preben Brandt, som er kendt for sin anerkendende og skades-reducerende tilgang til misbrug og udsathed. Det fik mig til at tænke: Det der, det vil jeg også!
Jeg blev færdig i 1991 og har arbejdet med hjemløse og udsatte lige siden. Jeg har også været selvstændig underviser på SOSU-skoler og for personale i fængsler og i politiet.
Og i dag er jeg glad for, at jeg blev færdig.”