Faglig kommentar: Tag hende op!

Hvis der er noget, sygeplejersker er gode til, så er det at observere. Ikke en neglerod, en omgang tics eller en let halten bliver overset. I supermarkedet studeres indkøbsvognes indhold, og der drages paralleller til social status og sundhedstilstand.

Selv en ganske almindelig togrejse bliver en oplevelse. En let gullig øjenbaggrund, en svag snøvlen, en gammel duft af hash registreres. Man kan simpelt hen ikke lade være. En kollega fortalte mig, at hun syntes, evnen til at observere nogle gange var belastende. Hun fik øje på så meget, at hun blev træt og udmattet af det.

Men den gode observationsevne skal bruges. Det bliver ufagligt, hvis observationerne kun danner baggrund for endeløse drøftelser og tyggen drøv på patientens formodede følelsesmæssige kaos.

En af landets ekspertsygeplejersker var blevet hidkaldt til en afdeling, hvor en kvindelig patient ikke ville noget som helst. Hun lå blot hen i sengen, ville ikke spise, ville ikke vaske sig og havde i det hele taget lagt afstand til denne verden.

Op i stolen

På en stort anlagt sygeplejekonference blev patientens situation belyst. Sygeplejersker fortalte på skift om deres observationer af patienten og fortolkningerne af disse. Var kvinden deprimeret? Ønskede hun blot at dø så hurtigt som muligt? Var det fordi, datteren boede i Sydfrankrig og kun havde været på besøg en enkelt gang efter moderens apopleksi? Ville henvisning til en psykolog være det mantra, der kunne ændre på den fastlåste situation? Kort sagt, hvilke årsager kunne der være til, at patienten var helt igennem passiv?

Ekspertsygeplejersken lyttede i tre kvarter. Så kunne hun ikke holde sig i ro længere.

''Tag hende op,'' sagde hun. Hun begav sig målrettet ned til stuen, hvor patienten lå helt apatisk med front mod vinduet. Kvinden blev nænsomt mobiliseret og placeret i en stol ved vinduet. En god pude i ryggen, tæppe over benene og et tilbud om en portion is.

Et kvarter senere sad den deprimerede, apatiske, psykologtrængende patient og fortærede en stor portion is i en lænestol, mens hun opmærksomt fulgte livet udenfor.

Utidig psykologiseren

Den psykologiseren, som sygeplejen i de senere år har været ramt af, er ikke altid til patientens bedste og måske slet ikke, hvad patienten ville bede om, hvis hun kunne. I dette tilfælde havde sygeplejerskerne på afdelingen glemt, at observationer også skal følges af handling. Det er ikke nok at observere, vurdere og udveksle tanker med andre, hvis man ønsker at udføre sygepleje på et højt niveau. Så må tingene afprøves i praksis. Det er langt fra sikkert, det bliver med succes hver gang. Sygepleje er ikke løsningen på alle livets gåder, selv om man indimellem kunne få det indtryk. Sygeplejersker skal acceptere, at sygepleje måske ikke har effekt eller kun sparsom effekt, men det er ikke det samme som at sætte sig ned og nøjes med at diskutere.

Kvinden ved vinduet var muligvis død af sult og tristesse, hvis ikke den handlekraftige sygeplejerske var blevet hidkaldt. Ingen havde vel regnet med, at hendes rådgivning skulle være præget af en konkret arbejdsindsats, men det blev den, der gjorde en forskel. Observationer er hele sygeplejens grundlag. Hvis ikke de bliver gjort og registreret systematisk, bliver sygeplejen tilfældig. Endnu værre er det, hvis de bliver gjort og ikke brugt til andet end konferencestof. Enhver konference bør have en mødeledelse, der sørger for at konkludere og sætte konkrete mål for sygeplejen til den patient, der er på dagsordenen. Det nytter ikke, at patienten går i coma, mens sygeplejerskerne konfererer. I kvindebevægelsens storhedstid hed det ''Handling skaber forvandling.'' For sygeplejen er det stadigvæk en god sætning at huske på. Lilla ble eller ej.