Formidling er mere end ord

Kaffen er skænket, og smøgerne lagt væk. Mor og sundhedsplejerske snakker om, hvad der rører sig i familien. Mor fortæller, at sønnen har fået et fint sæt sølvbestik i dåbsgave, og hun glæder sig til, han skal bruge det. Sundhedsplejersken hører et spørgsmål, nemlig ''hvornår kan han få rigtig mad,'' og hun fortæller, at moderen skal fortsætte med flaske længe endnu. I hvert fald til han er tre måneder.

Moderen siger, at det er ok. Bent, hendes kæreste, synes også, det er hyggeligt at give ham flaske. Sundhedsplejersken spørger til, hvornår Bent er begyndt at komme, og moderen fortæller, at det har han gjort længe. ''Han flytter faktisk ind igen, har vi snakket om, og han er så sød ved børnene.''

Moderen fortæller, at han er begyndt at tage Bettina ­ storesøsteren på ni ­ med i svømmehallen, og at han er som en rigtig far over for hende, putter hende om aftenen og siger, hun skal i skole og sådan noget. Sundhedsplejersken spørger til, hvad Bettina siger til Bent, og hvordan det går med Bettina i skolen, og moderen fortæller, at hun ''er vild med Bent,'' men stadig ikke vil i skole.

De snakker lidt om hvorfor, og hvad moderen eventuelt kan gøre. Sundhedsplejersken fortæller om, hvor vigtigt det er, at Bettina bliver en del af skolens dagligdag, så hun kan opbygge venskaber og følge med fagligt. Moderen nikker og bekræfter, at det har hun også selv tænkt på . . .

Sundhedsplejersken har som formidler et privilegium i forhold til næsten alle andre faggrupper, nemlig at hun er til stede i familien. Hun kan bruge sine fornemmelser for familiens situation og sine evner til at skabe nærhed, når hun skal formidle sin viden. Mange undersøgelser påviser, at den stærkeste påvirkning sker gennem interpersonel kommunikation, det vil sige i direkte kommunikation mellem mennesker.

I denne artikel vil jeg med begreber hentet fra sociologien præsentere et bud på, hvordan man kan se på sundhedsplejerskens rolle som formidler. Sundhedsplejerskens opgave er jo ikke blot at aflevere budskaber om, hvad der er godt og dårligt at gøre i forhold til sine børn, men også at formidle dem på en måde, som får de mennesker, hun taler med, til at tænke videre over og måske endda ændre adfærd på grund af det, de hører.

Oplysning er ikke nok

Det er ikke nok at oplyse folk om, hvordan de kan leve deres liv sundere. Det skal gøres med en indføling og overbevisning, som kan føre til, at familierne faktisk giver sig tid til at spise morgenmad i familien eller droppe chokopops som eneste tilbud på morgenbordet.

Formidling handler om at møde mennesker der, hvor de er. Først skal vi derfor se lidt nærmere på sundhedsplejerskens billeder af familien og familiens billeder af sundhedsplejersken. Disse billeder danner nemlig grundlaget for kommunikationen, når parterne mødes. Dernæst diskuteres nogle

Side 27

krav til sundhedsplejerskens formidling, hvis hun skal nå igennem med sine budskaber til familier med en anden baggrund end hendes egen.

Billedet af familien

Allerede eksisterende forestillinger om verden og mennesker er vigtige. Fordomme er et vigtigt redskab i kommunikationen med andre mennesker. Fordomme kan også kaldes forhåndsforståelser, og uden dem ville vi ikke være i stand til at kommunikere, fordi vi så ville bruge al vores energi på at finde ud af, hvem vi stod overfor, hvad de forventede, hvad der skulle ske og så videre.

Forhåndsforståelser bruges inden for socialvidenskaben til at indfange allerede indlejrede måder at tænke, føle og handle på over for et givent objekt eller en given situation. Disse indlejrede måder kaldes også dispositioner. Forhåndsforståelserne kan ses som en slags sorterings- eller forsvarsmekanisme, som giver den enkelte mulighed for at fortolke og forstå det, der sker omkring hende eller ham. Forhåndsforståelserne fungerer i dagligdagen og styrer vores adfærd, uden at vi lægger mærke til det. De danner billeder af virkeligheden eller reproducerer et allerede eksisterende billede af, hvordan tingene hænger sammen.

Nogle har sikkert set reklamemanden Jørn Duus i fjernsynet, når han på grundlag af forskellige ting i en families hjem skal gætte på, hvem de er. Jørn Duus er fabelagtig dygtig til at bruge sine fordomme eller forhåndsforståelser, og han har systematiseret dem mere end de fleste af os. Sundhedsplejersker optræner imidlertid samme kvalifikationer. De indretter deres formidling efter det, de ser og fornemmer, og justerer hele tiden, alt efter hvilke svar de får.

Grovjusteringen foregår allerede, når sundhedsplejersken finder ud af, hvor familien bor, hvad de arbejder med, og hvilke navne de har. Den finere justering foregår i selve samtalen.

Dét, såvel Duus som sundhedsplejersken gør, er at indkredse familiens habitus. Den franske sociolog Pierre Bourdieu skriver om habitus som en måde, den sociale verden, altså de objektive livsvilkår, genskrives eller indoptages af den enkelte og samtidig skaber og genskaber den sociale verden. At den sociale verdens strukturer, reaktionsmåder og værdisæt ikke kun eksisterer uden for os, men også inden i os. Det vil sige, at vores habitus formes af de erfaringer og oplevelser, vi gør os, fra den dag vi bliver

Side 28

født. På den ene side er habitus ansvarlig for den orden ­ eller de forhåndsforståelser ­ vi har i vores hoved og krop, men habitus er også et aktivt princip, der skaber vurderinger og klassificerer de ting og begivenheder, vi møder, i forhold til den eksisterende orden. Begrebet habitus er en konstruktion, en teoretisk kategori, som vi ikke kan gå ud og efterspore empirisk.

Habitus kommer til udtryk i dispositioner, og de kan bedst karakteriseres som det, man er bærer af i kraft af sin sociale baggrund og dermed sin kapital i form af økonomi, uddannelse og sociale relationer. Dispositionerne er forudsætningerne for, at man handler, som man gør. Bourdieu bruger begrebet praktisk sans til at forklare det system af præferencer og handlingsskemaer, som orienterer den enkelte opfattelse af en given situation og vurderingen af, hvilket svar eller hvilken handling der passer til situationen. Det, vi kan se, er med andre ord individets vaner, værdier og vurderinger, som forekommer hende helt selvfølgelige, fordi de ligger i forlængelse af hendes hidtidige erfaringer (1).

Sundhedsplejerskers habitus kan være forskellig, de bærer hver især forskellige erfaringer med sig og kan have (eller have haft) forskellig adgang til økonomiske, kulturelle og sociale ressourcer. I kraft af deres uddannelse har de imidlertid gjort sig nogle fælles erfaringer, som ligger i forlængelse af en typisk middelklassehabitus. Derfor vil jeg i det følgende referere til sundhedsplejerskens habitus som en middelklassehabitus.

I sundhedsplejerskens arbejde skal hun kommunikere med alle typer familier. Nogle, som ligner hendes egen meget, og nogle, hvis levevis, værdier og forståelser af verden er meget fjerne fra hendes egne. Jo mere forskellig familien er fra sundhedsplejerskens egen middelklassehabitus, jo større faglige krav stilles der til hende for at kunne møde familien, hvor den er. Min pointe her er, at hvis hun ikke har forståelse for, hvordan andre gruppers habitus giver dem andre vaner, måder at gøre ting på, vurdere hvad der er godt og dårligt ­ altså et andet handleberedskab end hendes eget ­ kommer hun nemt til at opleve, at familien ikke gør brug af hendes viden og erfaringer.

Billedet af sundhedsplejersken

Forældrene har nogle forventninger til sundhedsplejersken, som bygger på en blanding af tidligere erfaringer med sundhedssystemet, oftest den praktiserende læge, og rygter om sundhedsplejersker fra familie og venner. Ligesom sundhedsplejersken har forældrene forhåndsforståelser, som blandt andet afspejler ovennævnte erfaringer og rygter (2).

Deres sociale praksis er bestemmende for deres forhåndsforståelse af, om et givet emne opleves som subjektivt relevant. Oplevelsen af om emnet er relevant, behøver ikke at hænge sammen med ens handlinger og holdninger. Det vil sige, at et emne godt ­ set fra sundhedsplejerskens synspunkt ­ kan være relevant for familien, selvom de ikke selv oplever det sådan.

Man kan altså skelne imellem, om modtageren selv oplever, at det er relevant, og om man ud fra objektive kriterier må vurdere, at det er relevant. Helt konkret så kan man opfostre sit barn med Danone yoghurt og flæskesvær uden at opleve behov for at få noget at vide om ernæring, mens en objektiv betragtning ville sige, at det kunne være særdeles relevant.

Forældrene kan med god ret forvente, at sundhedsplejersken respekterer dem og deres liv, som det er, og vil bidrage med noget, de finder relevant. Familien har deres måde at gøre tingene på. En praktisk sans som er bestemt af alle mulige faktorer såsom deres sociale forhold, kulturelle identitet, religion, traditioner, økonomi og sociale, psykiske og fysiske erfaringer. Den praktiske sans, som jeg før lidt forenklet forklarede med vanerne og måden at vurdere ting på, nedarves på den ene side fra generation til generation, samtidig med at den på den anden side indgår i en proces, hvor den konstant justeres og udvikles. For at kunne imødekomme forældrenes forventning om at sige noget relevant må sundhedsplejerskens vejledning ligge i forlængelse af den praksis, der er i familien.

Foruden vaner og vurderinger besidder familien forskellige former for viden. De har en faktuel viden om, hvad der er det rigtigste at gøre. For eksempel ved de fleste forældre, at det er godt at amme, indtil barnet er i hvert fald seks måneder. De har også en praktisk viden om, hvordan man gør ting. For eksempel ved de fleste mødre, hvordan de skal få deres spædbarn til at tage fat om brystvorten. Endelig har de en erfaringsviden, som fortæller noget om, hvordan man kan få tingene til at fungere i hverdagen. Ved man for eksempel godt, at det er bedst at amme, men erfarer, at man kan få en roligere hverdag ved at give flaske, så

Side 29

kan denne erfaringsbaserede viden nemt vinde over den faktuelle viden i den konkrete situation.

Mødet

Så mødes parterne. Begge har forhåndsforståelser. Familien har vaner, værdier og vurderinger, som for dem er selvfølgelige, og en forventning om at skulle rådgives i forhold, som vedrører deres barn i forlængelse af disse. I praksis betyder det, at sundhedsplejersken oplever alt fra forældre, der labber hendes vurderinger og anbefalinger i sig som fløde, til forældre, som nok siger ja og lader til at forstå, men tilsyneladende aldrig drager nogle konsekvenser heraf.

Omvendt oplever nogle forældre sundhedsplejerskens vejledning og rådgivning som gode input, der ligger i forlængelse af dét, de i forvejen gør. Andre oplever, at sundhedsplejersken nok er sød og imødekommende, men de forstår ikke rigtig hendes ideer, og atter andre oplever, at hun ­ ligesom alle de andre pædagoger ­ har alle de rigtige meninger, som ikke rigtig kan bruges af os.

Hvorfor opstår de situationer, hvor begge parter oplever ikke at blive imødekommet og forstået, selvom der er en stemning af velvillighed og interesse fra begge parter?

Først og fremmest er det ikke sikkert, at familien oplever sundhedsplejerskens vejledning og rådgivning som relevant. Det, familien oplever at have brug for at vide, behøver, som allerede nævnt, slet ikke være i overensstemmelse med, hvad sundhedsplejersken på grundlag af sin faglige viden og erfaring vurderer, at de objektivt set har brug for. Men sundhedsplejerskens vurdering er underordnet, hvis ikke hun kan finde en indfaldsvinkel, så forældrene selv oplever relevansen.

Vi har alle forsvarsmekanismer, som vi bruger for at skabe sammenhæng i vores verden og undgå irrelevante eller forstyrrende påvirkninger. Kommer sundhedsplejerskens budskab for meget på tværs af de forestillinger, handlinger og værdier, vi normalt tager for givet, så lukker vi af og oplever det som noget, der ikke angår os.

Det er også muligt, at sundhedsplejersken simpelthen taler hen over hovedet på forældrene. Det kan for eksempel være, at sundhedsplejersken taler til deres faktuelle viden, og at de på dette niveau kun kan give hende ret, de har i hvert fald ikke modargumenter. Men hvis deres praktiske viden og erfaringsviden siger dem noget andet, så kan de ikke omsætte den faktuelle viden, når sundhedsplejersken er ude af døren. Mennesker udvælger, tolker og husker information i overensstemmelse med deres habitus, som vi stadig forenkler til at være vaner, værdier og vurderinger.

Sociologen Leon Festinger har i bogen 'A Theory of Cognitive Dissonance' beskrevet sine eksperimenter, som viste, at modtageren af et budskab enten afviser det, hvis hun er uenig eller forsøger at finde argumenter, så hendes eksisterende holdninger kan overleve side om side med det nye budskab (3). Denne mekanisme fungerer på alle planer fra holdning til børneopdragelse til vurderinger af rygnings skadelige virkninger.

Se engang en undersøgelse, som medieforskeren Preben Sepstrup refererer i bogen 'Om at informere' (4):

Undersøgelsen viser, hvordan henholdsvis rygere og ikke-rygere reagerer på en tv-udsendelse om rygning. Rygernes forhåndsindstilling, som jo er bestemt af deres praksis, fører til, at kun 50 procent vælger at se udsendelsen mod 62 procent af ikke-rygerne. Af de rygere, som ser udsendelsen, vurderer kun 50 procent, at der er sammenhæng mellem rygning og lungekræft mod 100 procent af ikke-rygerne (Figur 1 og 2).

Hvis sundhedsplejersken kan finde en indfaldsvinkel, som ligger i forlængelse af familiens praktiske sans eller handledispositioner, er der mulighed for, at de vil opleve det, hun siger, som relevant.

Men selvom moderen nu siger, at hun gerne vil vide, hvilken mad det er bedst at give hendes etårige, så er det ikke sikkert, at hun tager sundhedsplejerskens vejledning til sig. Hvorfor reagerer forældre så forskelligt på den samme information om god kost for etårige?

Fordi sundhedsplejerskens budskaber nogle gange ligger meget langt fra de kostvaner og den viden, familien allerede har. Flere mødre har i interview fortalt mig, hvordan de ''bare lader være med at fortælle, at jeg giver ham kartoffelmos allerede, fordi jeg ved, at hun vil sige, at han er for lille'' eller ''bare siger ja, når sundhedsplejersken spørger, om han får grøntsager, fordi det, synes hun, er vigtigt'' (2).

Side 30

Afhængig af, hvor langt sundhedsplejerskens budskaber ligger fra familiens eksisterende viden, vil hun blive mødt med forsvarsreaktioner. Som vi allerede har været inde på, er der social slagside. Middelklassefamilierne, som ligner sundhedsplejerskens egen familie, vil ofte reagere med interesse, mens familier fra andre sociale klasser oftere vil reagere med modstand. 

Figur 1: Selektiv modtagelse ­ tv om tobaksrygning
	RYGERE	IKKERYGERE
	%	%
Set tv-serie om rygning	50	62
Ikke set tv-serie om rygning	50	38
N=127	100	100

Kilde: Grønhaug

Figur 2: Selektiv opfattelse ­ rygere og lungekræft
	RYGERE	IKKERYGERE
	%	%
Mener efter udsendelsen, at der er sammenhæng mellem rygning og lungekræft	50	100
Mener efter udsendelsen, at der ikke er sammenhæng mellem rygning og lungekræft	50	0
N=127	100	100

Kilde: Grønhaug 

Man har længe troet, at folk er sværere at påvirke jo længere uddannelse og større viden, de har, men nyere forskning tyder på, at det snarere er modsat. Jo højere selvværd, jo større overskud til at være åben over for nye tanker og budskaber.

Lidt firkantet sat op kan man sige, at når man blokerer over for et nyt budskab, skyldes det ressourceproblemer. Det kan være socialt. Man kan ikke overskue situationen og har ikke overskud til at tage forholdsregler, eller det kan være psykologisk. Man er flov over ikke helt at forstå eller ikke at kunne leve op til det, man oplever, er sundhedsplejerskens forventninger. Det kan være uddannelsesmæssigt (5). Store dele af befolkningen er funktionelle analfabeter, derfor er skriftligt materiale ofte en barriere, og sundhedsbudskaber, som ikke er meget konkrete og praksisrettede, er svære at forstå og huske, hvis ikke de knyttes meget konkret til familiens situation. Det vender vi tilbage til.

Når sundhedsplejersken og familien mødes, er det ikke alene forskellig habitus, som kan skabe kommunikationsproblemer. Et andet centralt aspekt er simpelthen de forskellige måder, vi taler sammen på. Torben Berg Sørensen, som er lektor på den Sociale Højskole i Århus, har netop udgivet en bog med titlen 'Familier i Danmark', hvor han viser eksempler på, hvor stor forskel der er i måden, livet leves på, og familiemedlemmernes indbyrdes forhold i forskellige typer familier.

Sørensens pointe er, at den forskellige praksis også har betydning for måden, vi kommunikerer på. Nogle danskere er vant til en samtalestil, som på flere måder er meget forskellig fra sagsbehandlerens eller sundhedsplejerskens. Hvor sagsbehandlere og sundhedsplejersker, som ofte har en typisk middelklassehabitus, søger en imødekommende,

Side 31

venlig og uformel tone, så er andre grupper af danskere langt mere spøgende og udfordrende i deres kommunikationsform. Det skaber misforståelser på begge sider og blokerer derfor for at skabe konstruktiv dialog om de gruppers ressourcer og problemer, som er forskellige fra sundhedsplejerskens egen gruppe. Sundhedsplejersker optræder måske i højere grad end sagsbehandlere på familiens præmisser, idet mødet finder sted i deres hjem. Men forskelle i måder at kommunikere på er også i sundhedsplejerskers formidlingspraksis et centralt aspekt (6).

Mål og midler

I praksis kan man som sundhedsplejerske groft sagt opleve tre typer reaktioner på den vejledning, man giver.

Der er en gruppe, som selv søger information og ofte har et informativt socialt netværk. De ved i forvejen en masse og bruger sundhedsplejersken til at få bekræftet, at de gør det rigtige. Denne gruppe er tidligere beskrevet som dem, der labber sundhedsplejerskens ord i sig og omsætter dem til handling.

Der er en gruppe, som ikke er helt så oplyste, men har en fornemmelse af, at sundhedsplejerskens viden og erfaringer kan bruges til noget. De er lydhøre og interesserede, hvis sundhedsplejerskens vejledning rammer noget, de finder relevant. Endelig er der en gruppe, som trods en imødekommende og interesseret attitude gør, hvad der passer dem.

Det er som regel nemmest at kommunikere med den første gruppe. Her kan sundhedsplejerskens problem være, at forældre ­ måske for at vise hvor kompetente og vidende de er ­ stiller så specifikke og avancerede spørgsmål, at sundhedsplejersken føler, at hendes faglige viden kommer til kort. Det kan være spørgsmål om alt fra, hvordan Erichsons teori om udviklingsstadier adskiller sig fra Freuds, til spørgsmål om, hvorvidt for høj indtagelse af aminosyrer påvirker kroppen.

Den anden gruppe kan det være en stor faglig tilfredsstillelse at arbejde med. Sundhedsplejersken kan opleve, at hun bliver brugt på en konstruktiv måde, hun får formidlet viden og erfaringer, som forældrene selv mener, at de har brug for, og som de er i stand til at omsætte i praksis i deres eget liv.

Det kan desværre også gå anderledes. Sundhedsplejersken kan opleve, at hendes vejledning modtages med kyshånd, for i næste besøg at erfare, at alt er ved det gamle. Umærkeligt er vi gledet over til den tredje gruppe, uden at sundhedsplejersken har oplevet nogen egentlig modstand.

Den første gruppe med de interesserede og motiverede forældre skal nok klare sig. Med mindre der viser sig særlige problemer, er mit bud, at sundhedsplejersker skal koncentrere deres indsats over for særlig den tredje gruppe. Men hvad kan sundhedsplejersken stille op over for denne sidste ­ og i formidlingssammenhæng ofte meget vigtige gruppe ­ som enten ikke selv oplever at have et behov for vejledning eller tydeligvis ikke kan bruge den vejledning, sundhedsplejersken giver? Vi skal tilbage og se på de tre typer viden, jeg nævnte, at familien besidder, den faktuelle, den praktiske og den erfaringsbaserede viden. Sundhedsplejersken taler oftest til hovedet. Til den faktuelle viden. Til forældrenes fornuftige og rationelle jeg. Og hun oplever i situationen at blive forstået.

Vision inden for rækkevidde

Problemet er blot, at den faktuelle viden ikke kan omsættes til forældrenes praksis, fordi deres habitus er en helt anden end sundhedsplejerskens. Sundhedsplejerske Inga Axelsen analyserer denne problematik meget præcist i afhandlingen ...'især at tilgodese børn med særlige behov...' hvorfra nedenstående citat stammer: ''Denne habitus rækker kun så langt, som den har potentialer til. Med andre ord, forældre får ikke lyst til at tage til stranden med deres barn, hvis der ikke er noget, der hedder strand, eller der ingen strand er i 100 kilometers afstand, eller de ingen penge har til en busbillet. Der skal være en vision inden for rækkevidde. De får ikke lyst til at lære deres barn at finde grænserne for ufarlig leg, hvis de ikke har nogle forestillinger om, hvordan selvstændighed dannes, kroppens motorik udfoldes, eller nysgerrighed, videbegær og opdagelser stimulerer kognitiv og emotionel styrke.''

Den slags viden er, skriver Inga Axelsen, kun nogle grupper i samfundet i besiddelse af. Konsekvensen heraf er, at sundhedsplejerskens formidling over for de grupper, som ikke tager imod sundhedsplejerskens vejledning, må tale til noget andet end den faktuelle viden. Hun må tale til den praktiske viden og familiens erfaringsviden.

(Inga Axelsen blev Master of Public Health,

Side 32

MPH, fra Nordisk Hälsovårdshögskolan på afhandlingen, som endnu ikke er publiceret).

Handling giver forvandling

Det lyder enkelt, men i realiteten er det revolutionerende omvæltninger i sundhedsplejerskens praksis, der er tale om. For hvordan taler man til den praktiske viden? Det gør man ved at gøre noget sammen. Sagt helt firkantet kan man i nogle familier kun udvikle familiens handlinger ved at gøre noget sammen med dem, som på én gang tager udgangspunkt i deres værdi- og erfaringsunivers og samtidig viser en måde at handle på, som overskrider de dominerende handlingsmønstre i familien. Det kan være at komme forbi hver dag en uge i træk for at støtte en mor, som er usikker over for amningen, eller at tage med familien på indkøb for derefter at gå hjem og stege og spise fiskefrikadeller.

Det kan også være at tage på skovtur med Bettina, lillebror og mor eller blot gå med en tur over på legepladsen, selvom det er regnvejr. Sagen er, at sundhedsplejersken må foretage handlinger, som viser, at praksis kan ændres, og dermed bidrage til at skabe nye erfaringer, som kan overføres på andre lignende situationer.

Kan sundhedsplejersken formidle til en mor, så hun forstår ­ ikke alene med hovedet, men også med kroppen ­ så kan familiens habitus udvikles og dermed rammerne for familiens vaner, værdier og vurderinger.

Problematikken er ikke enkel, fordi der med en sådan formidling følger refleksion over, hvordan den officielt rigtige måde at behandle et barn på spiller sammen med de værdier, der ligger i familien. Sundhedsplejersken kommer som repræsentant for et system, der ønsker sunde og livsduelige borgere og har sine egne opskrifter på, hvordan man skaber dem (man ammer længe, spiser fisk jævnligt, sætter propper i stikkontakterne og 117 andre ting...).

En sundhedsplejerske, som spiser middag i familien eller tager på skovtur, kommer også meget tæt på familiens intimsfære. Hun får indblik i Bent og Bettinas (kæresten og datteren fra indledningen) forhold på en måde, som kan rejse tvivl om, hvad der egentlig foregår imellem dem. Den tvivl skal hun håndtere fagligt ansvarligt i relation til såvel familien som de myndigheder, hun også selv repræsenterer.

I sin formidlingspraksis er det helt centralt, at sundhedsplejersken gør sig klart, hvis ærinde hun går. Det kræver en grundlæggende åbenhed og respekt for familiens egne ressourcer, værdier og måder at handle på, hvis hun skal nå ind til det, familien oplever som deres centrale behov og problemer. Det, sundhedsplejersken på grundlag af sin faglige viden og erfaring vurderer, at familien har behov for, som allerede nævnt, behøver slet ikke at opleves sådan i familien. Møder hun familien med sine (faglige) normer uden at vise tilstrækkelig forståelse eller respekt for deres, så kan begge parter nemt opleve mødet som frustrerende.

Kort sagt er kravene til den sundhedsplejerske, som ønsker at skabe udvikling i de familier, som ligner hendes egen meget lidt, at hun grundlæggende anerkender deres habitus som et gyldigt udtryk for deres livsvilkår. Lykkes det at formidle en sådan forståelse og accept, er der skabt grundlag for at skabe nye handlinger, som giver nye erfaringer og derfor kan bidrage til at udvikle familiens praksis. Men fremfor alt kræver det vilje til at investere noget af sin faglighed i handlinger fremfor alene at lade den komme til udtryk i ord

Litteratur

1. Callewaert S et al. (red.). Pierre Bourdieu. Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori. København: Akademisk Forlag; 1994.
2. Callewaert S. Kultur, pædagogik og videnskab ­ Om Pierre Bourdieus habitusbegreb og praktikteori. København: Akademisk Forlag; 1994.
3. Olesen B R. Omsorg som profession ­ roller og replikker i sundhedsplejebesøget. København: Munksgaard; 1997.
4. Festinger L. A Theory of Cognitive Dissonance, New York: Roe Peterson; 1957.
5. Sepstrup P. Om at informere ­ nogle grundtræk. Viborg: Nyt Nordisk Forlag; 1978.
6. Poulsen J. Informationskampagner. Tema om målrettet kommunikation. Mediekultur 1996; (24).
7. Sørensen, T B. Familier i Danmark. Århus: Gestus; 1999.

Birgitte Ravn Olesen er cand.comm., ph.d. Hun er ansat på kommunikationsuddannelsen, Roskilde Universitetscenter. 

Nøgleord: Kommunikation, sundhedspleje.

Her hjælper det ikke at sidde over det pæne kaffebord og tale om tingene. Nogle gange skal sundhedsplejersken være til stede fysisk, så hun kan fortælle om gode kostråd, mens frikadellerne eller bollerne bliver produceret.I nogle familier skal sundhedsplejersken med i køkkenet.