Maslows pyramide set fra Sudan

Det hele starter fuldstændigt nede på jorden. For overhovedet at kunne orientere sig om, hvad der sker i ens omverden, må de mest livsnødvendige behov dækkes først. Det handler om ilt, mad, husly, søvn, udskillelse af affaldsstoffer etcetera. Jeg husker det som et punkt, jeg ikke dvælede længe ved, da vi blev indviet i Maslows lærdom på sygeplejeskolen. Nu stopper jeg lige op en halv gang og tygger lidt på ordene 'mad' og 'husly'.

Sådan skriver Helene Andresen i et brev til familie og venner. Brevet tager udgangspunkt i den amerikanske psykolog Abraham Harold Maslows (1908-1970) behovspyramide. Helene Andresen har givet Sygeplejersken tilladelse til at plukke nedenstående citater fra brevet.

Om mad

''Øjnene var matte og lignede et par marmorkugler i det lille magre abe-lignende ansigt. Sutterefleksen var der ikke, så jeg forsøgte at give lidt ORS med teske. Det ville babyen gerne have. Jeg var dog ved at kvæle hende i det, fordi hun fejlsynkede og havde svært ved at hoste. Hun klarede det dog, og moderen gik hjem med instrukser og en hjælpsom nabokone. Hun skulle komme igen næste morgen, så vi kunne hjælpe hende, men hun kom ikke. En vægt som en kylling går måske i en rugekasse på Rigshospitalet, men er altså ikke nok i en stråhytte i Sydsudan.''

Om husly

''Disse mennesker må virkelig kæmpe for det daglige brød, og næst efter mad står der plastik-presenninger på listen. De kan bruges til liggeunderlag og som tag over hovedet. Jeg er så privilegeret at have et telt. Det holder myg, skorpioner, slanger og hyæner ude.

Jeg gik rundt og snakkede med flygtningene om, hvad de havde af planer, når regntiden begynder. De kunne da godt se, at deres børns helbred er i fare, men de har simpelthen ikke energi til at bygge en tukul (lerhytte) på tom mave.''

Om søvn

''Der soves meget her. Jeg er altid den sidste, der sidder oppe til 21.30, ellers bliver natten mig for lang.

Det værste om aftenen er at skulle falde i søvn til lyden af sultne børns gråd. Der er virkelig langt imellem, jeg ser et storsmilende to-årigt barn. De fleste er konstant småpyldrede og klynkende, og de leger ikke meget.

Jeg må ofte bede dem (mødrene) om at forsøge at trøste barnet lidt. Så rækker de det mod mig for at signalere, at jeg er den eneste, der kan få barnet til at holde op med at græde. Fordi jeg er den eneste, der har mad.''

Om udskillelse af affaldsstoffer

''Happiness is a dry fart and a solid stool er der et nepalesisk ordsprog, der siger, og sjældent har noget været mere sandt. Efter fem ugers vedvarende diarré og fire forskellige behandlinger kan jeg endelig bevæge mig mere end 200 meter fra latrinet. Vi er de eneste i hele Acongcong, der har et sådant. Folk her bryder sig ikke om at gå et sted hen, hvor andre ved, 'hvad man skal'. Derfor er diarré også noget, der bogstaveligt talt går fra hånden til munden.''

Om sikkerhed

''Jeg kravler et trin op i pyramiden og bekymrer mig om min sikkerhed. Her ser man virkelig den store forskel i min og sudanesernes adfærd. Vi bygger hegn og beskyttelsesrum og har vagt døgnet rundt. Vi stopper arbejdet og søger beskyttelse, når der hænger

Side 17

et bombefly over hovedet på os, mens de sudanesiske kvinder ikke er til at trække med, for så mister de deres plads i (mad)køen.''

Om kærlighed

''Der er ingen mænd, som prøver at gøre tilnærmelser, og det må hænge sammen med, at jeg er hvid, fordi de kvindelige kenyanske kolleger får det ene ægteskabstilbud efter det andet. Selv har jeg kun fået ét ægteskabstilbud fra en kone – så det tæller vist ikke – som ville have, at jeg skulle gå ned på markedet i Adet og tjekke hendes søn ud. Så far, hvis du hellere vil hente 60 køer i Kastrup end din datter, så skal du bare sende din accept til denne her lille kone i Adet.''

Om tilhørsforhold

''Det betyder da meget for mig at være accepteret og høre til, men de nære relationer skal man ikke regne med. Dertil er forskellene i kulturerne for store. De fleste henvendelser til mig handler også om at få ting og sager fra vores lager. Mit personale kommer og siger: ''Elena my friend. Give me sugar, give me shoes, give me pen, give me your sunglasses'' og så videre. Kun Augustino kommer for at sidde og sludre og spørger aldrig om noget. Derfor giver jeg også ham mest! Ja, den menneskelige natur er kompliceret.''

Om agtelse

''Jeg har forklaret dem, at jeg ikke er læge, men blot sygeplejerske. Til det svarer de bare, at jeg er den eneste og bedste, de har, og af den grund er jeg deres doktor. Jeg er absolut meget respekteret og værdsat, fordi jeg har forladt mit land og mine kære for at komme og hjælpe dem. Det betyder selvfølgelig ikke, at de altid følger mine råd og ideer.''

Om selvrespekt

''Alt i alt tror jeg kun, det er maden, de virkelig er glade for. Det kan jeg nu også godt leve med. Jeg regner ikke med, at de skal kunne forstå vores verden på en eftermiddag. Selvom jeg til tider godt kan føle mig isoleret i al den forskellighed, så kan jeg godt se mig selv i spejlet uden at rødme. Jeg synes, jeg gør et godt stykke arbejde, og jeg prøver ikke at presse dem til at tænke som mig.''

Om selvrealisering

''Kan jeg sætte og nå såvel mine personlige som professionelle mål? Jeg tror det. Ikke uden forhindringer og vanvittige udfordringer, men det er også bare i orden. Hvad der er vigtigt her, er bare at huske, at jeg også er her for disse menneskers skyld, og ikke blot for min egen eventyrlyst.

Jeg kan ikke redde dem og skaffe dem mad i en håndevending, men hvad, jeg kan gøre, er at fortælle deres historie, og det gør jeg nu, og hver gang en journalist krydser min vej. Disse mennesker lever i en glemt krig, i et glemt land med en glemt historie. De har kun folk udefra at sætte deres lid til. Det må være en skrækkelig situation at være i et sådant afhængighedsforhold. Hvordan skal disse mennesker nogen sinde kunne bevæge sig op i Maslows pyramide, når de konstant skubbes ned ad stigen af nød og elendighed?''

Nøgleord: Helene Andresen, Maslows pyramide, Sudan.