Tørken, sulten og bomberne

Acongcong ligner ikke en landsby, men det er det på landkortet. Der er langt mellem hytterne blandt de 4.000 beboere, nogle må gå over en time for at komme til de syv lerklinede hytter, som gør det ud for Læger Uden Grænsers klinik. Egentlig skulle Helene Andresen have kørt rundt på en mountainbike i området og superviseret sundhedsklinikkerne. Men så kom tørken, sulten og bomberne, og Acongcong væltede sig pludselig i skudofre og skeletbørn.

''Jeg havde aldrig set et skudsår før, men det handler jo bare om at stoppe blødninger, pille de kugler og fragmenter ud, man kan, holde såret rent og skifte forbindinger,'' konstaterer den danske sygeplejerske med en svag klang af sønderjysk.

Sulten har været sværere at håndtere.

''Fra jeg går ud af porten om morgenen, kan jeg ikke møde nogen, der ikke beder mig om mad. Alle laver sådan en bevægelse med hånden op til munden og så ned til maven, mens de siger: ''Jeg lider, jeg lider.'' Alle har flade maver. Langt de fleste er for tynde, også de voksne. At man ikke kan have en anden kontakt til folk, end at de skal komme og bede om alting, kan gøre mig utrolig ked af det. Og indimellem også irriteret.''

Den danske sygeplejerske står for en forbindingsklinik, en sundhedsklinik og et ernæringscenter. Det lyder flottere, end det ser ud. De har 10 basale medicinpræparater at gøre godt med. Og så et termometer, et stetoskop og nogle pincetter.

''Vi mangler alt. Vi kan mærke med vores hænder og se med vores øjne og så lytte til historien. Mange gange prøver vi at behandle med det, vi har, og hvis det hjælper, så er vi glade. Hvis det ikke hjælper, så kan vi ikke gøre mere. Jeg har ikke udstyret til at tage en blodprøve eller et røntgenbillede,'' siger Helene Andresen.

Hvorfor så ikke starte en rigtig klinik med udstyr og læger?

''Vi kan ikke starte en klinik, før vi ved, om sikkerheden er i orden. Nogle gange kan et køleskab i sig selv bringe usikkerhed, fordi der er nogle krigsparter, der gerne vil have det til at køle whisky på.''

Døden er hverdag

I de seneste måneder har Helene Andresen kunnet notere to dødsfald blandt børn i hendes ernæringscenter hver uge. Mange flere dør, inden de når til centret.

''Det er ofte børn, der er utroligt underernærede, 50-60 procent af normalvægten. De er for det meste kommet til os for sent, eller de har en følgesygdom. Sådan nogle små skravl har ikke et stærkt immunforsvar, og de bukker under for alle mulige banale sygdomme. Du kan så sige, at ''hun døde af lungebetændelse, ikke af underernæring,'' men hun fik jo lungebetændelse på grund af underernæring.''

Bliver man lidt kold, når man ser så mange børn dø?

''Du kan ikke se på det med danske øjne og sige: ''Børn må ikke dø.'' Sådan er virkeligheden ikke i Sudan. I Danmark ser du jo ikke 60 procent underernærede børn. Det sker måske én gang om året, og så bliver der skrevet i alle aviser om en eller anden mor, der ikke har taget sig af sit barn. Eller også er det leukæmibørn. Det er jo ikke, fordi de mangler mad.''

''Det rører mig altid. Men jeg tænker meget på, at jeg ikke kan bruge for meget tid på ét barn, for så mister jeg de 500 andre, der står derude. Du bliver også nødt til at tænke på, at det her barn skal overleve et helt liv i denne

Side 11

Billede

Side 12

her form for natur,'' siger Helene Andresen – underforstået, at nogle gange er det bedre for barnet at dø.

''Men samtidig føler jeg, at vi gør, hvad vi kan for det enkelte barn.'' 

Spiser myrernes mad

I flere måneder kunne hjælpeorganisationerne ikke få mad ind i Sudan, fordi regeringen i hovedstaden Khartoum indførte flyforbud for FN – i et forsøg på at sulte oprørerne. Antallet af underernærede børn på klinikken i Acongcong steg på få uger fra 45 til 500.

Hvad lever folk af, når der ikke er mad?

''De lever af vilde frugter. Det lyder måske lækkert, men det er sådan noget tørt noget, der ikke er til at tygge. Det smager ikke af noget, og det giver heller ingen ernæring, men det kan fylde din mave. Så graver de efter rødder. Jeg har også set mødre og gamle koner grave i myretuer for at finde det, som myrerne har samlet.''

I maj ophævede regeringen flyforbudet, og mad er igen begyndt at komme ind, men stadig ikke i mængder, der kan tilfredsstille alle.

''Nu ser du mest af alt folk kravle rundt oppe på landingsbanen, for når vi får bragt mad og såsæd ind, så er der altid nogle små huller i sækkene, og korn falder ud. Det kravler de så rundt og samler sammen,'' fortæller Helene Andresen.

For ikke at havne i en endeløs nødhjælpsoperation forsøger hjælpeorganisationerne at få så meget såsæd som muligt til Sudan. Men i et land, hvor folk er desperate af sult, putter de tit såsæden i munden i stedet for i jorden. Derfor er flere og flere organisationer begyndt at farve såsæden blå.

''Jeg kan huske det fra skolen, der

Side 13

var nogle, som dyppede bolsjer i det og gav til os i sangkoret. Så stod vi alle sammen der med blå munde. Det smager bittert, og det kan ikke være sundt, men det er ikke giftigt. Jeg ser nu børnene sidde og spise blå grød. De har fundet kornene oppe på landingsbanen, og mødrene har malet dem og lavet grød. Og så sidder alle børnene dér blå i hele hovedet. Så går jeg hen og siger, at det må de ikke spise, fordi det ikke er sundt, og så kigger de på mig med et blik, som siger: ''Jamen, hvad skal vi så spise.'' Og det kan jeg jo ikke svare på,'' siger Helene Andresen og fortsætter:

''Det er en knaldgod idé at farve såsæden, men når man kommer derud, hvor det handler om at spise blå korn eller ikke spise noget som helst, så er folk ligeglade.''

Fem år og voksen

Helene Andresen kom til Sudan i januar, inden sulten for alvor tog fat.

''Det var så lækkert at ligge i sin seng om aftenen, og man kunne høre trommerne køre, og folk de sang og dansede. Især hvis det var fuldmåne, kunne de blive ved den halve nat, og man faldt i søvn til lyden af trommer. Sådan er det ikke mere. Nu kan du falde i søvn til børn, der græder af sult.''

Hvorfor rammes børnene hårdest?

''Af kulturelle årsager. Manden spiser først, til han er mæt, så kommer kvinder og børn bagefter. Dinkaerne (stammen i området, red.) har stadig kvæg, og de spiser kødet. Men det kan de små børn ikke. Det er jo ikke som derhjemme, hvor du kan putte det i en hakkemaskine og lave hakkebøf. Det er meget, meget sejt kød. Så de får vilde frugter og rødder, kort sagt ingenting. Enkelte børn ser sunde ud, det er dem, hvis familier har kvæg, som de kan få mælk fra,'' siger Helene Andresen.

Ernæringsklinikken i Acongcong har begrænsede mængder mad og har derfor besluttet, at kun børn mellem 65 centimeter og 115 centimeter kan få del i den. Og vel at mærke kun, hvis de vejer under 75 procent af deres normalvægt. Mødrene til børnene får oveni to kilo korn til familien.

''Om fredagen deler vi mad ud til børnene i programmet. Men vi kan kun give dem et tilskud til maden. Altså mellemmåltider. Det betyder, at vi siger til mødrene, at børnene stadig skal have den mad, de spiser i familien. Men det er der ikke så meget

Side 14

ved at sige for tiden, for der er ikke noget ved siden af,'' siger Helene Andresen, som selv har tabt otte kilo, siden hun kom til Sudan.

Børnene ryger ud af programmet, hvis de to uger i træk vejer 80 procent af normalvægten. For den danske sygeplejerske er udskrivelserne noget af det værste.

''At sidde og rose en mor og sige: ''Nej, hvor har du gjort det godt, men nu tager vi maden fra dig, fordi dit barn vejer 80 procent nu og også gjorde det i sidste uge,'' det er altså meget svært at forklare.

Der er også mødre, der holder deres børn nede i vægt, fordi så ved de, at de fortsat vil få en portion mad om ugen. Det er uhyggeligt,'' siger Helene Andresen stille.

Hvad med børnene over 115 cm?

''Børn på fem år og derover kommer ikke ind, medmindre der er helt specielle årsager. Fem år, så er man voksen. Det er hårdt, men et eller andet sted skal man sætte en grænse. Vi ser selvfølgelig på, hvor meget mad vi har. I perioder kan jeg være mere large, men under flyforbudet blev jeg nødt til at være enormt streng, fordi vi ikke fik ret store forsyninger ind.''

Walkman vigtigere end vand

Sudanesernes måde at fokusere på deres eget liv og ikke på andet, beundrer Helene Andresen dem for. Selv har hun ikke lært det endnu.

''Der var en aften, hvor vi blev nødt til at løbe ud i bushen, fordi der pludselig lød skudsalver. Men der var ingen af os fra klinikken, som bare løb. Vi skulle lige have noget med. Jeg tog mit kamera, min walkman, og så skulle jeg også lige have mine dyre støvler med over skulderen, og det tog tid at få bundet snørebåndene sammen til en knude. Først da kunne jeg begynde at koncentrere mig om dét, der var vigtigt: At få vand i min vandflaske og få taget lidt mad med.

Sådan er sudaneserne ikke. Dengang, der var angreb på byen Wau, tog de ungerne under armen og løb uden noget andet. Vi andre pakker en masse sammen og føler alligevel, at nu mister vi alt, hvad vi ejer,'' smiler Helene Andresen.

Når hun tænker på Danmark, drømmer hun om at gå ved havet en kold vinterdag (temperaturen i Sydsudan er tit over 40 grader), cola og slik i sofaen foran fjernsynet og en kølig bajer i Nyhavn med jazzmusik i gaden.

''Det er sådan nogle idylliske billeder, jeg har af Danmark. Men jeg ved da godt, at når jeg har været hjemme i 14 dage, så vil jeg sige, at det er skide koldt, og det var meget lettere i varmen.''

Der er dog nogle ting ved Sudan, som Helene Andresen ikke kommer til at savne: bønner i tomatsovs på dåse, stanken fra det overfyldte latrin – det eneste toilet i Acongcong – og bombeflyene.

''Lige pludselig kommer den der lyd af, at du kan høre bomberne blive frigivet. Jeg kan huske en dag, vi sad og spiste frokost under et træ, og jeg havde min tallerken i venstre hånd. Tallerkenen røg til venstre, og jeg røg til højre. De flyver ret højt oppe, fem til syv kilometer, så man har alligevel ret lang tid – omkring 15 sekunder – til at komme ned i beskyttelsesgraven. Jeg var der på fem sekunder. Så lå man der og ventede i ti sekunder. Det var de længste ti sekunder i mit liv.''

Dyrisk adfærd

14 år gammel sad Helene Andresen foran fjernsynet i hjemmet i Haderslev og så en udsendelse om en dansk sygeplejerske med en mobilklinik i Namibia.

''Efter ti minutter kaldte jeg på mine forældre, pegede på fjernsynet og sagde: Det er dét, jeg vil,'' smiler hun.

Med 16 års psykisk forberedelse til Afrika har det at se folk dø af sult ikke rystet hende. Men hvad folk gør for at overleve, havde hun ikke forberedt sig på.

''Folk kan gå et stykke tid uden at føle sulten. Så kommer den, og inden de så bliver for svage og ikke kan gøre noget, så er der en periode, hvor du ser en frygtelig ændring i folks adfærd. De slås for maden. Når vi er færdige med at uddele mad om fredagen, kan vi knap nok komme ud af hytten, fordi folk vælter ind og kravler rundt for at samle korn fra gulvet. Nogle af dem spiser majskornene rå med det samme, for så er de

Side 15

sikre på, at de ikke bliver stjålet fra dem.

Nogle gange må jeg tage ungerne i nakken og løfte dem op, fordi der ligger en lille dreng under fem-seks andre, og jeg er bange for, at han bliver mast. Det er meget dyrisk. Det er virkelig som at se vilde dyr. Den dér periode, hvor de stadig har kræfterne, men er meget sultne og meget tynde, den er uhyggelig.

Er det en situation, alle mennesker vil kunne komme i?

''Ja, det tror jeg. Der er aldrig nogen, der bare vil sætte sig ned og sige: ''Jeg er sulten.'' Når sulten er størst, så begynder vi at ligne det, vi kommer fra: dyrene. Det vil være det samme alle steder. Det lyder også, som om det var dét, der skete derhjemme, da der var konflikt. At folk opførte sig som dyr.''

Hvis man sendte 50.000 voksne danskere til Sydsudan i dag, hvor lang tid ville de så overleve under de forhold, sudaneserne lever under nu?

''Jamen, de ville ikke klare sig til solnedgang. Det ville jeg ikke engang selv kunne klare. Det er så usselt et liv. Der er ikke noget mad, som hverken de eller vi kender til. Der er, hvad din fantasi kan drive dig til at spise.

Hvad får dig til at tage til et land, hvor folk ikke ser ud til at kunne holde op med at slås?

''Det handler altid om hjælp til civile. Det er jo ikke det lille barn, der er i krig. Jeg er ikke gået ind af politiske grunde, og det er ikke min opgave at tage stilling til, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Det, at folk er i nød, er nok til, at jeg kan gøre en forskel.''

Indimellem kan Helene Andresen dog ikke lade være med at tage stilling i krigen i Sudan, som dengang på hendes 30-års fødselsdag, da regeringstropperne sendte bomber ned fra himlen.

''Det var ikke just den form for fyrværkeri, jeg havde ønsket mig. Jeg blev simpelthen så gal. Tænk, først at tillade nødhjælpen at komme frem, og så bombe maden bagefter. Det bryder alle former for lov og rettigheder.'' 

Nøgleord: Helene Andresen, Sudan, sult, sygeplejerske.