Boganmeldelser

NY INDSIGT BAG FORDOMME OM GAMLE

Anne Leonora Blaakilde, Christine E. Swane (red.)

Aldring og ældrebilleder
-­ mennesket i gerontologien

København: Munksgaard 1998
216 sider, 230 kroner 

Bogen indledes med et mindeord om Birgitte Rørbye, der pludselig døde den 27. maj 1998. Hun var lektor i folkloristik på Københavns Universitet og beskæftigede sig med humanistiske og kulturelle aspekter af aldring. Jeg nåede at være sammen med hende flere gange på sundhedshumanistiske konferencer i Danmark, Sverige og Norge. Det er jeg meget glad for. Hendes iver for at diskutere ældre og aldring var inspirerende, præget af nysgerrighed og lyst til vedvarende at skabe ny indsigt.

'Aldring og ældrebilleder' er værd at læse. De seks forfattere, hvoraf de fleste er forskere på Gerontologisk Institut, skriver engageret og medlevende om mennesket i gerontologien, om ældrebilleder, om senlivet og forestillingen om den gode alderdom, om at være udenfor og om gamle og arbejdslivet. Alle artiklerne tager udgangspunkt i kulturelle og humanistiske aspekter i gerontologien og i enkelte mennesker fremfor i det generelle.

Anne Leonora Blaakilde påpeger i sin artikel om aldringens negative diskurs, at hvis en gammel person oplever, at omverdenen betragter ham eller hende som gammel på en negativ måde, er det ikke alene en personlig oplevelse af omverdenens stempling, den deles også af den gamle person selv.

Birgitte Rørbye søger at nuancere den udbredte antagelse, at medier skaber fordomme, og at det er mediernes skyld, hvis vi har et fordomsfuldt ældrebillede. Selvfølgelig kan medier medvirke til at skabe, fastholde og formidle fordomme til en hel befolkning, vigtige nøglepersoner og større eller mindre grupper. Hendes pointe er, at akkurat det samme kan siges om folk: ''Som mennesker er også vi med til at skabe, fastholde og formidle fordomme både til os selv og andre.''

Christine E. Swane har skrevet en indsigtsfuld artikel om at interviewe mennesker, der lider af demens. Da hun i 1991 søgte forskningsmidler til projektet 'Hverdagen med demens', turde hun faktisk ikke skrive, at hun gerne ville interviewe mennesker med demens, fordi, som hun skriver, så lå det i den dominerende kulturelle forståelse af demenslidende, at de var nogle arme stakler, som måtte beskyttes, og som man ikke kunne forvente at tale fornuftigt med i længere tid. De lange sekvenser af interviewmaterialet giver indblik i, hvordan demenslidende taler sig ind i verden. Christine E. Swane viser, at selv om mennesker med demens gentager sig selv mange gange i løbet af et interview, sker der noget, hver gang de fortæller. Nye bittesmå nuancer føjes til og giver betydning til fortællingen. ''Ved at anerkende det meningsfulde i demenslidendes ord og handlinger kan omgivelserne være med til at give dem en plads i hverdagslivets sociale verden.''

Henning Kirk reflekterer over aldringskurven som svækkelsesbillede. Han viser blandt andet, at kurven over, hvordan det går mennesket i dets livsforløb, fungerer som en slags ikon i det politiske liv, i medierne og i samfundslivet i øvrigt for svækkelse af mennesket med alderen. Det er ikke de enkelte aldringskurver der er i fokus i artiklen, men selve grundlaget for at skildre menneskelivet matematisk og grafisk. Efter en grundig og velargumenteret gennemgang af forskellige aldringskurver foreslår Henning Kirk, at man kunne starte med at henlede opmærksomheden på, at mange publicerede aldringskurver fortsat mangler oplysninger om variationsbredde og kriterier for, hvad der forstås som normalt.

Jesper Wégens er optaget af, at arbejdspladsens mennesker stadig ses beskrevet ud fra en mekanistisk opfattelse. Det er, skriver han, som om aldringens processer tilsyneladende går sporløst hen over arbejdslivets mennesker i den erhvervsøkonomiske litteratur, hvad enten de beskrives som arbejdskraft, personale eller menneskelige ressourcer.

Leder af Center for Gerontopsykologi ved Psykiatrisk Hospital, Risskov, Pia Fromholt, reflekterer over senlivet og forestillingen om den gode alderdom. Det er nødvendigt at foretage en række psykologiske overvejelser for at nå til en forståelse af, hvordan gamle mennesker kan have gode liv på trods af fravær af flere af de traditionelle trivselsfaktorer. Hun konkluderer, at vi er nødt til at forholde os til en række fænomener som tidsperspektiver, erindringsstrukturer og egen-kontrol, fordi de skifter eksistentiel betydning gennem livet.

Bogen henvender sig bredt til sygeplejestuderende og sygeplejersker og er et vigtigt bidrag til at forholde sig til aldring og ældre mennesker.

Af Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske, lektor ved den sundhedsfaglige kandidatuddannelse, Syddansk Universitet, Odense Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

14 FORSØMTE OMRÅDER

Virginia A. Henderson

Sykepleiens natur - Refleksjoner etter 25 år

En definisjon og dens konsekvenser for praksis, forskning og utdanning
Oslo: Universitetsforlaget 1998
127 sider, 178 norske kroner 

Nu hvor 'The Nature of Nursing, overvejelser efter 25 år' er udkommet på norsk, er der måske grund til at kaste et blik på Virginia Hendersons lille bog igen. Det, at den er udkommet på norsk, betyder sikkert, at den får en endnu bredere læserskare, end da den blev oversat til dansk i 1995. Er der stadigvæk noget at hente om sygeplejens væsen i de tanker, Virginia Henderson nedfældede i 1966, og som hun 25 år efter kommenterede i et lille tillæg til hvert kapitel? Det mener jeg absolut, der er. Virginia Henderson uddyber de 14 områder, som hun mener, sygeplejersken skal hjælpe patienten med eller tilvejebringe betingelser for, at han selv kan udføre.

Det er hendes overbevisning, at disse områder også kan bruges til at evaluere sygeplejen. Målet for sygeplejens succes er med andre ord, i hvor høj grad disse områder bliver varetaget tilfredsstillende. Skulle nogen have glemt, hvad listen over de 14 områder indeholder, er her et par eksempler: at spise og drikke tilstrækkeligt, at sove og hvile, at kommunikere med andre ved at udtrykke sine følelser, behov, bekymringer eller meninger.

Disse områder har der været meget fokus på i de seneste år, fordi de netop ikke bliver varetaget tilfredsstillende, og Virginia Henderson argumenterer da også for, at sygeplejersker beskæftiger sig med forskning netop inden for menneskers grundlæggende behov. Hun siger: ''Når jeg selv kan finde det vanskeligt at argumentere for sygeplejerskers forskning, skyldes det udelukkende, at jeg er ude af stand til at se nogle argumenter imod den.'' Hvis sygeplejersker vil slå til lyd for at have et selvstændigt professionelt praksisområde, er forskning i klinisk sygepleje lige så påkrævet som forskning i klinisk medicin.

Virginia Henderson siger, at der er grund til at forske i enhver aktivitet, sygeplejersken selv iværksætter og udfører som for eksempel at rense munden på en sengeliggende, bevidstløs patient, forudsat at der ikke er læsioner i mundhulen, at opmuntre en ængstelig patient til at have afføring eller vandladning, at opmuntre patienten til at give udtryk for sine behov, frygt og bekymringer, at besvare en patients spørgsmål om, hvorvidt han er døende.

Virginia Henderson peger på, at den sygeplejerske, som arbejder ud fra en definition, der specificerer et selvstændigt arbejdsfelt eller kompetenceområde, er forpligtet til at påtage sig ansvaret for at identificere problemer for til stadighed at legitimere sine aktiviteter, for at forbedre sine metoder og for at måle effekten af den sygepleje, hun udøver. I mit arbejde som sygeplejelærer står jeg den ene gang efter den anden i situationer, hvor jeg savner resultater af sygeplejeforskning inden for de mest basale områder af sygeplejerskens virksomhedsområde.

De studerende stiller mange relevante spørgsmål til netop de områder, som Virginia Henderson konkretiserer, og jeg kan kun sige, at vi mangler forskning omkring mange af de sygeplejehandlinger, vi udfører. Jeg tror, det må være på samme måde for -sygeplejersker, der arbejder konkret med sygepleje i praksis. Virginia Henderson mente dengang i 1966, at de studerende bør have reel status som studerende. ''Det vil sige, at selv om de kan gøre tjeneste for at erhverve den viden og dømmekraft og de færdigheder, man forventer af en uddannet sygeplejerske, må udnyttelsen af deres arbejdskraft ikke være et mål i sig selv.'' Nu skriver vi 1999. 

Af Karen Skovgaard, sygeplejelærer på Københavns Amts Sygeplejeskole i Herlev. 

OVERSKUELIG KOLOS OM SYGDOMSLÆRE

Torben V. Schroeder, Svend Schultze, Jannik Hilsted, Jan Aldershvile

Basisbog i Medicin og Kirurgi

1. udgave
København: Munksgaard 1998
768 sider, 885 kroner 

Umiddelbart blev jeg svedt ved tanken om at skulle gå i gang med denne kolos, som kom ind ad døren, men jeg blev positivt overrasket. Det er på imponerende måde lykkedes redaktørerne at få styr på 37 forfatteres manuskripter, så bogen fremstår med et gennemarbejdet og ensartet præg. Det skyldes nok ikke mindst, at de har valgt en stram disposition, der benyttes i alle afsnit.

De større afsnit indledes med nøglepunkter for området. Efterfølgende er teksten opdelt i tre hovedafsnit: Generelt, kliniske fund og forløb. Bogen er gennemillustreret med præcise, gennemarbejdede og tydelige stregtegninger, udført af Lotte Clevin og Henrik Juul Nielsen, samt fotografiske gengivelser. Yderligere trækker overskuelige tabeller og skemaer essensen af teksten frem.

Bogen begynder med et kapitel om journalen. Her belyses de etiske og kommunikative overvejelser, der er forbundet med journalskrivningen. Det næste kapitel fokuserer på lægens observationer og funktioner i det perioperative forløb.

De efterfølgende kapitler handler om: Væsketerapi, ernæring, akutte medicinske tilstande, multitraumer, gastroenterologi, lever- og galdesygdomme, urologi, nyresygdomme og hypertension, immunologi og transplantation, reumatiske sygdomme, infektionssygdomme, endokrine sygdomme, mammasygdomme, sygdomme i thorax, hjertesygdomme, karsygdomme, plastikkirurgi, ortopædkirurgi, neurologi og neurokirurgi, blodsygdomme, onkologi, geriatri.

Med dette vældige udbud af lægespecialer er det indlysende, at der må foretages en prioritering af stoffet. Redaktionen har satset på at vægte de mest almindelige sygdomme og de sygdomme, der ubehandlede eller fejlbehandlede vil medføre væsentlige konsekvenser for patienterne. Det indebærer, at man inden for de enkelte specialområder uvægerligt vil kunne påpege mangler i kapitlerne. Men hvilke lærebøger kan rose sig af at have alt med?

Den stramme opbygning, de gode illustrationer og de overskuelige skemaer og tabeller gør bogen let at læse og finde rundt i. Det er en introduktionsbog og en basal lærebog for medicinstuderende. Den overskuelige opbygning og indre logik gør imidlertid også bogen velegnet til faget sygdomslære i sygeplejerskeuddannelsen og til det tværfaglige team i den kliniske praksis, hvor konkrete tvivlsspørgsmål skal afklares.

Af Jens Bydam, pædagogisk koordinator, cand.phil., Københavns Amt, Sygepleje- og Radiografskolen.