Pædofile kan ikke helbredes

Pædofile er afhængige af sex med børn på samme måde, som narkomaner er afhængige af narkotika. Men hvor man kan afvænne narkomaner, ser det straks anderledes ud med pædofile. Man kan aldrig fjerne deres lyst til at have sex med børn, siger Lynda Deacon. Hun er lektor ved det sociologiske fakultet ved Sheffield Universitet i det nordlige England. Lynda Deacon har flere års erfaring med behandling af krænkere og har været tilknyttet et af de største behandlingsprogrammer for krænkere i Leeds. Hun mener, behandlingen preller af på de pædofile:

''De kan simpelthen ikke behandles, fordi de ikke anerkender samfundets love, der forbyder voksne at have sex med børn. Pædofile mener oprigtigt, at børn kan lide at dyrke sex med voksne, og at samfundet bare ikke kan forstå det. Med andre ord nægter de at rette sig efter den gældende lov og moral, som hersker i samfundet,'' siger Lynda Deacon. Hun understreger, at det er vigtigt at skelne mellem pædofile og øvrige krænkere af børn.

''Mange tror, at hvis en person krænker et barn seksuelt, er vedkommende automatisk pædofil. Men det er ikke rigtigt,'' siger Lynda Deacon.

Det er hendes erfaring, at der er mange årsager til at voksne misbruger deres egne eller andres børn seksuelt. Men det er sjældent, at der ligger direkte seksuel lyst til børn bag misbruget:

''Mange voksne kan nære seksuelle fantasier om børn uden nogensinde at føre fantasierne ud i livet. Men for et fåtal går det galt, og de fører fantasierne ud i livet. Det sker typisk i forbindelse med en lang række udefrakommende årsager. Blandt andet kan stress, dårlig økonomi eller samlivsproblemer ligge bag. Alkohol eller stoffer kan så være den faktor, der udløser misbruget af et barn.

For pædofile derimod er der ikke tale om ydre faktorer. De pædofiles seksualitet drejer sig udelukkende mod børn, hvorimod krænkere har et 'normalt' sex-liv med voksne,'' siger Lynda Deacon.

Arbejdet med krænkere er blandt andet baseret på en model, der kan illustreres som en cirkel (se figur 1.) Cirklen viser krænkerens vej fra at nære fantasier om sex med børn (A) og til fuldbyrdelsen af overgrebet (H). Modellen bliver brugt som et erkendelsesmæssigt værktøj for krænkeren og i den videre behandling.

Side 20

I sit arbejde med krænkere har hun mødt et bredt spektrum af krænkere -­ lige fra fædre, der begår incest i et enkeltstående tilfælde, til mænd, som gentagne gange har krænket børn seksuelt.

Kortere straf

Målet for behandlingen er at få krænkeren til at indse det forkerte i handlingen og ændre adfærd. Patienterne til behandlingen ­ det vil sige sexmisbrugere ­ rekrutteres fra fængslerne. I de tilfælde, hvor dommen er over fire års fængsel, bliver den dømte tilbudt at komme i behandling.

''Mange vil naturligvis sige ja tak til at komme i behandlingen for at slippe før ud af fængslet. Derfor bruger vi meget tid på at vurdere, om vedkommende virkelig er motiveret for at ændre sin adfærd, eller om det kun er for slippe hurtigere ud,'' siger Lynda Deacon.

Det første skridt i behandlingen er at få krænkeren til at indse det forkerte i, hvad han har gjort. Flere krænkere bliver sat sammen i et rum, hvor de bliver bedt om at fortælle deres historie. Der er en kvindelig og en mandlig facilitator til stede i rummet, som er udstyret med videokameraer og mikrofoner i væggene. En facilitator er altid specialuddannet til at arbejde med krænkere og har en professionel baggrund. Det kan blandt andet være psykologer, socialarbejdere og psykiatriske sygeplejersker.

Et hold terapeuter følger med på en skærm og noterer alt, hvad der sker. Krænkerne skiftes til at fortælle om, hvordan de har krænket et eller flere børn, og terapeuterne holder øje med, hvordan den enkeltes beretning påvirker de øvrige i gruppen.

''De ser konkret efter, om gruppemedlemmer får erektion, når de hører en anden fortælle i detaljer om misbrug. Eller om et gruppemedlem tager afstand til det, han hører. Begge reaktioner er vigtige i det videre

Side 21

arbejde, når vi senere skal vurdere, om behandlingen har effekt,'' siger Lynda Deacon.

Sexfantasier

Den første fase i behandlingen minder om traditionel gruppebehandling af alkoholikere, hvor hver enkelt rejser sig op, siger sit navn og fortæller om sit misbrug. Og alt skal frem i lyset.

''De bliver bedt om at fortælle, hvor mange gange de onanerer om dagen, og om deres seksuelle fantasier. Det kan lyde barskt, men det er for at få dem til at erkende problemet over for sig selv og andre,'' siger Lynda Deacon.

Når krænkerne begynder i behandlingen, så har de typisk en lang række forklaringer og undskyldninger parat, men gradvist begynder de at indse det forkerte i deres handlinger.

Ofte vil de føle, at de er blevet dømt for en handling, som ikke havde noget med dem at gøre. De kan for eksempel bortforklare det med, at barnet selv lagde op til det ved at sætte sig på knæet eller på anden måde selv søgte fysisk kontakt.

''Men efterhånden skræller vi alle de ydre lag af ­ akkurat som man skræller et løg ­ og når ind til sagens kerne, hvor vi kan begynde at arbejde med dem,'' siger Lynda Deacon. Den første del af behandlingen tager tre måneder, hvor krænkerne skal møde en gang om ugen.

Før krænkerne kan komme videre til den næste fase i behandlingen, bliver de underkastet en vurdering af behandlerne. Hvis de skønner, at behandlingen ikke har virket, og at krænkeren kun siger dét, han forventer, behandlerne vil høre, bliver vedkommende sendt retur til fængslet.

Mønster i misbrug

Anden fase af behandlingen varer et år med fire møder om måneden. De to møder foregår i en gruppe, mens de resterende to foregår alene med en terapeut. Behandlingen følger udviklingen, der er beskrevet i figur 1. Krænkeren skal igen fortælle om sine fantasier om børn (A), men denne gang mere detaljeret om alder, køn og udseende. På samme vis skal han fortælle indgående om de øvrige punkter i cirklen.

Han skal eksempelvis fortælle om, hvordan han har manipuleret med sine omgivelser (D) for at komme i en situation, hvor han er alene med børn. Hvis der er tale om en far, der har misbrugt et eller flere af sine børn, har han ofte først skullet skaffe moderen ud af hjemmet. Det kan blandt andet være sket ved, at han har tilbudt at passe barnet eller børnene, mens hun gik i biografen.

''Meningen med den detaljerede redegørelse er, at krænkeren skal blive sig helt bevidst om, hvilke signaler han skal lægge mærke til hos sig selv. Han skal lære at se, hvor det kan gå galt, så han kan undgå situationen. Hvis han kan se mønstret og er villig til at arbejde på at ændre, kan man hjælpe. Men det kræver motivation og vilje hos krænkeren,'' siger Lynda Deacon. På dette stadium af behandlingen tager man også fat i den del af krænkerens liv, som ikke handler om sex.

''Ofte har en person, som har krænket flere børn, levet et liv, som har været centreret om sex. Livet har handlet om sex ­ som en narkoman der tænker på stof konstant. Krænkeren vil have dårlige sociale færdigheder og have svært ved at omgås andre mennesker,'' siger Lynda Deacon. I behandlingen forsøger man at lære krænkeren at leve et normalt liv.

Ofte vil det kræve, at vedkommende finder sig et andet job, hvor børn ikke er en del af dagligdagen, eller flytter til et andet sted, hvor der for eksempel ikke er en legeplads lige i nærheden. Nogle skal samtidig lære at leve et liv uden alkohol eller stoffer.

Resten af livet

Skillelinjen for, om de kan fortsætte på tredje trin i behandlingen, er igen, om den hidtidige behandling har båret frugt. Det ved man, hvis krænkeren har fortalt om overgreb, som han ikke har fortalt til politiet.

''Hvis der dukker nye historier om misbrug og overgreb op, så må man gå ud fra, at krænkeren har lagt kortene på bordet og har valgt at være ærlig,'' siger Lynda Deacon.

Det tredje trin i behandlingen varer resten af krænkerens liv, hvor han eller hun skal møde en gang om ugen eller hver 14. dag på den lokale socialforvaltning. Målet er at forebygge tilbagefald, og politi og socialforvaltning vil løbende vurdere risikoen ved at have krænkeren på fri fod. Hvis der er tale om en krænker, som betragtes som særdeles farlig, vil vedkommende blive overvåget.

Lynda Deacon understreger, at arbejdet med krænkerne er en langsigtet proces, som kun kan lykkes, hvis den fornødne motivation er til stede hos krænkeren. Men hun understreger samtidig, at man aldrig kan finde reel motivation hos en pædofil. Hun tror heller ikke på kastration eller medicinsk behandling af pædofile:

''Selvom de ikke kan få erektion, så kan de stadig bruge hænder og tunge,'' siger Lynda Deacon. Derfor er det vigtigt, at arbejdet med at beskytte børn mod overgreb også indbefatter behandling af krænkerne,'' siger Lynda Deacon.

Nøgleord: England, pædofili, sexmisbrug.

Billedtekst
''Pædofile er afhængige af sex med børn på samme måde som narkomaner er afhængige af narkotika,'' siger Lynda Deacon.